- Detaljer
- Skrevet af: Henrik Larsen
- Read Time: 8 mins
- Visninger: 9134
I april 2005 begyndte jeg på et værksted der hedder Skovgårdsværkstedet som ligger i Odense, det var en nødvendighed at komme ud blandt andre unge for at få et socialt liv, men dette sociale liv skulle få betydninger som jeg ikke anede noget om, det fik betydninger på min være måde nok engang, jeg kunne ikke finde mig til rette. Jeg kunne ikke finde mig nok til rette på en god hylde, lige som mange af dem der var der havde fundet deres plads. Jeg kunne ikke fordi jeg tidligere har prøvet meget i livet.
Noget som jeg ikke selv var helt klar over selv og som fik meget stor betydning men jeg startede i noget der hedder mediegruppen som er et værksted der producere forskellige ting til andre, det var næsten et slave job, og da jeg startede der fik jeg at vide af mange af de brugere der var der at det kunne jeg ikke og det måtte jeg ikke osv. de var bange for min epilepsi især den ene af dem og jo jeg kan godt forstå det, men det var ikke min epilepsi der gjorde udslaget her det var tætte lokaler med mange mennesker i lokaler med forholdsvis lave lofter. Nå men tiden går og jeg bliver dårligere med at kunne komme rundt og en dag ender det med at jeg er på messe i Fredericia en messe om hjælpemidler hvad skal man vælge – det kan være at du nu sidder og tænker hvad har det at gøre med værkstedet, jo det har en del at gøre med værkstedet, hvad ville man gøre hvis man en dag finder ud af at man ikke kan gå godt nok? Værkstedet vidste at jeg var indskrevet hos dem med det forbehold at en kørestol var nær ved.
Men kørestolen skulle give mig meget store problemer, eller en meget stor opgave at løse. Allerede den første dag var et problem fra morgenstunden, da jeg blev hentet om morgen af en chauffør der ikke havde fået besked om det, men ok det kunne tygges igennem for den person der havde med kørsel vidste at jeg havde fået bevillig på kørsel med kørestol, nå men ok – da jeg så kommer til værkstedet bliver balladen nærmest optrappet til en krig med blod på tanden, og ja de er meget sure De råber og skriger, de andre brugere der på det tidspunkt også sad i kørestol begyndte at køre rundt og gøre klar til en medarbejder krig og pludselig sad vi 9 kørestole og fyldte voldsomt meget. Så meget at personalet begyndte at brokke sig og sagde at vi skulle arbejde, men vi havde valgt at nedlægge arbejdet det kunne ikke passe at man ikke måtte komme i kørestol, efter ca. 1 times arbejdsnedlæggelse kom lederen ud og sagde at det var ok, de havde nok ikke lige læst det der var skrevet ind fra Amts siden at det var ok at jeg fik en kørestol.
Nå men jeg kører nu ind i den gruppe jeg er i Mediegruppen og da jeg kører der ind opstår der nu et nyt stort problem, der udvikler sig meget voldsomt på 30 sekunder, lederen af gruppen siger vredt at han vil snakke med mig, det er ok for mig og der går nu kun kort tid og jeg bliver overfuset og får at vide at jeg ikke må bestemme noget selv. Jeg skal gøre som de siger på det værksted. Jeg kunne ikke sige noget jeg blev kvalt osv. jeg fik lyst til at skrige højt, var det nu en alm. arbejdsplads eller var det et værksted for fysisk og eller psykisk handicappede, var de til for os eller kom vi der for at de kunne have et job? Jeg fik aldrig svar på mit spørgsmål. Jo jeg måtte ikke være næsvis var jeg mon det? Ikke efter min egen mening. Ikke nok med problemerne på værkstedet så havde jeg også bolig problemer. En opgave som var meget mere end svær at få løst om den nogensinde blev løst vides ikke men det var et meget stort problem at få igennem, de fik en på tale fra dengang Fyns Amt og Odense Kommune om at jeg bare skulle have lov til at bruge kørestolen. Men ak så fik jeg at vide at jeg var dum og alt muligt andet.
