Denne side er skrevet til minde om min mor, Birthe Larsen.
En fortælling om kærlighed, styrke og de roser, der fulgte hende gennem hele livet.
Særlige afsnit i denne artikel
Vær med til at støtte forskningen i Galdegangscancer
Læs her om urnenedsættelsen af Birthe
Birthe Larsen (1937–2025)
Til minde om et varmt, stærkt og kærligt menneske
Den 5. august 2025 fik min mor, Birthe Larsen, diagnosen galdegangscancer. Sygdommen var allerede fremskreden, og den 22. august blev vi fortalt, at der kun var få måneder tilbage. Kort efter blev udsigten endnu kortere – og allerede den 5. september sov hun stille ind, omgivet af ro og kærlighed.
Selv om sygdomsforløbet blev kort, rummer min mors liv så meget mere end de sidste uger. Det var et liv fyldt med kærlighed, styrke, roser og varme – og det er den historie, jeg ønsker at fortælle her.
Min mors historie
Min mors historie begynder, før hun selv kom til verden. I februar 1937 gennemgik min mormor en operation i den ene æggestok – et indgreb, som lægen dengang reelt ikke havde tilladelse til at udføre. Alligevel lykkedes det, og nogle måneder senere, den 13. september 1937, kom min mor til verden. Lægen, der foretog operationen, blev siden en kendt kvindelæge for netop denne type indgreb – som om min mors liv allerede fra begyndelsen blev båret af både mod og fremskridt.
Hun blev født blandt roser – duftende roser – og i strålende solskin med gyldne solstråler. Det er næsten symbolsk, for roser kom til at følge hende hele livet. Hun elskede dem inderligt, og for mig vil de altid være forbundet med hende.
Alligevel var hendes liv aldrig først og fremmest præget af sygdom og kamp – det var præget af kærlighed. Kærlighed med stort K. Det var kærligheden, der skabte den familie, som jeg og mine brødre er en del af.
Det var ikke uden prøvelser, for min far måtte vælge mellem sine egne forældre og den kærlighed, han havde til min mor. Han valgte hende. Det betød, at de måtte bo hos min mors faster Anna og onkel Hans, mens der stadig brændte en ild imod dem. Men de stod fast, de vandt, og min mor viste den styrke, der fulgte hende hele livet. Ja, mor var sej.
Og selv da livet tog min bror Steen fra os i marts 2019, da han tabte kampen mod kræft, bar min mor videre kærligheden og styrken i familien. Da min storebror Steen skulle bæres fra sygehuskapellet og ud til bilen, skyndte min mor sig at rejse sig for at være med til at bære ham. Som hun selv sagde: "Hvis jeg kunne bære ham i ni måneder, så kunne jeg også bære ham en sidste gang." Og det fik hun gjort. Et billede på hendes styrke og vilje til at stå sammen, selv i den dybeste sorg.
Jeg har altid haft en stor interesse for madlavning – noget jeg arvede fra min mor, og hun fra sin far. Min mor fortalte ofte, hvordan hendes egen far stod i køkkenet og lærte hende glæden ved mad. Som ung pige kom hun ud at tjene i hus, hvor hun lærte husførelse og madlavning. Da hun giftede sig med min far, lagde hun det liv bag sig og blev hjemmegående. Sammen formåede de at bygge en familie på blot én indtægt, og i september 1969 flyttede de ind i det hus, hvor jeg senere i juni 1972 blev født og voksede op – et hjem fyldt med kærlighed, maddufte og tryghed.
Som ung pige var min mor i hus hos tre forskellige familier. Ét af stederne holdt hun kontakten til fruen i mange år – en tidligere husholdningslærer og bankdirektørsfrue, som var 12 år ældre end min mor. Det var med stort vemod, jeg en dag måtte ringe for at fortælle, at min mor nu var sovet ind. Hun talte altid varmt om min mor.
Som ung gik min mor også til folkedans – noget hun ofte talte om som et savn, efter at hun fik familie og ikke længere kunne deltage. Det var en af de mange små ting, hun altid bar i hjertet.
