Toke som jeg gerne vil huske ham som han var...
(Opfølger til "Da jeg mødte Toke – fortællingen om en lillebror, jeg aldrig vidste, jeg manglede" – udgivet 10. juli 2025)
Indledning:
Det var tidligt om morgenen den 31. oktober 2022, hvor stilheden føltes anderledes – som om verden holdt vejret og ventede på noget stort. Måske på et lys midt i mørket. Jeg vågnede med en mærkelig fornemmelse i kroppen. Noget var anderledes. Som om verden trak vejret på en anden måde. Kort tid efter kom beskeden: Toke var død. Det slog luften ud af mig – men det kom ikke som et chok. Jeg havde mærket det.
Fem dage senere – den 5. november – skulle Toke bisættes. Det var her, det hele kulminerede. Min mor og jeg havde gjort os klar i god tid, men tekniske problemer og uventede udfordringer undervejs betød, at vi ankom næsten i sidste øjeblik. Det var pinligt. Jeg, som ellers altid var præcis – især over for Toke. At komme for sent til hans sidste farvel, selv med god grund, gjorde ondt.
Vi var ængstelige og stressede, da vi nærmede os kirken – bange for, at vi ikke ville nå det. Men vi nåede det. Vi trådte ind i kirken netop som præsten skulle til at begynde. Kisten havde allerede stået dér et stykke tid. Der var blomster på kisten. Stilhed mellem bænkene. Et savn, der kunne mærkes i hele kroppen. Men også en fred. En uventet ro. Da vi tog afsked med Toke, var det, som om stilheden ikke bare var tom – men fyldt med lys. Som om noget større tog over.
For selvom kisten var lukket, lukkede vi ikke Toke ude. Der begyndte noget nyt. Noget vi ikke kan forklare, men som vi måske kan ane.
Men før Toke forlod os, skete der noget, jeg stadig tænker meget på. Den 26. oktober 2022 – fem dage før han døde – havde vi en aftale. Vi var begge på aktivitets- og samværscentret, som ligger i tilknytning til det bosted, hvor Toke boede. Vi havde talt om, at jeg skulle følge ham hjem. Ja, teknisk set køre med ham – han i sin kørestol, jeg i min. Det var en lille gestus, men den betød noget. Vi havde en aftale. Og jeg holdt den ikke.
Toke var syg den dag. Han havde lungebetændelse og havde fået vacciner. Jeg vidste, han var skidt tilpas, men jeg regnede med, at vi ville ses næste dag. Siden har jeg fået fortalt, at der skete noget i hans lejlighed den aften – noget voldsomt – og at jeg skal være glad for, at jeg ikke oplevede det. Men det lindrer ikke smerten. For jeg havde lovet ham at tage med ham hjem.
Den skyldfølelse hænger stadig i mig. Den dag i dag kan jeg blive overvældet af tanken: Hvad nu hvis jeg var gået med? Kunne jeg have trøstet ham? Gjort en forskel? Eller bare været der, som jeg havde sagt jeg ville?
For Toke har nu gjort det, vi andre kun går og frygter – eller længes efter: Han har passeret grænsen. Og i mit hjerte ved jeg, at han ikke forsvandt. Han trådte bare videre. Han besejrede det, vi andre kun drømmer om: døden som port, ikke som afslutning.
Toke blev født den 10. februar 1978 – om bord på sine forældres skonnert. Den lå på bedding dengang, altså på land. Måske var det symbolsk. At Tokes begyndelse fandt sted, mens skibet ikke sejlede, men ventede. Klar til fremtidens rejse, men stadig i ro. Som hans eget liv, der først skulle formes og finde kurs.
Men Tokes skæbne ændrede sig brat, da han var omkring to år gammel. Han faldt ned på bunden af netop denne skonnert og druknede – men blev genoplivet. Han lå i koma i næsten seks måneder. Det var en ufattelig kamp for livet, og den efterlod mærker, som fulgte ham – og formede ham – resten af hans liv. Det var dengang, Toke blev den Toke, jeg kom til at kende. Den Toke, der kæmpede sig gennem livet med et lys i øjnene, som intet kunne slukke. Måske var det dér, han for alvor begyndte sin rejse – ikke bare i det jordiske, men i noget langt større.
Jeg mødte Toke i august 1998, da han var omkring 20 og et halvt år gammel. Det var på ASV i Odense. Jeg havde selv brug for trøst og en, der forstod. Og så var han der. Som sendt. Det blev begyndelsen på noget, der stadig lever i mig i dag.
