Indledning

Der er noget fundamentalt galt, når sygdom begynder at ligne en forseelse. Når borgere, der rammes af epilepsi, kræft, PTSD, sclerose, skizofreni eller en blodprop, ikke mødes med hjælp, men med mistænkeliggørelse, kontrol og sanktioner. Efter kommunalvalget har tonen kun skærpet sig yderligere: Arbejdsevne skal dokumenteres hurtigere, rådighedskrav strammes, og borgere får stadig kortere frister til at reagere – selv når sygdommen gør det svært eller umuligt. Louise Schelde Frederiksens skarpe kommentar rammer ned i netop denne udvikling. I denne artikel undersøger jeg, hvordan politiske signaler omsættes til praksis i kommunerne – og hvordan retssikkerheden smuldrer under vægten af kontrol.

Baggrund/kontekst

Det er ikke nyt, at dansk socialpolitik har bevæget sig mod en mere stram og sanktionerende tilgang. Men de seneste år er udviklingen accelereret. Hvor myndigheder tidligere arbejdede ud fra en grundforståelse af sygdom som en reel barriere, ser vi nu en politisk tendens til at placere ansvar og skyld på borgeren selv. Digitalisering, effektiviseringskrav og administrativ styring betyder, at kommuner tildeler sig selv lange frister, mens borgere får ultrakorte svarfrister – ofte tre til syv dage. For borgere med funktionsnedsættelser er dette ikke blot urimeligt; det er direkte retssikkerhedstruende. Samtidig mangler mange kommuner socialfaglige læger, korrekt journalføring, og tydelige faglige vurderinger. Resultatet er et system, hvor borgeren konstant skal forsvare sin sygdom.

Case/eksempel

Et konkret eksempel findes i min egen hverdag. I dag modtog jeg en mail fra en kommunal medarbejder i min støtteordning, hvor afsenderen antog, at mine aktuelle anfald, kognitive vanskeligheder og fysiske reaktioner skyldtes sorg. Navne og arbejdssted er udeladt her, da pointen ikke handler om personen, men om selve mekanismen. For i mailen blev min tilstand forklaret ud fra følelser og antagelser – uden at tjekke de faktiske oplysninger om min dokumenterede forværring, herunder en lang række GTK‑anfald det seneste døgn, tydelige postiktale symptomer og neurologiske belastninger.

Det er et velkendt mønster i mange kommunale processer: Man tolker symptomer psykosocialt, selv når der foreligger klare medicinske data. Dermed overses vigtige helbredsmæssige forhold, og der træffes beslutninger, der ikke tager udgangspunkt i borgerens faktiske tilstand. Det skaber både fejl i støtte, mangelfuld koordinering og urealistiske forventninger til borgerens funktionsevne.

Denne type sekundære forklaringer – hvor alvorlige symptomer tilskrives noget "blødt" eller følelsesmæssigt – er ikke et enkeltstående tilfælde. Det er en kultur, hvor sygdom alt for let reduceres til et spørgsmål om adfærd, "tilstand" eller mental robusthed.

Særligt overses den postiktale fase (Og ja – det udtales “post-IK-tal”. Der er ingen grund til at gå i postiktal fase over det.) – en dokumenteret neurologisk tilstand efter anfald, hvor borgeren kan være forvirret, udmattet, langsom eller mentalt fraværende i timer. Når kommunen ikke indregner dette, bliver borgerens reaktioner fejltolket som manglende samarbejdsvilje eller følelser fremfor medicinske symptomer.

Folketingets Ombudsmand har flere gange påpeget, at myndigheder ikke må basere vurderinger på antagelser, synsninger eller "personlige indtryk", men skal lægge faglige og dokumenterbare oplysninger til grund. Alligevel ser vi ofte det modsatte – især på handicap- og socialområdet.

