Personlig note: Jeg har selv oplevet at blive mødt med fordommen om, at PNES bare betyder, at man er psykisk syg. Det gør ondt, fordi anfaldene er virkelige og kan være meget belastende. Derfor er det vigtigt for mig at understrege, at PNES er en selvstændig diagnose, som kræver respekt, forståelse og den rette støtte.
PNES står for psykogene non-epileptiske anfald. Det er en forholdsvis ny diagnose i den forstand, at den først i de senere år er blevet bedre beskrevet og anerkendt i det neurologiske og psykiatriske felt.
Et PNES kan udefra ligne et epileptisk anfald, men der er ikke tale om den samme elektriske forstyrrelse i hjernen som ved epilepsi. Netop derfor bliver PNES ofte forvekslet med epileptiske anfald, og nogle patienter har i en periode fået medicin, som reelt ikke har virket på deres symptomer.
I modsætning til epilepsi er der ikke på samme måde en lang historie med myter og fordomme om PNES. Men forvekslingen mellem PNES og epilepsi kan skabe en form for skjult fordom: at mennesker med PNES “bare” har psykiske problemer eller måske ikke bliver taget alvorligt nok, fordi anfaldet ikke kan måles på samme måde som epilepsi.
Her på siden samler vi artikler og erfaringer, der giver indsigt i PNES – fra diagnosen og dens udfordringer til hvordan det er at leve med og forklare anfald, som kan virke usynlige i et system, der ofte tænker i epilepsi først.