Henrik sammen med sin mor og familiens hund, 1984.
Underrubrik:
Hvordan forsøger man at få en ungdomsuddannelse, når alt føles forkert – og ingen ser, hvad der virkelig foregår? I denne anden del fortæller jeg om årene før diagnoserne og det skjulte kollaps bag facaden.
Denne artikel er del 2 af min personlige tetralogi – fire fortællinger om mit liv, min kamp og min stemme.
Indledning
Det startede med en cykelhjelm. Ikke en hvilken som helst, men én min far havde fået gennem Falck – med logo og det hele. Jeg fik den, fordi jeg skulle cykle til konfirmationsforberedelse. Jeg var ikke som de andre, og hjelmen blev endnu et synligt bevis. Jeg kan stadig huske følelsen, da jeg trådte ind i skolegården. De andres blikke. Små grin. Ordene der ikke blev sagt højt, men alligevel hørtes tydeligt. Jeg var allerede fritaget for engelsk, og nu også tysk. Mobningen tog til. Jeg passede mit med at komme i kirke om søndagen – præsten i Sanderumkirke så mig, måske fordi han selv haltede og bar på sin egen historie. Men det ændrede ikke på, at jeg var ved at miste fodfæstet. Dette er fortællingen om de år, hvor jeg forsøgte at finde en vej – og hvor systemet hverken så, spurgte eller forstod.
Baggrund/kontekst
Del 2 i min personlige tetralogi begynder i 1986, hvor jeg afsluttede 7. klasse. Jeg havde allerede været fritaget for engelsk i to år og blev nu også fritaget for tysk. Det blev forklaret som en lettelse. For mig føltes det som en eksklusion. Jeg blev ikke styrket i det, jeg var god til – jeg blev fjernet fra det, der var svært. På papiret så det måske ud som hensyn, men i praksis var det et nederlag. De sociale relationer blev sværere, og mobningen mere tydelig. Cykelhjelmen fra Falck blev et symbol. Ikke på sikkerhed, men på forskellighed.
Jeg begyndte i konfirmationsforberedelse i efteråret 1985, og til min overraskelse var kirken et af de få steder, hvor jeg følte mig set. Præsten – Christian Andersen – havde selv haltet, og hans nærvær var anderledes. Han talte ikke ned til os. Han talte med os. Måske var det netop dét, jeg manglede i resten af systemet. Nogen der så bag facaden. Denne artikel dækker årene fra slutningen af folkeskolen til omkring 1993 – hvor jeg prøvede at få en ungdomsuddannelse, men hvor systemet gentagne gange svigtede, og jeg selv begyndte at tvivle på, om jeg overhovedet havde en fremtid.
Case/eksempel
Case 1: Jeg husker tydeligt den dag, jeg stod med en helt flad cykel. Begge hjul var blevet skåret op – ødelagt af nogle af de andre drenge fra klassen. De ventede på mig udenfor kirken og spurgte hånligt, hvordan jeg nu havde tænkt mig at komme hjem. Men jeg havde et es i ærmet. Jeg ringede til min far på Falck-stationen, og ti minutter senere kom en kranvogn rullende. Jeg fik lov at sidde på forsædet hele vejen hjem. Det var min sejr. Jeg fik dog en næse af præsten, da jeg mødte op ugen efter – han mente ikke, det var passende at bruge telefonen på den måde.
Case 2: I 8. og 9. klasse kom jeg i praktik hos den samme restaurant begge år. Det var ikke normalt, men de ville gerne have mig igen, fordi jeg var arbejdsom og lærevillig. Jeg fik lov at spise den mad, jeg selv var med til at lave, og jeg blev hurtigt en fast gæst og hjælper i køkkenet – helt frem til stedet lukkede i 2002. En af tjenerne viste mig endda et lille trick med tøris og champagnepropper. Der blev eksperimenteret med både mad og fysik i baggården. Jeg elskede det.
Case 3: I starten af 1989 blev jeg frivillig i civilforsvaret. Jeg fik lov at køre på aflukkede områder som Lindøværftet og Roulunds fabrikker. En gang sad endda en politibetjent ved siden af mig. Det havde nok ikke kunnet lade sig gøre i dag. Under et førstehjælpskursus fik vi udleveret en ABC-nål med sterilt vand. Instruktøren spurgte, hvem der turde stikke den i eget lår – og jeg meldte mig. Han troede ikke sine egne øjne. Jeg gjorde det. Han besvimede.
Systemiske konsekvenser
I dag kan jeg se tilbage på en skole- og ungdomstid, hvor systemet trak sig i stedet for at træde til. Man fjernede mig fra de svære fag – men man spurgte ikke, hvorfor det var svært. Man ignorerede mobningen – og kaldte det drengestreger. Man registrerede ikke mine rystelser eller koncentrationsproblemer – man antog, at jeg bare ikke var motiveret.
Da jeg begyndte i civilforsvaret og fik lov til ting, som ingen i skolen havde troet jeg kunne, åbnede det en ny verden for mig. Men det viste også kontrasten. For det krævede et andet sæt voksne, med en anden tilgang og tro på mig. Skolen, lægerne og kommunen så mig gennem begrænsninger. Civilforsvaret så mig gennem muligheder.
Havde jeg fået de rigtige diagnoser tidligere, kunne meget have været anderledes. Min epilepsi blev først opdaget, da jeg var 20,5 år. Min autisme endnu senere. I dag kæmper jeg med konsekvenserne af et system, der ikke greb mig. Og jeg ved, at mange unge stadig oplever det samme. Det burde være anderledes. Det kan være anderledes.
Curling-afsnittet – til skeptikere og systemtro
Måske tænker du, at jeg bare ikke passede ind. At det jo ikke er alle, der kan få særhensyn. Men mit liv er ikke et spørgsmål om særhensyn – det handler om manglende forståelse. Jeg var villig til at lære, til at bidrage, til at tage ansvar. Men jeg blev mødt med misforståelser og fordomme. Lærere og læger så mig ikke som en dreng med skjulte funktionsnedsættelser, men som en, der ikke gad. Det gjorde ondt. Og det satte spor. Hvis systemet havde set mig – dengang – kunne det have sparet både mig og samfundet for mange omveje og nederlag.
Afslutning/opråb
Jeg ønskede aldrig at give op. Jeg ville bare forstå og blive forstået. I årene op til min første epilepsi-diagnose kæmpede jeg med noget, jeg ikke havde ord for. Det var først da en bagerimaskine gik i stykker, og min far demonstrerede mine symptomer for lægen, at nogen begyndte at lytte. Men da var det allerede sent. Jeg håber, at min historie kan åbne øjne – for systemer, der stadig ser på adfærd før de ser på årsager. Det handler ikke kun om mig. Det handler om alle dem, der i dag sidder i folkeskolens 7. klasse og kæmper med det usynlige. De fortjener bedre.
SoMe
Fra mobning og fritagelser til førstehjælp og civilforsvar. I denne anden del af min tetralogi fortæller jeg om ungdomsårene før diagnoserne – og hvorfor systemet ikke forstod, hvad der var på spil. Læs hele serien på www.autismeliv.dk/rfh
Om forfatteren
Henrik Larsen (53 år) er blogger, systemkritiker og stifter af hjemmesiden Autismeliv.dk. Med udgangspunkt i egne erfaringer som voksen med autisme og epilepsi sætter han fokus på retssikkerhed, systemfejl og social retfærdighed. Han har gennem årene dokumenteret en lang række brud på forvaltningsloven og arbejder i dag aktivt for en uvildig forvaltningsdomstol i Danmark og for at få flyttet det specialiseret handicapområde væk fra kommunerne.