Denne praksis forstærker den politiske tendens, som Louise Schelde Frederiksen beskriver: Et system, hvor sygdom i stigende grad mødes med mistillid, og hvor borgerens egne data og lægefaglige dokumentation vægtes for lavt., "tilstand" eller mental robusthed. Som Louise Schelde Frederiksen pointerer, er dette ikke bare misforståelser, men et resultat af en politisk kultur, hvor sygdom i stigende grad mødes med mistillid. Schelde Frederiksen pointerer, er dette ikke bare misforståelser, men et resultat af en politisk kultur, hvor sygdom i stigende grad mødes med mistillid.

Systemiske konsekvenser

Når man politisk skaber et system, hvor sygdom mødes med kontrol, påvirker det ikke kun den enkelte borger. Det skaber utryghed og forværrer sygdomsforløb, fordi energien bruges på frygt for fejl, frister og misforståelser. Derudover ser vi en stigende ulighed: Ressourcestærke borgere kan navigere i systemet eller købe hjælp – andre falder igennem. Kommunernes praksis bliver i stigende grad en retslig gråzone, hvor fejl sjældent fører til konsekvens, og hvor Ombudsmanden igen og igen må kritisere myndighedernes manglende retssikkerhed. Dette er ikke enkeltstående hændelser, men et strukturelt svigt, som nu forstærkes af en politisk kultur, der i stigende grad omtaler syge borgere som en belastning.

Curling-afsnittet – til skeptikere og systemtro

Dette handler ikke om, at borgere skal fritages for ansvar. Det handler om proportionalitet. Sygdom er ikke en undskyldning – det er en realitet. At stille urimelige krav til mennesker, der midlertidigt eller permanent er svækkede, er ikke bare ineffektivt; det er uredeligt. Når kritikere taler om "curling" af syge borgere, bør de spørge sig selv, om de ville kunne overholde rådighedskrav, mødepligt i jobcenteret eller tredages frister, hvis de selv lå med kramper, en blodprop eller i et behandlingsforløb på hospitalet.

Afslutning/opråb

Louise Schelde Frederiksen har ret: Det er svært at få øje på retssikkerheden i denne politiske udvikling. Derfor er det nødvendigt, at vi kræver mere af vores kommuner – og af vores politikere. Der skal indføres minimumsfrister for borgere, genindføres socialfaglige læger, og fejl skal registreres og korrigeres. Vi kan ikke acceptere en retstilstand, hvor sygdom i praksis behandles som en forseelse. Reformer er kun værdifulde, hvis de også styrker retssikkerheden. Folketingets Ombudsmand bør derfor styrkes, ikke svækkes.

SoMe

I Danmark bliver sygdom i stigende grad mødt som en fejl, der skal sanktioneres. Efter kommunalvalget er kontrollen skærpet – men retssikkerheden er ikke fulgt med. Hvor blev omsorgen, fagligheden og proportionaliteten af? En skarp gennemgang af politik, praksis og konsekvenser.

Om forfatteren

Henrik Larsen (53 år) skriver serien Rettens Forsvundne Hjørnesten på Autismeliv.dk, hvor han dokumenterer retssikkerhedsproblemer i mødet mellem borgere og danske myndigheder. Henrik lever med epilepsi og arbejder aktivt for at belyse, hvordan sygdom, digitalisering og kommunal praksis skaber ulighed og svigt i systemet. Serien bygger på dokumentation, aktindsigt og personlige erfaringer og har som formål at styrke borgeres viden, rettigheder og muligheder for at navigere i et stadig mere komplekst system.

Valgets efterspil viser, hvor hårdt politisk retorik rammer os, der står svagest – og hvorfor vi nu holder vejret i Odense.

Indledning

Valgaftenen er forbi, men i Odense står tiden stille. Stemmer mangler at blive talt op, resultater sættes i bero, og der kan gå både dage og uger, før vi ved, hvem der skal lede byen. For os, der bor i Odense, er det ikke bare tal og mandatfordelinger – det er fremtidens retning for et system, der i forvejen kæmper med tillid, ansvar og retssikkerhed. Valgkampen har været usædvanligt hård, især mod Socialt Demokrati, hvor personangreb, historiske etiketter og politiske udskamninger har fyldt mere end reel politik. Det efterlader et spørgsmål: Hvad siger det om vores demokrati, når kampen om magten bliver vigtigere end borgerne, der har mest brug for den?