Det var et chokerende hurtigt forløb, som viste, hvor aggressiv og overset denne kræftform er. Mange ved slet ikke, at galdegangscancer findes, og den opdages desværre oftest alt for sent. Det er ikke en arvelig kræfttype, men en sygdom der kan opstå spontant – uden forvarsel.
En mor, der satte spor
Min mor var et menneske, som spredte varme, styrke og omsorg, hvor end hun kom. Hun efterlod sig ikke kun minder, men også værdier – kærlighed, ærlighed og en stille styrke, der bar gennem alt. Hendes smil, hendes måde at lytte på, og hendes evne til at få selv svære dage til at føles lettere, lever videre i os, der kendte hende.
Bryllup, 27. september 1958 – en kærlighed der bar gennem et helt liv.
Ære Birthe – støt forskningen
For at ære min mors minde har jeg startet en indsamling til Kræftens Bekæmpelse. Formålet er at støtte forskningen i galdegangscancer og skabe mere opmærksomhed om denne kræftform, så andre familier i fremtiden kan få mere tid sammen.
Tak fordi du deler mindet
Jeg har skrevet mere om forløbet og indsamlingen på LinkedIn:
Min mors alt for korte kamp med galdegangscancer – hjælp os med at støtte forskningen
Tak fra hjertet
Jeg vil gerne sige en stor og oprigtig tak til alle, der deltog ved min mors bisættelse, sendte blomster, kort eller delte varme ord og tanker. Det har rørt mig dybt at mærke den omsorg og støtte, der omgav os i den tid, hvor vi sagde farvel. Tak fordi I var med til at gøre afskeden smuk, kærlig og mindeværdig.
🌸 Urnenedsættelsen for Birthe Larsen
I dag blev min mor, Birthe Larsen, sat til hvile. Ceremonien fandt sted på den grønne plæne, omgivet af efterårsblade og stilhed. Hun blev stedt til hvile i en smuk, hvid urne prydet med en fredsdue – et symbol på ro, kærlighed og frigørelse.
Ved urnen lagde jeg en lille buket blomster fra mors egen have. De samme blomster, som hun plejede med så meget omsorg og glæde gennem årene. Nu får de lov til at følge hende det sidste stykke vej, som et stykke af hendes hjem og hjerte.
Den store buket var en sammenblanding fra en af mors bekendte – faktisk min mors lillesøsters veninde – og tilføjede en smuk helhed med sine varme farver og variation.
Farverne fra begge buketter – gule, røde og lyserøde nuancer – lyste op mod den grønne jord, og selv i sorgen var der et strejf af den varme, livsglæde og kærlighed, som hun altid bragte ind i verden.
Hun hviler nu i fred – omgivet af naturen, sine blomster og vores kærlighed.
Elsket og savnet – men aldrig glemt.
Vil du dele et minde?
Har du lyst til at dele en tanke, et minde eller blot et par ord, er du hjertelig velkommen til at skrive en kommentar her på siden. Tak fordi du hjælper med at holde mindet levende. 🌹
Tak for alt, mor – for kærligheden, styrken og de uendelige minder.
Roserne vil altid minde mig om dig.
🌸 En natlig have i fred ⚓️
Haven som mor viste mig — et sted, hvor alt lever videre i lys og ro.
En nat, et par dage efter hun sov ind, kom mor og hentede mig.
Hun ville vise mig haven — en have så levende, som jeg aldrig har set den før. Duftene fyldte luften, roser og lathyrus, fresier og et stort bed af georginer, som dansede i den stille nattevind.
Far stod der også. Han viste huset frem — et hus han selv havde bygget, ikke langt fra hvor Toke bor. Måske to eller tre kilometer derfra, men omgivet af marker og træer, som stod i aftenskæret. Huset lå fredfyldt, med åbne vinduer og en duft af frisk træ og blomster.
De var der alle sammen — Sussi, Cæsar, Lucy, Scott og Kiwa. Jeg fik hilst på dem én for én, og de logrede, som om ingen tid nogensinde var gået.
Så kom Toke og hans mor forbi, og vi talte sammen, sådan som man gør, når alt føles naturligt og godt. Ingen hast, ingen uro — kun nærvær, smil og stille forståelse.
