Indledning
Bag enhver beslutning, der trækker ud, bag hvert brev der forsvinder, og bag hvert menneske, der må vente i månedsvis på hjælp – findes et system. Et system, hvor PDP – Pisse Dårlig Politik – ikke længere er en undtagelse, men en del af maskinens konstruktion. Dette er fortællingen om, hvordan politikernes fravær skaber rum for embedsværkets egen logik.
Når ansvaret opløses
Forvaltningerne siger: “Vi handler efter loven.” Politikerne siger: “Vi kan ikke gå ind i enkeltsager.” Resultatet? Et ingenmandsland, hvor ansvar ikke eksisterer, men konsekvenserne gør. Maskinrummet kører videre, og ingen tør trække i nødbremsen.
Et kig ind i maskinen
I systemets maskinrum bliver beslutninger pakket ind i kommissorier, udredninger og samarbejdsaftaler. Men bag alt det formelle findes et mere ubehageligt mønster: frygten for at tage stilling. Jo mere komplekse borgernes sager er, desto flere led kan man gemme sig bag. Det er PDP i sin reneste form – for når alt ansvar flyttes, bliver ingen ansvarlig.
Den tavse struktur
Der tales ofte om tillid til systemet. Men tillid kræver gennemsigtighed, og gennemsigtighed kræver mod. PDP trives i stilheden – i den kultur, hvor ingen sætter spørgsmålstegn ved det urimelige, fordi “sådan plejer vi at gøre.” Og når kontrolmekanismerne ikke længere udfordrer forvaltningen, bliver borgeren den eneste, der står tilbage med tabet.
Når mennesket forsvinder
I PDP’s maskinrum bliver mennesker reduceret til sagsnumre. Alt det, der burde handle om liv, helbred og retssikkerhed, bliver til processer, bilag og standardtekster. Det er her, systemet afslører sin egentlige karakter: effektivitet uden empati.
Systemiske konsekvenser
Når kommuner begynder at kræve fulde lægejournaler i sager, der kunne være afgjort med en statusattest, sker der et afgørende skift i magtbalancen mellem borger og myndighed. I stedet for at bygge på tillid og nødvendighed, bevæger sagsbehandlingen sig over mod kontrol og overvågning. Det betyder, at borgere i praksis presses til at udlevere langt mere information, end loven tillader – ofte uden at forstå konsekvenserne.
Denne udvikling udhuler nogle af de mest grundlæggende retssikkerhedsprincipper: proportionalitet, relevans og dataminimering. Den svækker tilliden til systemet og skaber en oplevelse af, at støtte ikke længere gives på baggrund af behov, men på baggrund af, hvor meget borgeren er villig til at udlevere.
Samtidig bruges en stigende del af sagsbehandlingstiden på at gennemgå journal materiale, der er uden betydning for den konkrete sag. Det er et uhensigtsmæssigt forbrug af både offentlige ressourcer og lægefaglige timer – og i sidste ende forsinker det hjælpen til borgerne.
Flere eksperter har påpeget, at Ankestyrelsen i visse tilfælde ikke har grebet ind over for denne praksis, hvilket reelt har gjort det muligt for kommunerne at udvide deres adgang til persondata. Dermed flyttes grænserne stille og roligt, uden at nogen formelt beslutter det.
Resultatet er et system, hvor borgerens helbred bliver en åben bog – og hvor retten til privatliv gradvist mister sin beskyttelse.
Ud af maskinrummet
Vi må turde kravle ned i maskinrummet og stille spørgsmålet: Hvem styrer egentlig hvem? For PDP opstår, når politikere ikke længere styrer systemet, men bliver styret af det. Skal vi genskabe retssikkerheden, må vi begynde her – ved at genfinde modet til at tage ansvar.
Afslutning
PDP er mere end et begreb. Det er et advarselsskilt. Når politik bliver for komfortabel, og systemet bliver for stærkt, er demokratiet ikke længere et værn – men en illusion. Den eneste måde at bryde mønsteret på er at åbne døren til maskinrummet, tænde lyset – og begynde at reparere maskinen indefra.
Curling-afsnittet – til skeptikere og systemtro
Nogle vil sige, at PDP blot er et populistisk udtryk for almindelig politisk uenighed. Men det er forkert. PDP handler ikke om partipolitik – det handler om retssikkerhed. Når forvaltningen får friere rammer end loven tillader, og politikerne vælger stilhed frem for ansvar, bliver magten ubalanceret. Kritik af systemet er ikke mistillid – det er demokrati i funktion.
SoMe
Når politik bliver bekvemmelighed, og embedsværket sætter tempoet, kalder vi det fremover PDP. Men PDP er ikke bare et ord – det er et advarselssignal om, at loven mister sin kraft.
👉 Følg serien på Autismeliv.dk/rfh 👉 Del og kommentér – din stemme er med til at forme næste kapitel.
#RettensForsvundneHjørnesten #PDP #Retssikkerhed #Systemfejl #Velfærd #Autismeliv
Om forfatteren
Henrik Larsen (53 år) er digital formidler, retssikkerhedsaktivist og forfatter til serien Rettens Forsvundne Hjørnesten på Autismeliv.dk/rfh.
Han bor i Odense SV og kombinerer personlig erfaring med juridisk indsigt i social-, sundheds- og forvaltningsret. Henrik har gennem årene dokumenteret, hvordan retssikkerheden i praksis forsvinder mellem paragraffer, systemfejl og manglende tilsyn. Hans arbejde bygger på aktindsigt, domspraksis og egne erfaringer som borger med epilepsi, essentiel Tremor, atypisk autisme og Klinefelter syndrom.
Med Rettens Forsvundne Hjørnesten søger Henrik at give borgerne sprog, indsigt og mod til at kræve den retssikkerhed, loven allerede lover dem.
#RettensForsvundneHjørnesten #PDP #Retssikkerhed #Autismeliv