Baggrund / kontekst

Valget i Odense har udstillet dybe sprækker i den lokale politiske kultur. Socialt Demokrati blev fra starten mødt med massiv modstand – ikke for deres politik, men på grund af formandens fortid. I løbet af valgkampen flød kommentarsporene over af følelsesladede reaktioner, hvor borgere, politikere og medier blandede moral, straffeattester og demokrati sammen til én stor debat.

Flere politikere – særligt Lars Christian Lilleholt – brugte valgkampen til at fremhæve Jønke som uønsket i kommunalpolitik, samtidig med at Socialdemokratiet og Venstre pressede på med en retorik, der, trods reglerne om kampagnestop, fortsatte helt frem til sidste øjeblik. Det skabte yderligere polarisering og en oplevelse af, at nogle partier gør, hvad der passer dem – også når reglerne siger noget andet.

Samtidig voksede frustrationerne blandt borgere i Odense, især dem der selv har oplevet forvaltningens lovbrud og svigt. For dem blev valgkampen et spejl af deres egne sager: manglende retssikkerhed, fejl i socialområdet, ulovlig sagsbehandling og manglende tilsyn. Det er netop disse forhold, Stabilt Demokrati forsøgte at sætte fokus på gennem klare budskaber om ulovlige børnesager, brud på forvaltningsloven og behovet for gennemsigtighed.

Statsministeren forsøgte at holde afstand til debatten, mens andre ministre tog mere markante positioner. Alt imens følte Socialdemokratiet – ironisk nok – at valgkampen mod dem havde været urimelig hård. Debatten voksede dag for dag og afslørede en by, hvor tilliden til systemet er i frit fald, og hvor borgerne forventer forandring og reel ansvarlighed – ikke blot symbolpolitik. Valget i Odense har udstillet dybe sprækker i den lokale politiske kultur. Socialt Demokrati blev fra starten mødt med massiv modstand – ikke for deres politik, men på grund af formandens fortid. I løbet af valgkampen flød kommentarsporene over af følelsesladede reaktioner, hvor borgere, politikere og medier blandede moral, straffeattester og demokrati sammen til én stor debat.

Flere politikere – særligt Lars Christian Lilleholt – brugte valgkampen til at fremhæve Jønke som uønsket i kommunalpolitik. Men reaktionerne på sociale medier viste et andet billede: Hundredevis af borgere pegede på, at Jønke havde udstået sin straf, at valgloven er klar, og at demokratiet ikke kan gøres til et spørgsmål om personlig smag. Kommentarfelterne viste alt fra vrede, satire og mistillid til systemet – til støtte for princippet om, at alle, der har betalt deres gæld til samfundet, må deltage i demokratiet.

Samtidig viste debatten, hvor presseret det politiske miljø i Odense var. Lokale politikere blev kritiseret for ikke at kende reglerne, for symbolpolitik og for at bruge Jønke-sagen som afledning fra reelle problemer. Statsministeren forsøgte at holde afstand, men var stadig nødt til at forholde sig, mens andre ministre åbent udtrykte bekymring for signalet til børn og unge. Debatten voksede dag for dag – og afslørede, hvor polariseret Odense er blevet. Valget i Odense har udstillet flere dybe sprækker i den lokale politiske kultur. Socialt Demokrati blev fra starten mødt med massiv modstand – ikke for deres politik, men for deres stifter. Gamle historier om Jønke blev brugt som våben, mere end som reel debat. Samtidig har kandidater som Lars Christian Lilleholt talt om at ville have partiet "helt ud af kommunen", mens andre ældre partier har kørt en markant personlig tone.

På samme tid har vi Søren Windell, der tidligere er dømt for svindel, men som under valgkampen har forsøgt at tale udenom sin egen fortid. Når borgerne ser politikere kaste sten fra glashuse, bliver det svært at tro på, at retssikkerhed og ansvar står øverst på dagsordenen.

