Den her autisme, der har rumsteret i 44 år, som har været en ukendt faktor i mit liv, har lagt meget til grund for den jeg er, selvom diagnosen Autist er forholdsvis ny for mig, ænder den mig ikke, jeg er jo den sammen som jeg hele tiden har været. Dette er min mening og mit ord.

Men jo Autist gør at jeg til tider tænker over hvad der er sket i mit liv, hvad ville havde været anderledes hvis jeg havde gjort noget andet.

Min mor har fortalt mig at man da jeg gik i 4. klasse snakkede om at jeg skulle til en anden skole, havde man nu ikke lyttet til mig havde jeg så haft det nemmere med at få hjælp i dag. Den Autisme, Epilepsi og den Klinefelter, hvis nu..... ja hvis nu man havde vidst det så havde jeg måske haft det meget nemmere, end jeg har det i dag, eller hvad?

Jeg tænker - hvorfor lytter man mest til barnet (i dette tilfælde mig), hvorfor valgte man ikke at afprøve det, jeg frygtede den gang for dem jeg kunne sammen med i skolen, der var kun 3 ud af ca. 20. Men ville jeg havde mistet kontakten, hvis jeg havde skiftet skole, mon jeg ville havde fået ny venner. I dag er jeg overbevist om at jeg ville havde fået flere jeg kunne være sammen med, fordi den skole jeg kunne have gået på var mere til handicappede den gang, ja jeg er lige ved at tro at jeg ikke var blevet mobbet.

Ja bagklog kan man jo altid være, ja det er så fandes det her, jeg har sikkert skrevet det tidligere, men min epilepsi  blev opdaget nytåret 1994/95 kun 21,5 år gammel, jeg havde ellers haft symptomerne eller tegn på det lige fra barns ben, sommeren 2003 bliver Klinefelter syndromet opdaget kun 31 år gammel - og november 2014 bliver det opdaget at der er tale om Autisme, men ved hver eneste diagnose - samtlige diagnoser sår Odense Kommune stor tvivl om - de nægter at tro på det, mener at jeg bare siger det for sjov. Hvorfor skulle man sige at man har det for sjov - ja selv som barn. Ja i mine skole papirer står der angivet at jeg har haft et godt forhold til dem jeg har gået i klasse med, men hvorfor er jeg så blevet mobbet. Skolen den gang ville jo ikke hjælpe med mobningen, vi elever skulle selv løse det, men ja det blev kun værre af det. Ingen hjælp at få.

Min autisme er min personlighed, venner er kun i ental, jeg har en ven - en meget god ven, han er multihandicappet - han skal have hjælp til alt, han har ikke sprog - men ved hjælp af mimik og "tegn til tale" så kommer vi langt. Vi har til august i år, været venner i 18 år. Kammeraterne forsvandt som dug fra solen omkring min 8 måske 9 års alder, der var kun  lige de absolut tætteste naboer, men som sådan ikke kammerater, jeg var sær allerede den gang - mente de jeg gik alt for meget op i mad og bagning. Jeg fik på et tidspunkt smag for at male på porcelæn, men grundet min rysten måtte jeg også opgive det, ja mine handicaps har næsten altid stået i vejen for mig.

Men det eneste der ikke har kunnet slå mig af pinden er min interesse for mad, ja mad kan jeg lave, uden mad og drikke dur helten ikke. helt kan jeg måske tilskrive mig, mange kan li den mad jeg laver fordi jeg kan få selv den mest stædige til at spise, det er tilfældet for min ven, ja jeg er mere ellermindre skyld i han endnu lever. Ja men sådan er jeg - min ven har set mig mange gange sidde eller stå og lave mad, er med under hele processen, smager på hver del gennem forløbet, har set mig røre mayonnaise, set æggeblommer blive til den mest lækre mayonnaise. Været med til at smage til.Ja jeg har sær interesser, men har vi ikke alle det?

I dette indlæg bruger jeg Autist og Autisme, jeg ved at nogle koger over at jeg bruger begge betegnelser, men jeg kan ikke se at hvis man skriver Autister (det er flertal) kan finde en betegnelse der er bedre, hvis man skal bruge Autisme til flertal, kan man sige Autismer - det lyder meget forkert.

Mine tanker kredser rundt og rundt, der er problemer i familien - mine tanker suser rundt - jeg er der for min mor, min far er ligemeget - han er kun en dranker - dranker med meget store bogstaver. Mine store brødre er der, og dog ikke helt, den ældste storebror der er 12 år ældre end mig taler jeg meget mere med, min storebror der er 9 år ældre end mig taler jeg meget lidt med, ja siden 5. februar har jeg slet ikke talt med ham, vi kan ikke sammen, men bruddet skete allerede i sommeren 2014.