Og da jeg så kom med den meddelelse på værkstedet at jeg måtte opgive at bo for mig selv fik jeg at vide at jeg var en idiot og alt muligt andet og at jeg tog alt for nært til mig og ikke kunne forstå noget osv. nu var det sådan at jeg også kunne fortælle at jeg skulle indlægges igen på epilepsihospitalet i Dianalund, det var just ikke det de havde mest lyst til at jeg skulle, indlægges så langt væk og så var det at personalet åbenbart havde forlagt deres hørsel lidt for meget og deres geografi tillige med, de misforstod hvor det var at jeg skulle hen, nogle mente at det var på Odense Sygehus, andre mente at det var Rigshospitalet og nogle andre mente at det var i Dronninglund jeg skulle indlægges og jeg ikke vidste hvor det var, selv et brev fra Epilepsihospitalet kunne ikke overbevise dem, nå men jeg fik at vide at jeg ikke skulle forvente forståelse fra dem, dels at flytte fra egen bolig og dels at lade sig indlægge var meget overskridende for dem.
Efter min indlæggelse viser det sig at det ikke længere er nødvendigt med medicin og der går ikke lang tid før der igen viser sig tegn på anfald og jeg må igen starte på medicin for epilepsi, jeg vælger så at sige stop på værkstedet, jeg er ikke længere på medieværkstedet men er kommet over i noget der hedder projektværkstedet hvor man bl.a. læser historier, og laver eventyr, og her begynder jeg at undre mig meget, jeg er begyndt at få anfald igen, og jeg var ellers fir for anfald, jeg når frem til februar 2006 og der er der en læge der bemærker noget jeg siger og bliver enige om at jeg nok engang, jeg bliver indstillet til indlæggelse nok engang på Epilepsihospitalet og det bliver aftalt med lægen at er der de mindste tegn på anfald skal jeg blive hjemme.
Der er mange dage fra februar til maj hvor jeg er tvunget til at blive hjemme, en dag i maj 2006 tager jeg ind og besøger det sted hvor jeg har været i skånejob, og noget af personalet spørger til hvad jeg laver og jeg fortæller så at jeg er sygemeldt fra Skovgårdsværkstedet fordi det er ved at være op over hvor jeg skal indlægges på Epilepsihospitalet, men personalet syndes lige at jeg skal besøge noget der hedder Info-huset som ligger i de selv samme bygninger, jeg besøger dem for en kort stund og der bliver aftalt at jeg skal komme i praktik i september 2006.
Jeg bliver indlagt i juni 2006 og er indlagt i 3 uger, 3 uger hvor jeg kommer gennem en kold tyrker under meget trygge omgivelser, jeg er overvåget 24 timer i døgnet men jeg får ikke anfald nej jeg får snare færre anfald, og det resultat der kommer ud af det er trygt jeg lider af en type epilepsi der kommer til udtryk når man er stresset. Af den ene eller den anden grund.
Men jeg bliver anfalds fri. Fra den sidste uge af juni og frem til september er jeg hjemme og det var dejligt at jeg slap for at komme på Skovgårdsværkstedet selv om der var en person der mente 200 % sikkert at jeg kom retur, jeg siger at hun skal blande sig uden om da hun ikke har forstand på andet end at blande sig i noget der ikke vedkommer hende, og så siger hun at jeg burde være i en gummicelle. Det er hendes mening.
I Oktober 2006 kom jeg tilbage til Bjergegården men ikke som personale, men som bruger af stedet – stedet jeg var på hed Info-huset og indeholdt Odense Særradio og ASK. Nærmere information om stedet, det er primært udviklings hæmmede der kommer og arbejder der, jeg er dog en undtagelse dag jeg kun er fysisk handicappet (af hvad jeg vidste). Men jeg nyder det i fulde drag, men jeg ved dog at jeg skal tage det dag for dag og skal tage det stille og roligt. Men det skulle vise sig at det ikke blev længe at jeg var på Info Huset og det er godt det samme.
- Detaljer
- Skrevet af: Henrik Larsen
- Read Time: 1 min
- Visninger: 8998
Bjergegården
Var stedet hvor jeg kom i skånejob, funktionen var at skulle gøre rent, og socialt samvær med brugerne, det var en god tid jeg havde der og jeg nød det.