Midt i det hele står tusindvis af borgere, som er afhængige af kommunen hver eneste dag. For os er politik ikke et spil. Det er virkeligheden.

Case / eksempel

Reaktionerne på sociale medier viser et langt mere nuanceret billede af befolkningen, end hvad man har hørt i valgdebatten. På opslag fra Fyens.dk, TV 2 Fyn og Lars Chr. Lilleholt var der hundredevis af borgere, der markerede sig – både for og imod Jønkes kandidatur. Mange pegede på, at han har udstået sin straf, at valgloven er fulgt, og at demokratiet ikke fungerer, hvis man forsøger at lukke nogen ude på grund af deres fortid. Flere skrev direkte, at politikere med egne domme sidder i Folketinget, og at Jønke i det mindste havde taget sin straf.

Andre var stærkt kritiske og mente, at hans fortid i Hells Angels gjorde ham uegnet til politisk arbejde. Men selv blandt kritikerne var der en rød tråd: Mange rettede deres frustration mod politikerne – ikke mod reglerne. De oplevede, at valgkampen blev brugt til at skrive overskrifter og markere sig symbolsk, frem for at tale om Odenses reelle udfordringer: tryghed, kriminalitet, social ulighed og borgernes retssikkerhed.

Samtidig blev borgmesteren kritiseret for at udtale sig på et forkert juridisk grundlag, og for at bruge kommunens ressourcer på undersøgelser, der burde være unødvendige, når loven allerede er klar. Det efterlader indtryk af en politisk kultur, hvor kampen mod én kandidat blev vigtigere end kampen for borgerne. Når man bor i Odense og samtidig er afhængig af kommunale afgørelser, støtte og retssikkerhed, mærker man valgkampens tone meget direkte. Socialt Demokrati har – modsat mange af de etablerede partier – tydeligt meldt ud, at de ønsker at styrke forholdene for dem, der står svagest i systemet. Det er ikke abstrakte løfter; det er konkret politik om ansvar, tilsyn, gennemsigtighed og menneskelighed.

Alligevel har valgkampen fordrejet billedet. I stedet for politiske forslag har debatten været præget af stemplinger, udskamning og forsøg på at ekskludere partiet fra den demokratiske arena. Det er paradoksalt, når netop dette parti har været blandt de eneste, der har lyttet til stemmer fra borgere, der er klemt i systemet – herunder mennesker, der oplever fejl, oversete helbredstilstande eller svigt i sagsbehandlingen.

Det store spørgsmål er: Hvad betyder det for borgerne, hvis politiske beslutninger fremover skal træffes i et klima, hvor personangreb vægter tungere end retssikkerhed?

Systemiske konsekvenser

Det massive materiale fra sociale medier viser en udvikling, der bør bekymre alle, der arbejder med demokrati og retssikkerhed. Når politikere bruger valgkampen på at udpege, hvem borgerne bør stemme på – eller ikke bør stemme på – risikerer vi at bevæge os væk fra et åbent demokrati og over i en form for moralsk gatekeeping. Det skaber mistillid. Og mistilliden var tydelig: Mange borgere efterlyste politikere, der kender loven, respekterer Borgernes rettigheder og ikke misbruger deres platform til at udskamme enkeltpersoner.

Når vælgere i hundredevis skriver, at Jønke har mere ret til at stille op end nogle af dem, der sidder i Folketinget, siger det noget om en dyb frustration. Ikke nødvendigvis en støtte til hans sag – men en protest mod den politiske selvfedme og dobbeltmoral, de ser i systemet. Flere skrev direkte: "Når regeringen selv har straffede politikere, mister man retten til at pege fingre."

