Underrubrik:
Før diagnoserne, før sagsmapperne og før systemkampen – denne artikel går tilbage til begyndelsen. Til en barndom fyldt med sansekaos, tavshed og en konstant følelse af at være forkert.
Denne artikel er del 1 af min personlige tetralogi – fire fortællinger om mit liv, min kamp og min stemme.
Indledning
Der var engang en dreng, som græd i stilhed og gemte sig i lyd og lys. Ikke fordi han ville, men fordi kroppen og hovedet ikke kunne andet. Det var mig. I dag kalder man det sanseforstyrrelser, autisme, belastningsreaktioner. Men dengang var det bare noget, der blev tiet ihjel. Jeg lærte tidligt at holde sammen på mig selv – og at det ikke nyttede noget at sige, hvordan jeg havde det. Min far prøvede ellers. Han bankede i bordet hos lægen og sagde: "Der er noget galt med min dreng!" Men han blev ikke hørt. Han fik bare at vide, at han havde set for mange syge. Min far var Falck-mand af hjertet. Og jeg blev ikke set. Denne artikel handler ikke om vrede – den handler om det barn, der blev overset. Og om den voksne, der i dag tør fortælle historien.
Baggrund/kontekst
Jeg voksede op i en tid, hvor børn skulle tilpasse sig. Hvor uro var et tegn på dårlig opdragelse, og hvor følelsesudbrud blev tolket som hysteriske eller forkælede. Jeg passede ikke ind. Allerede i børnehaven stak jeg ud – jeg kunne ikke holde lydene ud, blev hurtigt overvældet og havde svært ved at forstå sociale spil. Men det blev ikke forstået som tegn på noget andet end “dårlig opførsel”. Jeg blev kaldt følsom, genert, vanskelig. Det gjorde det svært både derhjemme og i skolen. Min far kunne se det. Han blev ved med at sige, at noget var galt – men fagpersonerne lyttede ikke. Jeg blev kastet rundt mellem forskellige indsatser, men uden egentlig forståelse for, hvad der lå bag. De første tegn på autisme, angst og belastningsreaktioner var tydelige, hvis man ville se dem. Men systemet så dem ikke. Og jeg lærte, at det var mig, der var problemet.
Case/eksempel
Jeg husker særligt en oplevelse fra folkeskolen. Jeg var måske 10 eller 11 år. Vi skulle til fødselsdag hos en klassekammerat – en pige fra klassen. Jeg havde ondt i maven flere dage før. Ikke fordi jeg ikke ville med, men fordi jeg ikke kunne overskue det. Larmen, forventningerne, de mange indtryk. Min mor sagde, jeg skulle tage mig sammen. Min far sagde, at jeg skulle gøre mit bedste. Jeg tog med. Vi endte i pigens værelse, som for dagen var blevet omdannet til spiseplads, og det var her, jeg for første gang i mit liv fik lasagne. Jeg sad ved siden af Bent – en stille dreng, som jeg havde det trygt med. Han kunne heller ikke lide håndbold, fodbold eller gymnastiktimerne. Vi valgte i stedet at løbe ture sammen.
I det værelse – med duften af lasagne, væk fra de andre – var vi to bare os selv. Vi sad og snakkede stille sammen, mens de andre råbte og legede rundt. For en gangs skyld følte jeg mig ikke forkert. Bare mæt. Og rolig. Jeg husker, at Bent smilede til mig og sagde, at det var rart, vi slap for at spille rundbold. Vi var to børn, der havde fundet et lille frirum. Et sted, hvor vores forskellighed ikke gjorde os forkerte – men bare stille. Normale.
Men der var også de andre dage. Dem med mobning. Jeg er blevet spyttet på. Kaldt grimme ting som "flyveøre" eller "brilleabe" – også af dem, der selv bar briller. Jeg blev grint ad og udstillet. Når det var værst, løb jeg væk og gemte mig bag træerne og buskene. Nogle gange blev mine klassekammerater sendt ud med en lærer for at finde mig – men de fandt mig aldrig. Først når de var gået ind igen, gik jeg hjem til min mor. Så fandt jeg mine LEGO-klodser frem og byggede. I legen var der ingen forkerte. I legen var jeg fri.
