Indledning

Der er noget fundamentalt galt, når sygdom begynder at ligne en forseelse. Når borgere, der rammes af epilepsi, kræft, PTSD, sclerose, skizofreni eller en blodprop, ikke mødes med hjælp, men med mistænkeliggørelse, kontrol og sanktioner. Efter kommunalvalget har tonen kun skærpet sig yderligere: Arbejdsevne skal dokumenteres hurtigere, rådighedskrav strammes, og borgere får stadig kortere frister til at reagere – selv når sygdommen gør det svært eller umuligt. Louise Schelde Frederiksens skarpe kommentar rammer ned i netop denne udvikling. I denne artikel undersøger jeg, hvordan politiske signaler omsættes til praksis i kommunerne – og hvordan retssikkerheden smuldrer under vægten af kontrol.

Baggrund/kontekst

Det er ikke nyt, at dansk socialpolitik har bevæget sig mod en mere stram og sanktionerende tilgang. Men de seneste år er udviklingen accelereret. Hvor myndigheder tidligere arbejdede ud fra en grundforståelse af sygdom som en reel barriere, ser vi nu en politisk tendens til at placere ansvar og skyld på borgeren selv. Digitalisering, effektiviseringskrav og administrativ styring betyder, at kommuner tildeler sig selv lange frister, mens borgere får ultrakorte svarfrister – ofte tre til syv dage. For borgere med funktionsnedsættelser er dette ikke blot urimeligt; det er direkte retssikkerhedstruende. Samtidig mangler mange kommuner socialfaglige læger, korrekt journalføring, og tydelige faglige vurderinger. Resultatet er et system, hvor borgeren konstant skal forsvare sin sygdom.

Case/eksempel

Et konkret eksempel findes i min egen hverdag. I dag modtog jeg en mail fra en kommunal medarbejder i min støtteordning, hvor afsenderen antog, at mine aktuelle anfald, kognitive vanskeligheder og fysiske reaktioner skyldtes sorg. Navne og arbejdssted er udeladt her, da pointen ikke handler om personen, men om selve mekanismen. For i mailen blev min tilstand forklaret ud fra følelser og antagelser – uden at tjekke de faktiske oplysninger om min dokumenterede forværring, herunder en lang række GTK‑anfald det seneste døgn, tydelige postiktale symptomer og neurologiske belastninger.

Det er et velkendt mønster i mange kommunale processer: Man tolker symptomer psykosocialt, selv når der foreligger klare medicinske data. Dermed overses vigtige helbredsmæssige forhold, og der træffes beslutninger, der ikke tager udgangspunkt i borgerens faktiske tilstand. Det skaber både fejl i støtte, mangelfuld koordinering og urealistiske forventninger til borgerens funktionsevne.

Denne type sekundære forklaringer – hvor alvorlige symptomer tilskrives noget "blødt" eller følelsesmæssigt – er ikke et enkeltstående tilfælde. Det er en kultur, hvor sygdom alt for let reduceres til et spørgsmål om adfærd, "tilstand" eller mental robusthed.

Særligt overses den postiktale fase (Og ja – det udtales “post-IK-tal”. Der er ingen grund til at gå i postiktal fase over det.) – en dokumenteret neurologisk tilstand efter anfald, hvor borgeren kan være forvirret, udmattet, langsom eller mentalt fraværende i timer. Når kommunen ikke indregner dette, bliver borgerens reaktioner fejltolket som manglende samarbejdsvilje eller følelser fremfor medicinske symptomer.

Folketingets Ombudsmand har flere gange påpeget, at myndigheder ikke må basere vurderinger på antagelser, synsninger eller "personlige indtryk", men skal lægge faglige og dokumenterbare oplysninger til grund. Alligevel ser vi ofte det modsatte – især på handicap- og socialområdet.

Denne praksis forstærker den politiske tendens, som Louise Schelde Frederiksen beskriver: Et system, hvor sygdom i stigende grad mødes med mistillid, og hvor borgerens egne data og lægefaglige dokumentation vægtes for lavt., "tilstand" eller mental robusthed. Som Louise Schelde Frederiksen pointerer, er dette ikke bare misforståelser, men et resultat af en politisk kultur, hvor sygdom i stigende grad mødes med mistillid. Schelde Frederiksen pointerer, er dette ikke bare misforståelser, men et resultat af en politisk kultur, hvor sygdom i stigende grad mødes med mistillid.

Systemiske konsekvenser

Når man politisk skaber et system, hvor sygdom mødes med kontrol, påvirker det ikke kun den enkelte borger. Det skaber utryghed og forværrer sygdomsforløb, fordi energien bruges på frygt for fejl, frister og misforståelser. Derudover ser vi en stigende ulighed: Ressourcestærke borgere kan navigere i systemet eller købe hjælp – andre falder igennem. Kommunernes praksis bliver i stigende grad en retslig gråzone, hvor fejl sjældent fører til konsekvens, og hvor Ombudsmanden igen og igen må kritisere myndighedernes manglende retssikkerhed. Dette er ikke enkeltstående hændelser, men et strukturelt svigt, som nu forstærkes af en politisk kultur, der i stigende grad omtaler syge borgere som en belastning.

Curling-afsnittet – til skeptikere og systemtro

Dette handler ikke om, at borgere skal fritages for ansvar. Det handler om proportionalitet. Sygdom er ikke en undskyldning – det er en realitet. At stille urimelige krav til mennesker, der midlertidigt eller permanent er svækkede, er ikke bare ineffektivt; det er uredeligt. Når kritikere taler om "curling" af syge borgere, bør de spørge sig selv, om de ville kunne overholde rådighedskrav, mødepligt i jobcenteret eller tredages frister, hvis de selv lå med kramper, en blodprop eller i et behandlingsforløb på hospitalet.

Afslutning/opråb

Louise Schelde Frederiksen har ret: Det er svært at få øje på retssikkerheden i denne politiske udvikling. Derfor er det nødvendigt, at vi kræver mere af vores kommuner – og af vores politikere. Der skal indføres minimumsfrister for borgere, genindføres socialfaglige læger, og fejl skal registreres og korrigeres. Vi kan ikke acceptere en retstilstand, hvor sygdom i praksis behandles som en forseelse. Reformer er kun værdifulde, hvis de også styrker retssikkerheden. Folketingets Ombudsmand bør derfor styrkes, ikke svækkes.

SoMe

I Danmark bliver sygdom i stigende grad mødt som en fejl, der skal sanktioneres. Efter kommunalvalget er kontrollen skærpet – men retssikkerheden er ikke fulgt med. Hvor blev omsorgen, fagligheden og proportionaliteten af? En skarp gennemgang af politik, praksis og konsekvenser.

Om forfatteren

Henrik Larsen (53 år) skriver serien Rettens Forsvundne Hjørnesten på Autismeliv.dk, hvor han dokumenterer retssikkerhedsproblemer i mødet mellem borgere og danske myndigheder. Henrik lever med epilepsi og arbejder aktivt for at belyse, hvordan sygdom, digitalisering og kommunal praksis skaber ulighed og svigt i systemet. Serien bygger på dokumentation, aktindsigt og personlige erfaringer og har som formål at styrke borgeres viden, rettigheder og muligheder for at navigere i et stadig mere komplekst system.