Mest af alt fandt jeg på at lave mad 1. gang om mdr. det var nok et skridt som de fleste af brugerne nød, fordi så kunne de være med, de kunne se at maden blev til, de kunne lugte at maden blev til, hvilket også var min hensigt.
På Bjergegården er de fleste brugere kørestolsbrugere der er også mange uden verbalt sprog, dvs. for at kunne finde ud af hvilket behov de brugere har skal man kunne tyde mimik, og ikke mindst af alt kunne forstå bare lidt ’tegn til tale’ som er en form for tegnsprog det er bare en simpel form for tegnsprog, da ’tegn til tale’ er bare et ord der bliver udtrykt i et tegn, hvorimod tegnsprog kan være en lang samtale. Da jeg var der lærte jeg at kunne tyde hvad de, enkelte personer udtrykker af behov, det kunne være at komme ud og gå en tur eller bare at sidde og lytte til lidt musik – en historie, eller bare sidde for sig selv, have behov for at være alene lige som alle andre mennesker har det sommetider.
Udover at være sammen med brugerne og det at lave mad skulle jeg også gøre rent, på gange og i OASEN som er et lokale som fysioterapeuterne bruger enten til en eller flere personer, det var for mig et fristed at være, men ok det var tungt og det var ikke ideelt i det lange løb da jeg indså, at jeg havde for mange og lange perioder med sygedage, det kan en arbejdsplads som denne ikke stille sig tilfreds med, især ikke hvis de forventer at jeg kommer.
- Detaljer
- Skrevet af: Henrik Larsen
- Read Time: 4 mins
- Visninger: 10066
ASV Odense
Jeg kom på skolen fordi jeg følte jeg havde behov for at møde ligestillede og kunne møde andre med måske støre problemer, det må jeg sande at sige at, det mødte jeg men til min fordel, og det kan jeg kun skrive fordi at jeg fik en del venner og nogle har jeg kontakt med i dag.
Men at gå på denne skole bygger på at man skal finde det positive i folk og bygge på de værdier vi har, der næst skal man prøve at finde frem til det at man kan bygge et netværk blandt kammerater, det skete også for mig men jeg fandt kammerater eller venner blandt dem der var dårligere dvs. personer uden sprog osv. men kan det ikke være lige meget når man kan forstå hinanden.
På denne her skole skal man også lære at begå sig blandt andre dvs. personer med anden baggrund, for vi skal tænke på at vi ikke kun er Danskere med handicap der er også personer med anden etnisk baggrund.
Men for mig var det ikke så meget at skulle lære at begå mig blandt andre, det var mere at skulle prøve at genopfriske det tabte, det var såsom regning og noget dansk, hvad det angå færdigheder som at skulle gøre rent, madlavning så er der ikke meget at komme efter der da det nærmest sidder på min rygrad, som tidligere beskrevet har jeg jo gået på EFG Levnedsmiddel, det som jeg så har tabt er tabt og det kan bare ikke genskabes. Men det jeg har lært kan ingen tage fra mig, medmindre min tilstand bliver værre end det er her i skrivende stund, men alligevel kan det ikke tages fra mig, fordi jeg har jo lært det, men jeg kan måske bare ikke bruge det.
Men jeg har så til gengæld lært at bruge computere og diverse andre gode redskaber som handicappede bruger, det er en stor hjælp at man kan hjælpe personer som bruger de programmer og som man ved at de har brug for det eller de programmer.
Men at jeg skulle have det bedrer sammen med de mest ringe i samfundet var just ikke lige det jeg mest forventede, så jeg må sige at på en eller måde må have et hjerte der giver varme hos de svage. Eller også er det fordi jeg gider lytte – tale med dem der f.eks. ikke har noget verbalt sprog, og så fordi jeg kan fortælle om det jeg har oplevet, det kan også give varme til dem man fortæller noget til. For hvor mange handicappede ville ikke ønske at de kunne noget andet end at være hvor de er?
Note: I forbindelse med kommunalreformen har Kommuneforeningen på Fyn og Fyns Amtsråd besluttet at sammenlægge ASV Odense, ASV Vestfyn og Brangstrupskolen til et Center for Specialundervisning for Voksne, CSV Odense-Vestfyn- Brangstrup, med Odense Kommune som entreprenørkommune.