Der var en ro over det hele. En fred, som kun findes der, hvor kærligheden har slået dybe rødder — og hvor man mærker, at ingen virkelig er væk.
Selvom mor nu lever i den ro og varme, hun viste mig i haven og omkring huset, bærer jeg stadig på minderne fra hendes sidste tid her hos os.
Hver nat, fra den 22. august til den 5. september, sov jeg i lænestolen ved hendes fodende. Jeg ville være tæt på hende, så hun aldrig var alene.
Det var hårdt, men jeg ville ikke have været et andet sted.
Jeg har ofte tænkt på den formiddag, den 4. september.
Mor var bange — det lyste ud af hende på en måde, jeg aldrig havde set før.
Der var noget i hendes øjne, noget der bad om tryghed og ro, men samtidig noget, der fortalte, at hendes krop var begyndt at give slip.
Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at berolige hende. Jeg holdt hende tæt, talte roligt, forsøgte at få hende til at føle sig tryg midt i den uro, der havde ramt hende.
Senere samme dag, midt på formiddagen, mistede hun pludseligt hørelsen.
Det gjorde ondt at se hende blive så stille, så hurtigt.
Jeg prøvede alt, hvad jeg kunne, for at nå ind til hende, men ordene kunne ikke længere trænge igennem. Og længe troede jeg, at det var min skyld. At jeg burde have reageret anderledes, hurtigere, bedre. En af aftenvagterne der kom for at hjælpe mig, fik mulighede for at komme til at sige et par trøstende ord til min mor, min mor åbnede sine øjne og så på ham, jeg tror at min mor forstod at enden var nær.
Den sidste eftermiddag hjemme i hendes eget lys
Den 5. september kom en af mors veninder på besøg.
Lidt efter ankom mors læge. Det var, som om mor havde ventet netop disse besøg — som om hun havde brug for at se dem, før hun kunne give slip.
Hun virkede roligere. Lægen blev en god halv time, og veninden blev næsten to.
Jeg kunne se, hvordan mors skuldre faldt mere og mere ned i løbet af eftermiddagen, som om kroppen fandt fred i de kendte stemmer og det trygge selskab.
Jeg havde en aftale om senere at gå ned til naboerne for at fortælle, hvordan dagen var gået.
Men da jeg er på vej ud gennem terrassedøren, får jeg en fornemmelse.
Jeg skynder mig at tage min epilepsihjelm på — som om kroppen vidste, at noget var ved at ske, men ikke hvad.
Sekunder efter ændrer mors vejrtrækning sig.
Jeg ringer straks til naboerne:
“Hvis I vil være med til det sidste, så er det nu.”
Jeg stod ved siden af hendes seng i stuen, da hun tog sit sidste åndedrag.
Hun fik lov til at sove ind i sit eget hjem — det hjem, hun selv havde været med til at bygge i 1969.
Hun lå og så ud på vejret, fuglene og sin have.
Hun sov ind dér, hvor hun hørte til.
Hjemme.
Men i nat (15. november) sagde mor noget til mig, som gav mig ro for første gang:
“Der var kun stilhed.
Ikke mørke.
Ikke frygt.
Bare en tomhed i kroppen – men jeg mærkede dig alligevel.
Jeg vidste, du var der.”
Det sidste, man mister, siges at være hørelsen.
Men mor mistede den før sin afsked — ikke af naturens gang, men på grund af forgiftningen, der ramte hendes hjerne. Alligevel mærkede hun min tilstedeværelse.
Hun var tryg, fordi jeg blev hos hende.
Fordi jeg sad dér, nat efter nat.
Fordi min kærlighed nåede hende — også dér, hvor lydene ikke længere kunne.
Når jeg nu ser haven, huset og alle dem omkring hende derovre, forstår jeg lidt bedre, hvad hun forsøgte at vise mig:
At hendes liv ikke endte i stilheden.
At hun kom igennem den.
Og at min kærlighed bar hende hele vejen.
💛 Mor og far – sammen igen 💛
Læs også om Find Erik Larsens liv og minde.
Jeg kan også varmt anbefale dig at læse om min ven neden for.
Læs også om Tokes liv og minde