Om jantelov, stavnsbinding og retssikkerhed for borgere med handicap
Indledning
I Danmark taler vi ofte om frihed, lighed og bevægelighed. Men for mennesker med handicap og funktionsnedsættelser viser virkeligheden et andet billede: fri bevægelighed er ikke længere en rettighed, men et privilegium. Når et menneske ønsker at flytte til en anden kommune for at få tryghed, bedre støtte eller bare et værdigt liv, mødes det ofte af økonomiske barrierer, mellemkommunale aftaler og visitationsstop. Det system, der skulle skabe sammenhæng, bliver i stedet et værn mod forandring.
Baggrund / kontekst
Grundloven sikrer enhver borger ret til personlig frihed (§71), og EU’s charter fastslår retten til fri bevægelighed. Men i den kommunale virkelighed kolliderer disse principper med Servicelovens paragraffer og Ankestyrelsens praksis. Kommuner forhandler i dag mellemregninger på social- og handicapområdet, som betyder, at et menneske med støtte efter §§83, 85 eller 104 bliver set som en “udgift” snarere end et menneske med rettigheder. Det økonomiske system gør det næsten umuligt at flytte – ikke fordi borgeren ikke må, men fordi kommunerne ikke vil betale for hinandens borgere.
Case / eksempel
Jeg har selv oplevet denne usynlige stavnsbinding. Efter mange år i Odense Kommune ønskede jeg at flytte mod øst – til et sted som Kalundborg eller Holbæk – tættere på det netværk og de behandlingsmuligheder, jeg faktisk har brug for. Men systemet satte sig tungt på bremserne. Der blev talt om “mellem kommunale forpligtelser”, om at “ny kommune ikke kan modtage før gammel kommune frigiver”, og at “økonomien først skal afklares.” Resultatet? Jeg sidder fast. Ikke fordi jeg ikke har en plan, dokumentation eller vilje – men fordi systemet ikke kan rumme, at en borger med komplekse behov tager ansvar for sit eget liv.
Kort om indholdet (14:40, 3 kapitler): Spiser gryderet med kartoffelmos (00:00, 2.10), rører mayonnaise inkl. hentning af udstyr/ingredienser (02:31, 4.10) samt spiser æbleflæsk og stegt steak "rød" kød på rugbrød (10:32, 4.10). Optaget i hjemmet med fastmonteret Nest-kamera; lyd er ufiltreret. OBS: Videoen viser tydelige motoriske udfordringer (tremor), langsomt tempo og pauser.
Deling må kun ske med tydelig henvisning til denne artikel.
🎥 Se den dokumentariske video, der ledsager artiklen:
(Videoen offentliggøres samtidig med artiklen den 8. oktober 2025 kl. 21:30.
Den er opdelt i tre kapitler og har en samlet varighed på 14 minutter og 40 sekunder.
Videoen må ikke deles eller gengives uden tydelig henvisning til denne artikel.)
Systemiske konsekvenser
Når kommuner behandler mennesker som budgetposter, opstår en form for moderne stavnsbinding. Retten til selv at vælge sin bopæl bliver underordnet hensynet til kommunaløkonomi. Dermed undermineres retssikkerheden: Servicelovens §§83, 85 og 104 bliver i praksis fortolket ud fra kommunens evne til at betale, ikke borgerens behov. Ankestyrelsen har i flere sager slået fast, at samarbejde mellem kommuner er en pligt, ikke et valg – men virkeligheden er, at denne pligt sjældent håndhæves. Den juridiske virkelighed og den praktiske virkelighed er ikke den samme, og i spændet imellem dem forsvinder mennesket.
Curling-afsnittet – til skeptikere og systemtro
Nogle vil måske mene, at “systemet jo bare skal sikre ressourcerne bruges rigtigt”. Det er rigtigt – men når hensynet til økonomi bliver vigtigere end hensynet til mennesker, er det ikke længere retfærdighed, men styring. Det handler ikke om luksus, men om basale rettigheder: at kunne flytte, få støtte og leve et liv på egne præmisser. Ingen bør være fanget i en kommune, bare fordi de har brug for hjælp.
Et spørgsmål til systemet – og til samvittigheden
Til socialrådgivere, politikere og folkevalgte: Ville I selv acceptere, at jeres egne pårørende blev behandlet, som mange mennesker med handicap i dag bliver? Ville I nikke ja til, at jeres søn, datter eller forælder fastholdes i en kommune, fordi et regneark kræver det – mens retten til at flytte gøres afhængig af mellemregninger, ventelister og “afklaringer”, der aldrig slutter?
Lad os kalde en spade for en spade: Er fri bevægelighed i Danmark en grundlæggende rettighed – eller er den blevet en luksus forbeholdt dem med penge, overskud og netværk? Hvis svaret er det sidste, så har vi ikke et socialt sikkerhedsnet; vi har et sorteringsanlæg.
Jeg har søgt under hver en sten efter løsninger og arbejdet målrettet for et værdigt liv: dokumenteret hverdagsfunktioner (ADL), indsamlet lægefaglig dokumentation, produceret video fra 2. og 4. oktober, skrevet myndighedsvenlige henvendelser og forsøgt at samarbejde. Når systemet alligevel spænder ben, er det ikke borgeren, der fejler – det er strukturen.
Afslutning / opråb
I en valgkamp, hvor frihed og lighed igen bliver slagord, må vi spørge: Gælder friheden også for os med handicap? Når man kun kan flytte, hvis to kommuner kan blive enige om et regnestykke, er fri bevægelighed ikke længere en rettighed, men en illusion. Valgkampen 2025 bør handle om mere end skoler og veje – den bør handle om retssikkerhed og retten til at leve frit, også for dem der er afhængige af støtte.
SoMe
Frihed til at vælge sin kommune burde være en grundlæggende ret – men for borgere med handicap er den forbeholdt de stærke. Når kommuner bruger økonomiske regler som lænker, forsvinder retssikkerheden. #RettensForsvundneHjørnesten www.autismeliv.dk/rfh
Om forfatteren
Henrik Larsen (53 år) er digital skaber, retssikkerhedsaktivist og forfatter til serien Rettens Forsvundne Hjørnesten på Autismeliv.dk. Igennem mere end 30 år har Henrik kæmpet for retfærdighed på det sociale område – både for sig selv og for andre borgere, der oplever systemets manglende forståelse for liv med handicap.
Som 20-årig fik Henrik diagnosen epilepsi, og det tog ham fire år at kæmpe sig frem til en førtidspension. Det lykkedes først, da han fik foretræde hos det daværende Fyns Statsamt, der efter grundig gennemgang anerkendte hans situation. Siden er sygdomsbilledet blevet mere komplekst; Henrik lever i dag også med Essentiel Tremor, som gradvist forværrer håndrystelserne. På grund af epilepsien kan der hverken tilbydes operation eller fokuseret ultralydsbehandling.
Hans erfaringer med et system, der ofte prioriterer økonomi over retssikkerhed, danner grundlaget for Rettens Forsvundne Hjørnesten – en artikelserie, der sætter mennesket tilbage i centrum af juraen. I forbindelse med denne artikel offentliggøres nu også Henriks dokumentariske video, der er udarbejdet som en del af henvendelsen til Kalundborg Kommune og kan ses indlejret på hans hjemmeside.
