Indledning
Artiklen åbner med et skarpt fokus på, hvordan myndigheder i praksis selv kan komme til at bryde loven, når faggrænser overskrides og sundhedsfaglige vurderinger foretages af ikke-autoriserede medarbejdere. Denne vinkel kobles direkte til Autorisationsloven §§ 17, 73, 87 og 88, som tilsammen beskytter borgerne mod uautoriseret sundhedsfaglig virksomhed og pålægger både fagpersoner og myndigheder ansvar for faglig forsvarlighed.
Baggrund
Den gamle Kvaksalverilov blev indarbejdet i Autorisationsloven. Her står i § 87, at ingen uden autorisation må behandle syge, hvis det udsætter helbredet for fare. Alligevel sker det dagligt i kommunale forvaltninger. Ansatte uden autorisation vurderer helbred, afviser speciallægeerklæringer og tolker diagnoser – uden medicinsk baggrund. De gør det under dække af, at det blot er ”vurderinger”. I praksis er det uautoriseret sundhedsfagligt arbejde, som både § 17, § 73 og § 87 direkte forbyder.
Når myndigheden selv bryder loven
Når en offentlig myndighed foretager sundhedsfaglige vurderinger uden autorisation, overskrides ikke kun faggrænser, men også centrale bestemmelser i Autorisationsloven – særligt §§ 73, 87 og 88. § 73 fastslår, at visse behandlinger og vurderinger er forbeholdt autoriserede sundhedspersoner. § 87 forbyder uautoriseret behandling, der udsætter helbred for fare. Og § 88 slår fast, at også medvirken eller godkendelse af sådanne handlinger kan være strafbart. Når embedsmænd vurderer borgeres diagnoser eller medicin uden autorisation – og deres chefer godkender det – aktiveres netop denne kæde af ansvar.
Overgangen fra det forrige afsnit viser tydeligt, hvordan myndighedernes manglende respekt for lovens rammer fører til en mere grundlæggende systemfejl, hvor grænserne mellem social og sundhedsfaglig vurdering udviskes.
Kvaksalveriet i systemet – når myndigheden leger læge
Når en borger uden autorisation behandler syge, kaldes det kvaksalveri. Men hvad kalder vi det, når det sker i en kommune? I Danmark kan ansatte uden sundhedsfaglig autorisation i dag vurdere borgeres helbred, medicin og diagnoser – uden ansvar, men med store konsekvenser for dem, det går ud over. Det kalder loven forbudt. Men systemet kalder det sagsbehandling.
Eksempel – dokumenteret sag
Et konkret eksempel ses i en sag mod Odense Kommune, dokumenteret gennem både signeret PDF-korrespondance og videomateriale. Her fremgår det tydeligt, hvordan forvaltningen foretager vurderinger af helbred og funktionsevne uden autoriseret faglighed, hvilket strider mod Autorisationslovens § 17 og § 73.
Ifølge § 17 i Autorisationsloven skal enhver sundhedsfaglig handling udføres “fagligt forsvarligt”. Når kommunale medarbejdere uden sundhedsfaglig uddannelse vurderer speciallægeerklæringer, overskrides både § 17 og § 73’s grænser for forbeholdt virksomhed. Det betyder, at borgerens helbred reelt bliver genstand for en sundhedsfaglig vurdering uden lovhjemmel – præcis det, § 87 er skrevet for at forhindre.
Et aktuelt brev fra kommunen beskriver, at man “fortsat ikke er lykkes med at imødekomme borgerens behov for hjælp”. Samtidig vurderer forvaltningen, at attester fra speciallæger “ikke viser væsentlige ændringer i tilstanden”. Sådanne udtalelser er sundhedsfaglige vurderinger foretaget af personer uden autorisation – i strid med lovens grundlæggende principper.
Nyt i sagen – kommunens svar
Spørgsmål til forvaltningen
Forud for rådmandens svar den 27. oktober 2025 havde jeg skriftligt spurgt ind til:
Om forvaltningens medarbejdere har sundhedsfaglig autorisation, når de vurderer lægelige attester.
Hvordan forvaltningen sikrer overholdelse af Autorisationsloven § 87 og officialmaksimen.
Hvorfor borgeren ikke har modtaget aktindsigt i de interne sundhedsvurderinger, der ligger til grund for afgørelserne.
Rådmandens svar
Rådmanden svarede, at man “har tillid til, at forvaltningen altid gør, hvad de kan for at leve op til de lovgivningsmæssige krav”. Samtidig gentages opfordringen til et møde med forvaltningen – uden nogen anerkendelse af de rejste spørgsmål om lovbrud efter Autorisationsloven § 87. Denne formulering illustrerer et klassisk mønster i forvaltningen: at loyalitet mod systemet vejer tungere end ansvar for loven. Når ledelsen udtrykker fuld tillid til en forvaltning, der allerede er anmeldt for mulige lovbrud, viser det den tendens til systemisk selvbeskyttelse, som denne artikel afdækker.