Han var knap seks år yngre end mig. Jeg er født den 11. juni 1972. Og selvom aldersforskellen var der, mærkede vi den aldrig som en afstand. Snarere som en balance. Som om vi havde fundet hinanden midt i tidens strøm.
Men det er ikke alt. Toke savnes vildt meget herfra mig. Som jeg beskrev i artiklen om Toke den 10. juli, så så han mig som en storebror – og jeg så ham som en lillebror. Vi havde et særligt sprog mellem os, og personalet har somme tider fortalt, at vi kunne være pisse dumme og irriterende – men på den der søde måde, hvor det var tydeligt, at vi forstod hinanden helt uden om alle andre.
Toke kunne folde sine hænder, se intenst på mig – og jeg vidste næsten med det samme, hvad han ville. Jeg spurgte måske lige med et par få ord, og så var vi i gang. Den kommunikation har vi stadig.
🌊 Tokes hjem ved vandet
Hvor rejsen bliver til ro – og lyset finder vej gennem blåt vand og varme vinduer.
Men Tokes fortælling slutter ikke her. Den folder sig ud i blåt vand og stille vind. Skibet ligger trygt for anker, klar til at sejle når han vil – men uden hast. For her er der tid.
På bredden står et hus med varme vinduer, som kunne være snedkereret af min far – præcise rammer, kærlig hånd. Rundt om huset blomstrer roser, latyrus og hortensia; farverne spejler sig i vandet som små stykker af håb.
Da Toke skulle bygge sit hus der på klipperne ved vandkanten, gik han en tur rundt i landskabet og kom forbi et smukt hus, badet i sol fra øst, Toke genkendte en del af blomsterne dem havde han set tidligere i sit liv, i sit jordiske liv, og det var når Toke var på besøg hos sin ven Henrik, Toke var godt klar over at min far var død, men kunne det virkelig passe at min far havde bygget et hus her, lige tæt på hvor Toke gerne ville bygge hus.... Toke gik tættere på og så at det var min far (Find Larsen) der havde bygget. Toke fik sig præsenteret og min far hjalp Toke med at få bygget sit fine hus, og de har da siden og til nu hygget sig sammen på den anden side.
Men selvom alt var godt havde Toke dårligt nyt at fortælle min far her i august 2025 (jordisk kalender) for jeg Henrik (skribenten her på siden), kunne fortælle min far at jeg havde fortalt Toke at mor var på vej og at det måske ville ske inden længe, bare så min far var forberedt, i følge Toke tog min far det pænt og forberedte sig på at gå med tunge og lange skridt mod regnbuebroen - derover på den anden side ligger regnbuebroen altid tæt på hvor man er, man skal være klar til at tage imod slægtninge eller kæledyr der er uden mennesker, Toke gik med min far for at han ikke skulle være alene, men alene var min far ikke for alle de mange hunde hoppede og dansede af glæde over at min mor snart skulle ankomme, det kunne Toke fortælle mig, og glæden var stor, selv Tokes egen hund var glad for de andres hundes skyld. Glæden ved at mødes ved regnbuebroen er stor og betyder meget for både dyr men også mennesker, her mødes alle hvis de altså har tid og vil. Toke har fortalt mig at han gik hjem efter at havde fuldt min far til regnbuebroen hvor han for første gang i mange år igen mødte alle hundene, men det er kun dyr der må tage i mod på den anden side af broen, mennesker må ikke passere regnbuebroen.
Her har Toke fundet sin havn. Han går i land, hilser på lyset, lytter til stilheden og smiler – for rejsen fortsætter, bare i en blidere retning. Og når han får lyst, sætter han sejl igen. Fri, men hjemme.
Efterskrift – Tokes havn
Når aftensolen rammer vandet, bliver alt stille.
Man kan næsten høre lyden af to hænder, der lægger tovet til rette –
en gammel vane, en rolig gestus.
Toke står ved sit skib og ser mod horisonten,
ikke fordi han skal sejle ud,
men fordi han ved, at friheden ligger i at kunne.
Bag ham står huset, varmt og åbent,
vinduerne spejler det gyldne lys.
Han trækker vejret dybt, ser mod regnbuebroen
og ved, at de alle er der –
mor, far, hundene – og alle dem, der engang ventede.
Så vender han sig mod havet, smiler og siger stille:
“Herfra kan man se hele himlen.”
Toke foran sit barndomshjem - billedet er taget i 2015
i Ronæsbro ved Nørre Åby Fyn