Systemiske konsekvenser
Det er ikke kun min historie. Der findes tusindvis af børn, der som jeg blev overset i barndommen – og som senere får diagnoser i voksenlivet. Når fagpersoner i sundheds- og skolevæsnet ikke tør tage forældres bekymringer alvorligt, svigter de både barnet og familien. Min far så mig. Men han blev betragtet som "overbekymret". Det gør mange forældre stadig.
En gang overvejede man, om jeg burde flyttes til en mere handicapvenlig skole. Det blev dog hurtigt afvist. Skolen mente, at det ville "ødelægge omgangen med de andre børn i nærmiljøet". Argumentet var, at vi var mange jævnaldrende, som gik på samme skole og havde relationer på tværs af klassetrin. Men ingen så, hvordan jeg faktisk havde det i det nærmiljø. At de samme børn kaldte mig navne, mobbede mig og gjorde skolen til et utrygt sted. I dag ville jeg ønske, man havde valgt anderledes.
I stedet for støtte blev jeg fritaget for fag: først engelsk fra 5. klasse, senere tysk fra 7. klasse. Jeg fik ekstra timer i dansk og matematik – fag, jeg i forvejen havde det svært i. Det var ikke hjælp. Det var opgivelse.
Systemet var – og er stadig – indrettet til at se det normale som udgangspunkt og alt andet som afvigelse. Og når man afviger, får man enten skyld eller tavshed. Min barndom lærte mig at være på vagt. At pakke mine følelser væk. Og at forstå, at hvis jeg ikke kunne passe ind, måtte jeg hellere tie stille. I dag ved vi bedre. Eller burde vide bedre. Men stadig går der børn rundt med ondt i maven og uro i kroppen – og får at vide, de bare skal tage sig sammen. Det er ikke omsorg. Det er omsorgssvigt. Og det starter ofte med, at systemet ikke vil lytte.
Curling-afsnittet – til skeptikere og systemtro
Nogle vil måske sige, at børn skal lære at klare modgang. Og ja, det skal de. Men det forudsætter, at de bliver mødt, som de er. Jeg blev ikke skærmet – jeg blev presset. Og det gjorde mig ikke stærkere. Det gjorde mig bange. Hvis du læser med og tænker, at det lyder som overbeskyttelse eller curling, så prøv at forestille dig et barn, der græder af overbelastning og får at vide, at det skal tage sig sammen. Min far prøvede at beskytte mig. Det var ikke curling. Det var omsorg, der blev ignoreret.
Afslutning/opråb
Denne artikel er den første i en tetralogi om mit liv før diagnoserne. Jeg skriver ikke for at få medlidenhed, men for at skabe forståelse. For mig selv – og for andre børn og voksne, der genkender noget af det, jeg beskriver. Når vi tør tale højt om det, der gjorde ondt, kan vi måske også begynde at helbrede noget af det, der stadig gør ondt. Jeg var det barn, der blev overset. Nu er jeg den voksne, der tør sige det højt. Det skylder jeg mit yngre jeg. Og alle dem, der stadig ikke bliver set. For hvis vi ikke fortæller vores historier, hvem skal så tro på dem?
SoMe
Før diagnoserne, før retssagerne, før systemsvigtene – var der et barn, der blev overset. I denne første artikel i en personlig tetralogi fortæller jeg om barndommens stille storme. Og om en far, der prøvede at råbe systemet op.
Om forfatteren
Henrik Larsen (53 år) er digital aktivist og madskribent med base i Odense. Han står bag hjemmesiderne autismeliv.dk og kogemanden-henrik.dk og har gennem flere år dokumenteret mødet mellem mennesker og systemer, hvor retssikkerheden svigter. Henriks egne erfaringer som borger med omfattende støttebehov og sendiagnosticeret autisme gør ham til en vigtig stemme i debatten om børns trivsel, psykiatriens blinde vinkler og den nødvendige systemiske forandring. I denne tetralogi åbner han for første gang helt op om sin barndom og ungdom, hvor tegnene var tydelige – men systemet så en anden vej. Serien udgives på www.autismeliv.dk/rfh.