Det, der begyndte som en sag om én kandidat, har derfor udviklet sig til et spejl af hele vores demokratiske kultur: Hvem bestemmer, hvem der er "værdige"? Og hvad sker der med tilliden, når regler og værdier anvendes selektivt? Politisk symbolkamp sender borgerne væk fra diskussionerne om tryghed, kriminalitet, velfærd og retssikkerhed – og dermed endnu længere væk fra løsningerne. Når den politiske kultur i en kommune bliver hård, personlig og uden fokus på kerneopgaverne, får det direkte konsekvenser for borgernes tillid til systemet. En valgkamp burde handle om visioner – især for en kommune, hvor social- og handicapområdet er under pres, hvor borgere falder mellem to stole, og hvor sagsbehandlingen allerede kæmper med dokumentationskrav, fejl og manglende tilsyn.

Når fokusset derimod flyttes fra politik til personer, skaber det et demokratisk tomrum: Hvem taler vores sag? Hvem tager ansvar for retssikkerhed? Hvem sikrer, at borgerne ikke ender i endnu et år med uigennemsigtige afgørelser og manglende opfølgning?

Valget i Odense bliver derfor mere end et spørgsmål om rød eller blå blok. Det bliver en test på, om vi som samfund prioriterer saglighed, ansvarlighed og retssikkerhed – eller om etiketter og angreb får lov at spænde ben for de mennesker, der i forvejen står svagt.

Curling-afsnittet

Denne artikel handler ikke om at “forsvare et parti for enhver pris”. Det handler om at pege på, hvordan politiske angreb og personfokus kan påvirke tusindvis af borgere, der er afhængige af kommunens beslutninger hver eneste dag. Kritik af politisk kultur er ikke partipolitik – det er retssikkerhedspolitik. Hvis nogen mener, at tonen i valgkampen er helt normal, så er pointen netop, at det ikke bør være det.

Afslutning / opråb

Nu afventer vi resultatet. Som borger i Odense betyder disse dage noget helt særligt. Ikke kun fordi et byråd skal sammensættes, men fordi de kommende beslutninger vil forme den hjælp, støtte og retssikkerhed, som mange af os er dybt afhængige af.

Valget er ikke afsluttet. Men én ting står klart: Odense har brug for politikere, der tør sætte borgeren over retorikken. Vi har brug for gennemsigtighed, ansvar – og politik, der bygger os op i stedet for at rive ned.

Uanset hvem der ender med magten, må de aldrig glemme, at deres vigtigste opgave er at sikre, at ingen bliver tabt af systemet.

SoMe

Valget i Odense er langt fra afgjort, og vi kan vente længe på resultatet. Men én ting står klart: Tonen i valgkampen har ramt os, der står svagest. Når politik bliver til personangreb, forsvinder borgerne fra samtalen. Vi har brug for ledere, der sætter retssikkerhed før retorik.

Om forfatteren

Henrik Larsen (53 år) skriver serien Rettens forsvundne hjørnesten på Autismeliv.dk – en dybdegående dokumentation af retssikkerhed, sagsbehandling og systemiske svigt i Danmark. Henrik har flere års erfaring med komplekse forløb på tværs af sundhedsvæsen, kommuner og specialiserede tilbud. Artiklerne bygger på personlig dokumentation, aktindsigter, faglige kilder og førstehåndserfaringer, med formålet at styrke gennemsigtighed, ansvarlighed og borgernes rettigheder.

Indledning

Bag enhver beslutning, der trækker ud, bag hvert brev der forsvinder, og bag hvert menneske, der må vente i månedsvis på hjælp – findes et system. Et system, hvor PDP – Pisse Dårlig Politik – ikke længere er en undtagelse, men en del af maskinens konstruktion. Dette er fortællingen om, hvordan politikernes fravær skaber rum for embedsværkets egen logik.

Når ansvaret opløses

Forvaltningerne siger: “Vi handler efter loven.” Politikerne siger: “Vi kan ikke gå ind i enkeltsager.” Resultatet? Et ingenmandsland, hvor ansvar ikke eksisterer, men konsekvenserne gør. Maskinrummet kører videre, og ingen tør trække i nødbremsen.