Jeg kan ikke sammen med mennesker, jeg kan næsten ikke med Neuro Typiske mennesker, jeg kan bare ikke jeg kan ikke gøre for det.Jeg har svært ved at klare mig, folk er begyndt at klage over at de ikke kan hører mig når jeg taler med dem i telefon, det er på grund af min håndrysten, når jeg fortæller folk det at det er derfor, siger de at det er dårlig forbindelse. Men sommetider skulle de selv prøve at høre dem selv, de er ikke til at høre, nogle snakker på en måde så man skulle tro de spytter når de taler. Ja men sådan er der så meget.

For ikke at skabe for meget røre og debat på Facebook, vil i så ikke være venlige at tage debatten i mit kommentar felt her under, der skal opgives e-mail adresse, men jeg udlevere ikke e-mail adresser til nogen de bruges kun til jeres egen skyd, så hvis i har skrevet en kommentar og der kommer svar på den, så får i besked. I meget nære fremtid kommer der også et debat forum her på www.autismeliv.dk. 

Husk i må meget gerne dele, indlægget med jeres omgangskreds, venner og familie.

Jeg kommer gerne ud og holder foredrag, om det at have gået med autisme i 42 år - uden at kende til diagnosen, se mere om mit tilbud her.

Kunne du tænke dig at få et nyhedsbrev, hver gang jeg udgiver et blogindlæg, så kan du tilmelde dig her, det er helt gratis.

Indlægget her er skrevet på baggrund af mine erfaringer fra 2 forskellige skånejobs, ja 2 vidt forskellige skånejobs. Det aller første Skånejob jeg var ude i, vil jeg denne gang ikke skrive om da det ligger mange år tilbage, og inden jeg fik stillet flere diagnoser end jeg har i dag.

Skånejobbet som gav mig fuld mening fik jeg, efter en super god Rehab Messe jeg tog til i maj måned i 2007, det var i Fredericia og jeg kom der over ved at jeg fik lavet en aftale med det da værende Handybus, den gang var jeg på et beskyttet værksted der hed Infohuset der hørte under Odense Kommune.

Og jeg nød at være ansat ved Autohuset Vestergaard A/S - jeg havde mine faste opgaver som bl.a. er at holde hjemmesiden opdateret. I starten af juni 2008 var jeg påbegyndt på et nyt spændende site for Autohuset Vestergaard A/S det omhandler varebiler - men det var endnu ikke offentliggjort i efteråret 2007. I sensommeren 2008 åbnede Autohuset Vestergaard i samarbejde med en anden Rehabiler A/S - deres hjemmeside arbejde jeg meget med frem til januar 2013, herefter skær jeg meget ned på hvad jeg arbejdede med at lave på deres hjemmeside, grunden var at der var et kæmpe massivt arbejde og fordi de gerne ville have en webshop.

Det var vanskeligt at få fritid, så jeg gik faktisk ned på et tidspunkt og blev tilbudt et behandlingsforløb, hvilket betød at webshop projektet blev sat i stå fra august 2011 og ca. 8 uger frem, det gav en del problemer, men ikke så meget for mig.

Mit store problem var forståelse for mine problemer, og man glemte til tider at jeg var ansat i skånejob, et skånejob jeg ellers var enormt glad for, men hen over tid fra omkring juletid i 2011 og frem gik det stødt ned ad bakke for mig, jeg blev mere og mere irriteret over støj og larm fra værkstedet, der var til tider problemer med at dem der bad mig om at lave noget på en hjemmeside, at det skulle hellere være færdigt i går end i dag, når jeg i dag ser tilbage på det så savner jeg det meget lidt, men savnet er der, men jeg orker ikke at skulle ud i et nyt skånejob.

I 2012 gik det rimeligt godt med mig på jobbet, jeg var forsat tilkoblet Rehabiler meget, og jeg roede med webshop, men så fik jeg at vide at jeg skulle stoppe projektet fra min lokale chef, det meddelte jeg ham jeg hjalp og så blev det diskuteret meget, og siden hen er det gået noget skævt mellem os, jeg droppede med at programmere og vedligeholde Rehabilers hjemmeside i sommeren 2012 og der var det allerede gået meget skævt for mig, jeg blev primært nu brugt til at hente/bringe kunders hjælpemidler ind i den lokale afdeling når de skulle bruges i forbindelse med ombygning af handicapbiler og minibusser.