- Detaljer
- Skrevet af: Henrik Larsen
- Read Time: 6 mins
- Visninger: 9932
Den fri ungdomsuddannelse
Kom jeg på som led i en omskoling, og her på denne uddannelse har jeg været meget igennem været på Bornholm på en ryste sammen tur, for at vi skulle lære hinanden bedre at kende, men jeg tog dem der var de svage i samfundet, dvs. dem som for at sige det mildt røg narko det skal med det samme siges at jeg aldrig selv har prøvet det og jeg kunne heller ikke finde på det.
Det startede på en Folkeoplysnings skole, og der næst skulle man vælge ud hvad man ville med sin fremtid, jeg valgte at få en uddannelse inden for IT området, men for at kunne få den uddannelse skulle man gennem nogle forskellige faser.
Jeg har derfor prøvet at arbejde på en lokal TV station og været med til at sætte både lys og lyd, jeg har prøvet at mixe råbånd sammen til det færdige resultat dvs. det som folk får at se. Det var spændende at være med til og når vi som seer ser et indslag i fjernsynet som tager 5 minutter, så har det måske taget 2 timer at lave det.
Jeg var også i praktik hos Odense Kommune i Skoleforvaltningen men det var ikke godt det var nær endt i kaos og ca. 3 mdr. før jeg kunne sige jeg var færdig med uddannelsen inden for IT området brød jeg sammen og måtte hoppe fra, det betyder så i dag at jeg besidder en stor mængde viden som jeg kan bruge, men som ikke er meget værd, jo den er meget værd for mig som person, men det betød også at jeg fandt mine grænser, jeg fandt min plads og det kan i læse mere om på næste side.
Den viden jeg har ligger på en underlig måde at jeg sætter mig ind i hvordan programmet virker, det til skal jeg måske bruge et par dage, derefter kan jeg så fortælle hvordan det virker og hvad der er vigtigt at vide, og hvad man skal kunne bruge, til det mest almindelige brug, det vil sige at jeg kan fortælle hvordan man bruger de mest gængse funktioner i et program, jeg vil med det samme skrive at jeg ikke er fejlfri, alle mennesker kan stave forkert eller lave fejl, der med kan det så skrives at der via. Internettet kan søges på diverse ordbøger, f.eks. har Dansk Sprognævn valg at lægge hele deres ordbog på Internettet, fordi det er den måde at unge gør deres erfaringer, også når de sidder hjemme med en skole opgave.
Men ikke nok med det, der findes andre store frie opslagsværk på Internettet, som brugere er med til at danne, ideen er at lave et opslagsværk som er verdens største og som er gratis at bruge. Navnet er Wikipedia som er en encyklopædi dvs. den ender med at omfatte mange sprog og mange kan bruge den, og den bliver gratis at bruge, fordi hvis du søger på noget bestemt og kan tilføje noget til det du finder så kan du hjælpe til med at udbygge den. Den er jeg også med i, så på den måde kan jeg hjælpe med at udbygge den viden jeg har, og når jeg skriver på den så er jeg den jeg er, der er ingen der tænker på at jeg har 4 hjul under mig, men det har jeg altså.
Men jeg måtte igen sande at jeg ikke kan klare dette pres som der stilles over for en, især ikke fra skoler f.eks. tekniske skoler og alm. arbejdspladser så jeg måtte finde en anden plads i samfundet, jeg søgte derfor pension som viste sig at skulle tage lang tid og koste mange timer, men de kunne ikke bortforklare at jeg havde forsøgt omskoling osv. jeg ved godt at vi er i et samfund hvor man forventer at folk skal arbejde.
Men samfundet skal også tage hensyn til dem der ikke kan arbejde og som bliver syge, men det gør samfundet ikke i dag, alle skal helst arbejde, og jo mere vi yder jo mindre får vi på en måde.
Vi får ikke det vi betaler for, busser og anden transport bliver dyre og det skal man betale for, maden stiger, og man skal have pengene til at slå til, vi skal betale for vand flere gange.