Et kig ind i maskinen

I systemets maskinrum bliver beslutninger pakket ind i kommissorier, udredninger og samarbejdsaftaler. Men bag alt det formelle findes et mere ubehageligt mønster: frygten for at tage stilling. Jo mere komplekse borgernes sager er, desto flere led kan man gemme sig bag. Det er PDP i sin reneste form – for når alt ansvar flyttes, bliver ingen ansvarlig.

Den tavse struktur

Der tales ofte om tillid til systemet. Men tillid kræver gennemsigtighed, og gennemsigtighed kræver mod. PDP trives i stilheden – i den kultur, hvor ingen sætter spørgsmålstegn ved det urimelige, fordi “sådan plejer vi at gøre.” Og når kontrolmekanismerne ikke længere udfordrer forvaltningen, bliver borgeren den eneste, der står tilbage med tabet.

Når mennesket forsvinder

I PDP’s maskinrum bliver mennesker reduceret til sagsnumre. Alt det, der burde handle om liv, helbred og retssikkerhed, bliver til processer, bilag og standardtekster. Det er her, systemet afslører sin egentlige karakter: effektivitet uden empati.

Systemiske konsekvenser

Når kommuner begynder at kræve fulde lægejournaler i sager, der kunne være afgjort med en statusattest, sker der et afgørende skift i magtbalancen mellem borger og myndighed. I stedet for at bygge på tillid og nødvendighed, bevæger sagsbehandlingen sig over mod kontrol og overvågning. Det betyder, at borgere i praksis presses til at udlevere langt mere information, end loven tillader – ofte uden at forstå konsekvenserne.

Denne udvikling udhuler nogle af de mest grundlæggende retssikkerhedsprincipper: proportionalitet, relevans og dataminimering. Den svækker tilliden til systemet og skaber en oplevelse af, at støtte ikke længere gives på baggrund af behov, men på baggrund af, hvor meget borgeren er villig til at udlevere.

Samtidig bruges en stigende del af sagsbehandlingstiden på at gennemgå journal materiale, der er uden betydning for den konkrete sag. Det er et uhensigtsmæssigt forbrug af både offentlige ressourcer og lægefaglige timer – og i sidste ende forsinker det hjælpen til borgerne.

Flere eksperter har påpeget, at Ankestyrelsen i visse tilfælde ikke har grebet ind over for denne praksis, hvilket reelt har gjort det muligt for kommunerne at udvide deres adgang til persondata. Dermed flyttes grænserne stille og roligt, uden at nogen formelt beslutter det.

Resultatet er et system, hvor borgerens helbred bliver en åben bog – og hvor retten til privatliv gradvist mister sin beskyttelse.

Ud af maskinrummet

Vi må turde kravle ned i maskinrummet og stille spørgsmålet: Hvem styrer egentlig hvem? For PDP opstår, når politikere ikke længere styrer systemet, men bliver styret af det. Skal vi genskabe retssikkerheden, må vi begynde her – ved at genfinde modet til at tage ansvar.

Afslutning

PDP er mere end et begreb. Det er et advarselsskilt. Når politik bliver for komfortabel, og systemet bliver for stærkt, er demokratiet ikke længere et værn – men en illusion. Den eneste måde at bryde mønsteret på er at åbne døren til maskinrummet, tænde lyset – og begynde at reparere maskinen indefra.

Curling-afsnittet – til skeptikere og systemtro

Nogle vil sige, at PDP blot er et populistisk udtryk for almindelig politisk uenighed. Men det er forkert. PDP handler ikke om partipolitik – det handler om retssikkerhed. Når forvaltningen får friere rammer end loven tillader, og politikerne vælger stilhed frem for ansvar, bliver magten ubalanceret. Kritik af systemet er ikke mistillid – det er demokrati i funktion.

SoMe

Når politik bliver bekvemmelighed, og embedsværket sætter tempoet, kalder vi det fremover PDP. Men PDP er ikke bare et ord – det er et advarselssignal om, at loven mister sin kraft.

