💥Underrubrik:
Denne artikel sætter ord på den mest oversete form for udelukkelse – den tavse, hvor ingen siger noget, og ingen gør noget. Det er ikke min egen fortælling, men et sammenflettet vidnesbyrd fra mange, der har oplevet at stå udenfor – systemet, fællesskabet og samtalen.
Indledning
Nogle gange består eksklusion ikke i det, der siges – men i det, der ikke siges. Ikke i det, der gøres – men i det, der undlades. Jeg har i årevis mærket, hvordan tavshed og manglende invitation i sig selv kan være en brutal afvisning. Ikke kun i det offentlige system, men også i fællesskaber, hvor jeg troede, jeg hørte til. Denne artikel handler om de rum, man aldrig bliver budt ind i – og om, hvordan det former ens selvforståelse og kamp for værdighed. For tavsheden har også en lyd.
Baggrund/kontekst
Det er let at tro, at diskrimination altid er noget eksplicit – noget, man kan pege på og dokumentere. Men den mest gennemgribende form for udelukkelse kan være den usynlige: den, der viser sig i det, man ikke bliver spurgt om, det man ikke bliver inviteret til, det, man ikke får svar på. Når ens eksistens ikke bliver nævnt, når ens erfaringer ikke bliver inddraget, når der ikke følges op – så får man en klar besked, uden at der bliver sagt noget. I velfærdssystemet sker det igen og igen: manglende svar fra kommunen, udelukkelse fra møder, fravær af dialog. Men det sker også i civilsamfundet, blandt venner, på arbejdspladsen. Det er ikke ondt ment. Men det virker.
Case/eksempel
Jeg har ofte prøvet at række ud – til sagsbehandlere, til beslutningstagere, til fagpersoner og til mennesker, jeg troede var allierede. Og for ofte har jeg oplevet stilhed. Ikke den venlige stilhed, der giver plads, men den afvisende, hvor intet kommer tilbage. Det gør noget ved en. Man begynder at tro, at man fylder for meget. At man ikke er værd at lytte til. At det hele måske er ens egen skyld. Selv når man ved, det ikke passer, sniger den tanke sig ind. Og den bliver hængende.
Særligt svært er det, når stilheden kommer fra dem, der burde forstå. Når man har delt sin historie, dokumenteret sit behov, forklaret sin situation – og så bare intet hører. Ikke engang et “det ser vi på”. Bare tavshed. Det er sket igen og igen. Og det tærer. For man står alene med det hele, mens systemet fortsætter ufortrødent, som om man aldrig har eksisteret. Man lærer at sænke forventningerne. At lade være med at håbe. Men det burde ikke være sådan.
Systemiske konsekvenser
Når tavshed og manglende respons bliver en del af den måde, systemet fungerer på, har det dybe konsekvenser. Det skaber en oplevelse af, at man ikke er værd at svare. At ens liv er ligegyldigt i den store maskine. Det kan føre til afmagt, stress, depression og i værste fald opgivelse. Det er også et brud på god forvaltningsskik. Et system, der ikke svarer, er ikke et neutralt system. Det er et system, der tager stilling ved ikke at tage stilling. Og det er uacceptabelt i en retsstat. Derfor er det vigtigt, at vi ikke lader tavsheden stå uimodsagt. At vi insisterer på svar. At vi holder fast i, at alle har ret til at blive taget alvorligt – og at fraværet af en invitation også er en besked.
Curling-afsnittet
Dette handler ikke om at forvente særbehandling. Det handler om at forvente ligeværd. Når mennesker med handicap eller kronisk sygdom ikke bliver svaret – eller aldrig bliver inviteret ind i dialogen – er det ikke bare et svigt. Det er en besked om, at deres stemme ikke tæller. Og det burde være uacceptabelt i ethvert samfund, der kalder sig demokratisk.
Afslutning/opråb
Denne artikel står som en selvstændig påmindelse om, at tavshed også er en besked. At manglende respons fra myndigheder og civilsamfund ikke er neutral – men en udelukkelse, der har konsekvenser. I juli udkommer en personlig tetralogi, hvor jeg for første gang fortæller om min egen livshistorie. Men denne artikel handler om noget større: den kollektive erfaring af at blive ignoreret. De næste tre handler om forsøget på at få en uddannelse, om mit første møde med psykiatrien – og om et menneske, der lærte mig, at det modsatte af tavshed ikke er larm, men nærvær. Jeg håber, du vil læse med – og måske genkende noget. For vi er mange, der har stået udenfor døren. Det er på tide, vi åbner den – for hinanden.
SoMe
Når man aldrig bliver inviteret – hverken til dialog eller løsninger – så er det ikke bare en forglemmelse. Det er en besked. Første artikel i min personlige tetralogi er ude nu. #RettensForsvundneHjørnesten
Om forfatteren
Henrik Larsen (53 år) er blogger, kronisk syg og systemkritisk medborger. Han står bag hjemmesiderne autismeliv.dk og kogemanden-henrik.dk og har siden 2020 skrevet om retssikkerhed, sagsbehandling og digitalt medborgerskab. Serien Rettens forsvundne hjørnesten er skrevet i samarbejde med AI og bygger på dokumentation fra hans egne og andres sager.
📚 Læs hele artikelserien Rettens forsvundne hjørnesten:
👉 www.autismeliv.dk/rfh
📋 Se oversigten med alle artikler måned for måned:
👉 www.autismeliv.dk/indhold-rfh.