Sommeren 2013 forsøgte jeg forgæves at få lidt flere timer på jobbet, det endte blot i den anden retning, i november 2013 var jeg nede på sølle 5 timer om ugen, 31 december 2013 havde jeg sidste arbejdsdag, det var nu helt slut med at være på arbejds market som lønmodtager, grunden er at jeg ikke på nogen måde tåler at folk kommer bagfra, høje lyde og min koncentration er ekstrem lav. Min skånejob konsulent i Kommunen mente ikke det var rentabel for Autohuset Vestergaard og mig at arbejde 3 timer om ugen som var mit ønske. Det blev aftalt at jeg skulle stoppe ved udgangen af 2013.

Hvad jeg ikke vidste i december 2013 er at jeg er autist, og hvad det ville indebære, jeg fik først diagnosen i november 2014, mit indlæg her i dag er ikke for at skade hverken Autohuset Vestergaard eller Rehabiler Specialindretning, det eneste det her kan bruges til, er at handicappede uanset hvilket handicap der er tale om, har brug for rummelighed på arbejdsmarkedet, min historie her i dag vidner om at det ofte kan være svært. At finde plads til os med handicap, arbejdspladsen her glemte til tider at jeg var ansat i et skånejob.

Jeg er led og ked af, at jeg ikke gik mere i kødet, på min daværende lokale chef, for at rette op på problemerne, jeg er måske klar over, at jeg måske ville have haft en job funktion hos enten Autohuset Vestergaard eller Rehabiler Specialindretning den dag i dag, men det kræver at arbejdspladserne kan rumme os med handicap hvis de ikke kan så er det ligemeget.

Men grundet min sanseforstyrelse, autisme og de andre fysiske handicaps jeg har, ser jeg mig ikke længere at kunne være tilgængelig på arbejdes market, men jeg håber at andre vil kunne det, både nu men også i fremtiden. Jeg har store problemer med sanse forstyrrelse som lyde, jeg har problemer med både mine fødder og armer og må bruge særlige hjælpemidler, sammen med alt dette så er jeg også kørestolsbruger. Og jeg har ikke nogen fin motorik, og skal jeg tvinges til at bruge den så går det først galt. Så nej herfra.

Skulle jeg havde gjort noget anderledes dengang i december 2013 så skulle jeg havde haft Direktøren for Autohuset Vestergaard med til et møde om min fremtid allerede den gang.

En sætning som gjorde min mor stolt, som blev sagt af Autohuset Vestergaards direktør i sensommeren 2007 ved åbningen af det dengang nye bilhus i Vejle. "Det her er ham der har lavet vores handicap afdelings hjemmeside", og der stod direktør og frue på hver min side og fortalte det til alle der kom ind, det var vigtigere for ham at fortælle, end at tale om sit nye flotte bilhus. Jeg mindes direktørfruen spørge, hvad min mor og jeg ville have og drikke, og fluks var hun borte, for at komme med sodavand til både min mor og mig.

Om jeg i dag ville ud i et skånejob, jeg ville overveje det meget nøje og vende det med personer der kender mig, jeg ville tage fat i min socialjurist og bede om dennes vurdering, jeg ville snakke med min psykiater, for med den viden jeg ligger inde med i dag - om at jeg er autist - skal tages med i overvejelsen, for vi skal huske på at jeg ikke blot kun er Autist, jeg er også fysisk handicappet på flere områder, jeg har nedsat gang funktion, min motorik i arme og hænder er ret elendig, det er der mange der kan skrive under på.

Jeg vil igen anmode om at debatten køre i kommentar feltet herunder og ikke på Facebook, der skal angives e-mail adresse for at deltage, men den kan ikke ses af andre og den udleveres ikke til andre, den bruges kun til at du bliver orienteret om nye svar.

Husk i må meget gerne dele, indlægget med jeres omgangskreds, venner og familie.

Jeg kommer gerne ud og holder foredrag, om det at have gået med autisme i 42 år - uden at kende til diagnosen, se mere om mit tilbud her.

Kunne du tænke dig at få et nyhedsbrev, hver gang jeg udgiver et blogindlæg, så kan du tilmelde dig her, det er helt gratis.

Sidste gang skrev jeg om "Handicap og rummelighed på arbejdspladsen" det var på en privat arbejdsplads - i et Autohus i Odense.

Denne gang bliver det om Munkehattens Aktivitets- og Samværscenter jeg er i nu, men ikke som ansat eller i skånejob, men som bruger. Det skal nævnes at jeg er en af de bedre fungerende brugere, men det gør at jeg føler at jeg kan bruges til noget, et eksempel er at jeg har optaget en video ud til en gammel grusgrav, som i dag bruges til et ekstra rum med højt til himlen. Se videoen herunder som kun viser køreturen fra Munkehatten til Grusgraven og retur til Munkehatten. Videoen afspilles 7,4 gange hurtigere end den er optaget.