👉 Følg serien på Autismeliv.dk/rfh 👉 Del og kommentér – din stemme er med til at forme næste kapitel.

#RettensForsvundneHjørnesten #PDP #Retssikkerhed #Systemfejl #Velfærd #Autismeliv

Om forfatteren

Henrik Larsen (53 år) er digital formidler, retssikkerhedsaktivist og forfatter til serien Rettens Forsvundne Hjørnesten på Autismeliv.dk/rfh.

Han bor i Odense SV og kombinerer personlig erfaring med juridisk indsigt i social-, sundheds- og forvaltningsret. Henrik har gennem årene dokumenteret, hvordan retssikkerheden i praksis forsvinder mellem paragraffer, systemfejl og manglende tilsyn. Hans arbejde bygger på aktindsigt, domspraksis og egne erfaringer som borger med epilepsi, essentiel Tremor, atypisk autisme og Klinefelter syndrom.

Med Rettens Forsvundne Hjørnesten søger Henrik at give borgerne sprog, indsigt og mod til at kræve den retssikkerhed, loven allerede lover dem.

#RettensForsvundneHjørnesten #PDP #Retssikkerhed #Autismeliv

I dag, den 6. november 2025, har jeg indgivet politianmeldelse mod Odense Kommune ved Fyns Politi.

Anmeldelsen vedrører alvorlige overtrædelser af Autorisationsloven §87 og Straffelovens §§150–157, samt brud på Forvaltningsloven og Retssikkerhedsloven.

📄 Ankestyrelsen har allerede vurderet, at sagen rummer potentielt strafbare forhold og har derfor henvist mig direkte til politiet.

Baggrunden er et længere forløb præget af:

❗ Ulovlige helbredsvurderinger uden sundhedsfaglig autorisation
❗ Tilsidesættelse af lægelige erklæringer fra specialister
❗ Brud på tavshedspligt og manglende sagsoplysning
❗ Passivitet fra forvaltningens og rådmandens side trods gentagne advarsler

Dette handler ikke om enkeltpersoner, men om et system, der har mistet sin faglige integritet og sit moralske kompas.
Når embedsmænd og politikere træffer sundhedsfaglige beslutninger uden autorisation, og når dokumentation forsvinder eller fordrejes, så har vi ikke længere et forvaltningssystem – men et retsbrud forklædt som sagsbehandling.

🔥 Jeg står ikke alene.
Både Maria Marinovic (Stabilt Demokrati) og Jacob Uglebjerg (Odense Byråd) har tidligere politianmeldt Odense Kommune for tilsvarende forhold.
Det viser, at problemet ikke er enkeltstående – det er strukturelt.

🔹 Hvorfor jeg gør det

Denne anmeldelse handler ikke om hævn, men om retssikkerhed, ansvar og respekt for borgerens grundlæggende rettigheder.
Når kommunale medarbejdere og politikere tilsidesætter lovgivningen, og når faglige vurderinger udføres uden autorisation, brydes tilliden mellem borger og myndighed.

Jeg gør det, fordi:

• Borgerens grundlæggende ret til lovlig sagsbehandling skal gælde for alle – også mennesker med handicap.

• Loven skal beskytte – ikke bruges som skjold for myndighedsfejl.

• Tavshed og bortforklaringer må ikke være normalen.

Jeg anmelder for at sikre, at der sættes en grænse for systemets magt og ansvarsløshed.
At myndighedsfejl ikke længere kan pakkes ind i interne notater og kaldes "misforståelser".
Og fordi ingen borger skal stå alene, når loven bliver overtrådt.

Når loven brydes i stilhed, forsvinder retssikkerheden én borger ad gangen.
Derfor siger jeg fra.

📢 Du må meget gerne dele opslaget, hvis du mener, at tiden er inde til, at Odense Kommune stilles til ansvar.

#RetssikkerhedNu #StopTjenestemisbrug #OdenseKommune #MedLovSkalManLandBygge 

#RettensForsvundneHjørnesten #Autismeliv #Myndighedsansvar