Konsekvenser
Det politiske ansvar stopper ikke ved skrivebordet. Ifølge § 88 i Autorisationsloven gælder ansvaret også dem, der medvirker eller godkender uautoriserede handlinger. Det betyder, at ledere og chefer, som lader ufaglærte foretage helbredsvurderinger, ikke blot bærer et etisk, men potentielt juridisk ansvar.
Når embedsmænd tager sundhedsfaglige beslutninger uden autorisation, udhules borgernes retssikkerhed. Ombudsmanden har gentagne gange fastslået, at kommuner ikke må tilsidesætte lægefaglige vurderinger uden tungtvejende grunde. Alligevel sker det igen og igen. Resultatet er, at mennesker mister behandling, støtte og helbred – uden at nogen holdes ansvarlige.
Opråb
Autorisationsloven blev skrevet for at beskytte borgerne mod uautoriseret behandling – ikke for at beskytte myndigheder mod ansvar. Når kommunale medarbejdere foretager sundhedsfaglige vurderinger uden autorisation, bryder de ikke kun loven – de undergraver tilliden til hele forvaltningen.
Derfor bør der indføres et uafhængigt autorisationstilsyn for kommunale afgørelser, hvor sundhedsfaglige elementer indgår. Embedsfolk, der udtaler sig om borgeres helbred uden autorisation, skal kunne indberettes til Styrelsen for Patientsikkerhed, præcis som private behandlere. Ingen institution – heller ikke kommunen – må stå over loven.
Samtidig bør Ombudsmanden og Folketingets Socialudvalg tage stilling til, om der er behov for en national praksisændring:
Skal socialforvaltninger have krav om dokumenteret sundhedsfaglig kompetence, når de vurderer sygdom og funktionsevne?
Skal kommunale embedsfolk uddannes i grænsen mellem socialfaglig og sundhedsfaglig virksomhed?
Og hvor går ansvaret politisk, når loven brydes systematisk?
Denne artikel stiller ikke kun spørgsmål – den peger på en konkret løsning: At Danmark har brug for en retssikkerhedsgaranti, hvor borgerens helbred ikke længere kan forvaltes som et skøn, men som en ret.
SoMe-udkast
Når en borger gør det, kaldes det kvaksalveri. Når kommunen gør det, kaldes det sagsbehandling. Men loven gør ingen forskel.
#RettensForsvundneHjørnesten #autorisationsloven #kvaksalveriparagraffen
Om forfatteren
Henrik Larsen (53 år) er digital skaber, retssikkerhedsaktivist og forfatter til serien Rettens Forsvundne Hjørnesten på Autismeliv.dk. Han bor i Odense SV og kombinerer personlig erfaring med juridisk indsigt i social-, sundheds- og forvaltningsret. Ud over epilepsi og essentiel tremor lever Henrik også med Atypisk Autisme og Klinefelter syndrom, hvilket giver ham et unikt perspektiv på handicapområdet. Hans arbejde fokuserer på digital dokumentation, retssikkerhedsarbejde og oplysning af borgere om deres rettigheder. Henrik beskæftiger sig ikke med voldssager eller sager om misbrugte børn, da disse områder er særligt følsomme og kræver politigodkendelse. Hans erfaringer med systemets fejl og fordrejninger danner grundlaget for Rettens Forsvundne Hjørnesten – en artikelserie, der sætter mennesket tilbage i centrum af juraen.
Igennem mere end 30 år har Henrik kæmpet for retfærdighed på det sociale område – både for sig selv og for andre borgere, der oplever systemets manglende forståelse for liv med handicap.
Som 20-årig fik Henrik diagnosen epilepsi, og det tog ham fire år at kæmpe sig frem til en førtidspension. Det lykkedes først, da han fik foretræde hos det daværende Fyns Statsamt, der efter grundig gennemgang anerkendte hans situation. Siden er sygdomsbilledet blevet mere komplekst; Henrik lever i dag også med essentiel tremor, som gradvist forværrer håndrystelserne. På grund af epilepsien kan der hverken tilbydes operation eller fokuseret ultralydsbehandling.
Hans erfaringer med et system, der ofte prioriterer økonomi over retssikkerhed, danner grundlaget for Rettens Forsvundne Hjørnesten – en artikelserie, der sætter mennesket tilbage i centrum af juraen. Henrik beskæftiger sig ikke med voldssager eller sager om misbrugte børn direkte, da disse områder er stærkt følelsesmæssige og kræver særlig godkendelse. Denne artikel bygger på borgernes egne erfaringer og viser, at når systemet låser, er det borgeren, der betaler prisen.