Et miljø der skal indeholde så mange forskellige handicaps, men hvor rummeligheden så er der, er en glæde i sig selv. Også fordi vi alle er så forskellige, nogle snakker lavt, mens andre har råb som en del af deres kommunikation, nogen vil kalde det for skrig, men jeg holder mig til råb. Andre igen kan have udadreagerende adfærd, og kan skade andre, dog ikke med vilje, men som et symptom på at nu er det nok, for mit vedkommende er der lavet aftaler om at bliver det for meget for mig, så kan jeg køre til et andet team.

Munkehattens Aktivitets- og Samværscenter, som jeg er i består af 5 teams, jeg er fast i team 1, der er lavet aftale om at jeg kan køre til team 4, hvis lydene bliver for meget for mig i team 1. Team 5 er grusgraven, det er hvor der er meget højt til loftet, og hvor man kan lidt mere end andre steder.

Men her fra den 1 august er en ny plan trådt i kraft som vi prøver af, det er aftalt med lederen af Munkehattens Aktivitets- og Samværscenter nyt koncept for både dem og mig, hvad det indebære vil jeg komme med løbende når projekt ugerne er afsluttet. Projekt ugernes afslutning kan dog pga. tidspres blive forskubbet en smule. Jeg kan derfor heller ikke løfte sløret for hvad den første projektuge kommer til at handle om. Og det er endnu ikke planlagt hvad der skal ske de uger, jeg har dog lavet en liste med ønske til emner. Projektet afsluttes til jul, i starten af 2017 evaluere vi projektet, om hvordan det er gået, og om det er noget der skal fortsætte i 2017.

Her under ses nogle billeder fra de forskellige Teams på Munkehattens Aktivitets- og Samværscenter. Klik på billederne for at se dem store.

Som i kan se på billederne så er det forholdsvis store lokaler der er på Munkehattens Aktivitets- og Samværscenter. Min fordel ved at komme der er at være sammen med ligestillede, og så har jeg dog en fordel på en måde, jeg er bedre fungerende end hovedparten af brugerne, derved behøver jeg ikke at skulle leve op til noget for at få noget ud af min hverdag. Jeg håber dog hen over tid at kunne få lidt flere timer officielt, end at man skal sjusse sig frem til at få mere tid. Der er plads til udviklingshæmmede, mobile (gående), borgere med og uden talesprog, de særlige som mig med Autisme, spastikere, epileptikere osv. plads til alle med særligt behov.

Men jeg vil meget gerne rose Munkehattens Aktivitets- og Samværscenter, for den rummelighed de der tilbyder, for os brugere, jeg har været på noget der hedder Skovgården som er et beskyttet værksted, men der har jeg desværre oplevet et hierarki som er umuligt at bryde, som jeg ser det, hierarkiet er ikke noget personalet gør det til, her er det de andre brugere især dem der har været der længe og i flere år. Passer man ikke lige ind så bliver man nærmest udstødt. Selv personalet har svært ved at bryde og fjerne det hierarki desværre uden held. Man skal huske på det er alle former for handicappede der er sådanne steder.

Sådan et hierarki findes slet ikke på Munkehattens Aktivitets- og Samværscenter, her er vi brugere som vi bør være. Og personalet har den bestemmende magt og har gode erfaringer i at stoppe konflikter - af det jeg har set, vi brugere kan komme med forslag til aktiviteter. Og det er vel også sådan det bør være. Så Munkehattens Aktivitets- og Samværscenter er det rigtige sted for mig.

Planen er sådan for mig at opstår der en konflikt, så er det aftalt at jeg har muligheden for at køre til et andet Team, normalt er det Team 4 som er et nærheds team, hvor der for det meste foregår stille ting, ting der netop tager hensyn til os med særlige sanse forstyrrelser. F.eks. høje lyde med mere. Så Munkehattens Aktivitets- og Samværscenter er alfa og omega for mig og mine udfordringer i mit liv, selvom det er svært at forstå for nogle personer i min omgangskreds.

Og lige her til sidst, mange har spurgt til min fremtid, jeg er ikke den der ser på min fremtid på samme måde, jeg kan ha en drøm eller et ønske, jeg lever i nuet men også ret meget i fortiden, netop fortiden fylder ekstremt meget i mit liv, fordi der har foregået mange ubehagelige ting, fra den gang i folkeskolen, men det kommer jeg ind på senere i år.

Husk i må meget gerne dele, indlægget med jeres omgangskreds, venner og familie.

Jeg kommer gerne ud og holder foredrag, om det at have gået med autisme i 42 år - uden at kende til diagnosen, se mere om mit tilbud her.

Kunne du tænke dig at få et nyhedsbrev, hver gang jeg udgiver et blogindlæg, så kan du tilmelde dig her, det er helt gratis.