Derfor tog jeg kontakt til en skole med voksne med særligt behov den hedder ASV – Odense, og ASV står for Amtets Specialundervisning for Voksne med indlærings problemer. Det er jo ikke fordi jeg har svært ved at lære noget men fordi jeg skulle finde en plads i samfundet så jeg kunne lave noget. I forbindelse med Kommune reformen er navnet ændret til CSV Odense.
Note: Den frie ungdomsudannelse blev oprettet i 1995 og blev desværre afviklet i 2001, dvs. at den ikke eksistere mere i dag.
Særligt Tilrettelagte Ungdomsuddannelse (STU) er efterfølgeren af Den frie ungdomsuddannelse.
- Detaljer
- Skrevet af: Henrik Larsen
- Read Time: 3 mins
- Visninger: 16786
HG
Efter nederlaget med bageruddannelsen valgte jeg at tage 1 år på Tietgen skolen nærmere sagt Handels skolernes Grunduddannelse, allerede fra første skole dag får jeg den besked at jeg ikke vil kunne klare mig mod alle de andre, og den besked får jeg af HG Inspektøren så der satte jeg mig det mål at jeg ville gennemføre vi skriver august 1994 og efter kort tid på skolen får jeg brev om at jeg skal indlægges på Odense Sygehus, så de kan overvåge min epilepsi og måske kortlægge hvor min epilepsi ligger i hjernen.
Og så kommer der først problemer men jeg ser det ikke som et problem at jeg skal være væk i 5 dage, jeg fik at vide hvad de skulle lave og så fik jeg det lavet på hospitalet, det var jo lidt af et nederlag for inspektøren at jeg kunne følge med til trods for at jeg havde været indlagt.
Der var en lære der var sur over at jeg ikke var kommet til undervisning, dvs. det var kun 1 undervisnings time jeg var gået glip af, jeg spurgte pænt om han ikke kunne læse at det var lovligt fravær da jeg havde været indlagt på Odense sygehus, men han fortalte mig at det kan man gøre når man har fri, jeg viste ham en kopi af indkaldelsen til sygehuset og så var det ham der var en lille fisk, han kunne jo ikke bortforklare at kontoret 3 uger før vidste at jeg skulle indlægges, han var meget sur. Og det gik udover mig desværre. Og jeg mente og mener den dag i dag at det var meget mere end uberettiget at køre den hetz mod mig, og med det faktum at skolen vidste det.
Så lidt til grin blev inspektøren og mange andre lærer, og nogle af mine med studierne, men så trak han et kort som han nok fortryder den dag i dag, og det var at han fik nogle HG’er til at sige til mig at jeg var narkoman eller drak i smug fordi jeg rystede meget på mine hænder dengang også, så gjorde jeg noget som jeg i dag er glad for at jeg gjorde jeg smed det meste af mit tøj i skolens kantine og spurgte om de kunne se nålestik. Og det var i ansigtet på de HG’er som havde startet denne lille krig de var tavse og det var sjovt at se at de kunne krybe i et musehul, der var nogle Hh’er der fik mig væk fra kantinen og vi fik lavet en lille aftale, hvad den gik ud på kommer senere.
Som tiden gik så kom vi jo til eksamen og jeg blev kaldt ned til samtale hos inspektøren, men jeg er en person som kan huske regler, og reglerne gik på at man ikke måtte nyde alkohol på skolen, dette var ens for alle, både elever og lære og de helt høje herre. Hvorom alt ting er så kom jeg til samtale hos inspektøren og jeg så en flaske med høje procenter, jeg lod som ingen ting, han sagde at jeg ikke måtte gå til eksamen da det ville skabe et dårligt ry for skolen, men jeg sagde fast at det var vi 2 om at bestemme og jeg gik til eksamen, men så gik jeg til den højeste ledelse på skolen og bad dem kigge i hans skuffe for at se hvad de kunne finde, det var på afslutningsdagen, og min bemærkning til ham var bare hvem kunne ikke gennemføre et, skole år til trods for epilepsi? Han kunne ikke smide mig ud og han kunne ikke skrive noget dårligt i mine papirer for dem gik jeg med i min hånd. Og mange grinte af ham.