💥Underrubrik:
Om at være tvunget til at slide sig selv op for at få lov at få hjælp – og om hvad velfærden kunne være, hvis vi lyttede til dem, der faktisk kender virkeligheden indefra.
Indledning
Nogle gange skal der ikke mere end én sætning til at ramme hovedet på sømmet. Da Birgitte Bjørn og Ditte Feierskov skrev: “Shit, hvor kunne jeg spare det offentlige for mange penge, hvis jeg bare fik lov at være rask og i arbejde,” gik det lige i hjertekulen hos mange. For hvor absurd er det ikke, at vi i Danmark har indrettet et system, hvor det nogle gange føles som om, man bliver straffet for at gøre sig umage? Hvor det at kæmpe selv faktisk kan ende med, at man får mindre hjælp – eller slet ingen. I denne artikel ser vi på, hvad det egentlig koster at blive mødt af mistillid, kontrol og papirlogik. Og hvad vi kunne opnå, hvis vi vendte perspektivet om.
Baggrund/kontekst
I de seneste måneder er flere mennesker med handicap eller kronisk sygdom stået frem med deres historier. Ikke bare om at have en diagnose – men om at kæmpe mod systemet, for overhovedet at få lov til at leve. Flere har vist, hvordan velfærdssystemet – som burde give tryghed – i stedet forværrer deres helbred og mentale tilstand. Mistillid til borgeren, kontrolkultur og fravær af individuel vurdering er blevet hverdagskost. Det har skabt en situation, hvor mennesker bruger deres sparsomme kræfter på at dokumentere, forklare og forsvare sig, frem for at leve. Systemet tror, det sparer penge – men regningen betales bare et andet sted. Artiklen her bygger på virkelige erfaringer, delt på sociale medier i foråret 2025, og giver stemme til dem, der alt for ofte overhøres.
Case/eksempel
Ditte Feierskov skriver:
“Shit, hvor kunne jeg spare det offentlige for mange penge, hvis jeg bare fik lov at være rask og i arbejde. Men jeg bliver kun mere syg og udmattet af at skulle kæmpe for hjælp til at få en tålelig hverdag. Jeg ville ønske, jeg kunne give dem en fornemmelse af, hvordan det føles. Jeg ville bytte for en dag – uden tvivl. Jeg lover, jeg ville ikke engang lade være med at gå på toilettet i otte timer eller opgive at få vasket mig. Det er jo ikke med vilje.”
Det er ikke et enkeltstående tilfælde. Birgitte Bjørn skriver i samme tråd:
“Lige præcis! Jeg kan ikke være i et fællesskab og bidrage, når jeg får det så dårligt af at kæmpe for det. Det er systemets modarbejdelse, der knækker mig – ikke min sygdom.”
Flere hundrede reagerede. Det ramte noget. Fordi det er genkendeligt. Fordi alt for mange kender følelsen af at blive holdt udenfor det fællesskab, man egentlig gerne vil bidrage til. Det er ikke viljen, der mangler. Det er tilliden fra systemet.
Systemiske konsekvenser
Det burde give samfundsmæssig mening at hjælpe mennesker til at fungere bedre i hverdagen. Men som systemet er skruet sammen i dag, bliver man ofte først anerkendt, når det er gået helt galt. Og hjælpen er ofte så utilstrækkelig, at man hele tiden må kæmpe for at holde fast i det, man har fået. Det slider. Og det koster – både menneskeligt og økonomisk. Når støtten først gives, når krisen er total, er det både dyrere og mindre effektivt. Hvis man i stedet investerede i at give rettidig, fleksibel og tillidsfuld støtte, kunne man i mange tilfælde undgå sammenbrud, hospitalsindlæggelser og langvarige klagesager. Det kræver et skift i perspektiv – fra kontrol til tillid, fra reaktiv til forebyggende indsats. Det er ikke kun et spørgsmål om økonomi. Det er et spørgsmål om menneskesyn.
Curling-afsnittet
Nogle vil måske tænke: “Men vi kan jo ikke give alle alt, de peger på.” Nej. Men vi kunne starte med at give mennesker den grundlæggende respekt at blive lyttet til. Vi kunne lade være med at straffe dem, der prøver at gøre det rigtige. Og vi kunne indrette systemet, så det ikke skubber folk længere væk fra fællesskabet – men hjælper dem tættere på. Det handler ikke om curling. Det handler om anerkendelse.
Afslutning/opråb
Forestil dig, hvis vi tog borgernes egne erfaringer alvorligt – ikke som et problem, men som en ressource. Hvis vi spurgte: “Hvordan kan vi hjælpe dig til at have en tålelig hverdag?” i stedet for: “Hvordan ved vi, at du ikke snyder?” Vi har ikke råd til at lade være. Hverken menneskeligt eller økonomisk. Så næste gang du hører nogen sige, at velfærd er for dyrt – så husk på de ord, der startede det hele: Shit, hvor kunne jeg spare det offentlige...
SoMe
Hvad hvis vi faktisk lyttede til dem, der ved, hvad der virker? Ny artikel i Rettens forsvundne hjørnesten om den virkelige pris for at skulle kæmpe for hjælp. #RettensForsvundneHjørnesten
Om forfatteren
Henrik Larsen (53 år) er blogger, kronisk syg og systemkritisk medborger. Han står bag hjemmesiderne autismeliv.dk og kogemanden-henrik.dk og har siden 2020 skrevet om retssikkerhed, sagsbehandling og digitalt medborgerskab. Serien Rettens forsvundne hjørnesten er skrevet i samarbejde med AI og bygger på dokumentation fra hans egne og andres sager.
📚 Læs hele artikelserien Rettens forsvundne hjørnesten:
👉 www.autismeliv.dk/rfh
📋 Se oversigten med alle artikler måned for måned:
👉 www.autismeliv.dk/indhold-rfh
