💥Underrubrik: Mange borgere oplever, at deres klagesag ikke bliver vurderet grundigt. Men hvad kan man stille op, når Ankestyrelsen ser bort fra vigtig dokumentation? Denne artikel giver svar og strategier.

Indledning :

Du har klaget. Du har sendt dokumentation. Speciallægeerklæringer, statusattester, hospitalsjournaler. Men Ankestyrelsens afgørelse ignorerer det hele.

Du sidder med en følelse af magtesløshed og uretfærdighed. For hvordan kan en instans, der skal sikre din retssikkerhed, overse så tydelige beviser?

Du er ikke alene. Det sker oftere, end man tror. Og det er ikke dit ansvar at bære konsekvenserne af et system, der ikke gør sit arbejde ordentligt.

Men du kan gøre noget. Du kan dokumentere, reagere og udfordre afgørelsen på nye måder.

Denne artikel handler om, hvad du kan gøre, når Ankestyrelsen fejler – og hvordan du bevarer din stemme og ret.

Baggrund/kontekst :

Ankestyrelsen er sat i verden for at sikre lovligheden af kommunernes afgørelser. Men i praksis tager mange borgere imod afgørelser, der gentager kommunens konklusioner uden at forholde sig til nye oplysninger.

Det sker, at:

• Bevismateriale ikke nævnes

• Diagnoser overses

• Funktionsbeskrivelser ignoreres

Flere eksperter har kritiseret Ankestyrelsen for at agere som "anden forvaltning" i stedet for som retsbeskyttende myndighed.

For borgerne betyder det, at klagesystemet ikke fungerer. Når nye beviser ikke vurderes, mister klagen sin betydning. Det er i strid med officialmaksimen – myndighedens pligt til at oplyse sagen korrekt og fyldestgørende.

Som Landsforeningen Autisme skrev i en klage:

"Det er ikke borgerens ansvar, hvis styrelsen undlader at indhente eller inddrage dokumentation."

Case/eksempel :

I min egen sag havde jeg sendt mere end 10 bilag til Ankestyrelsen. Lægeudtalelser, pædagogiske vurderinger, anfaldslog og specialiserede erklæringer fra sygehus og kommune.

Alligevel gengav Ankestyrelsen kun udvalgte dele af sagen. Vigtige forhold som min epilepsi, diabetesregulering, kognitive belastning og tidligere tilbud blev ikke vurderet samlet. Nogle blev slet ikke nævnt.

Da jeg bad om genvurdering, brugte jeg min ret til at dokumentere: Jeg gennemgik punkt for punkt, hvad jeg havde sendt ind, og hvad der ikke var med i afgørelsen. Jeg dokumenterede også, hvad kommunen havde sagt i interne notater, som Ankestyrelsen havde overset.

Og det virkede. Min sag blev genoptaget.

Jeg kender flere, der har gjort det samme. En borger dokumenterede, hvordan en psykiatrisk erklæring slet ikke var nævnt i afgørelsen. En anden viste, at Ankestyrelsen havde byttet rundt på datoer, så vurderingen fremstod mere opdateret end den var.

Fejl sker. Men det er myndighedens ansvar at rette dem. Ikke borgerens ansvar at leve med dem.

Systemiske konsekvenser :

Når Ankestyrelsen ignorerer bevismateriale, forvandler klagesystemet sig fra en beskyttelse til en barriere. Det skaber ulighed og utryghed. Og det udhuler selve ideen med en klageinstans.

Mange borgere mister troen på systemet. Og mange dropper sagen, fordi de ikke orker flere afslag uden svar.

Det er alvorligt. For retsbeskyttelsen afhænger af, at nogen lytter – og handler. Når det ikke sker, risikerer vi, at sager afgøres på halve oplysninger og gamle misforståelser.

Hvis Ankestyrelsen ikke vil tage ansvar, skal andre gøre det. En forvaltningsdomstol vil kunne prøve, om bevismateriale reelt er vurderet. Det vil skabe gennemsigtighed og tvinge myndighederne til at tage borgernes dokumentation alvorligt.

Curling-afsnittet :

Det er ikke forkælelse at forlange, at ens beviser bliver læst. Det er ikke curling at dokumentere fejl i en afgørelse. Det er ansvarlighed.

Du er ikke urimelig, fordi du holder fast. Du er modig.

Systemet fejler. Men det betyder ikke, at du skal give op.

Afslutning/opråb :

Når Ankestyrelsen svigter, må vi reagere. Skriv, dokumenter, kræv gennemsigtighed. Og send sagen videre, hvis du bliver overhørt.

Du har ret til at blive hørt. Du har ret til, at dine beviser bliver taget alvorligt. Og du har ret til at insistere på, at sagsbehandlingen følger loven.

Vi skal ikke tilpasse os systemets fejl. Vi skal rette dem. Sammen.

SoMe: Hvad gør du, når Ankestyrelsen ignorerer dine beviser? Du dokumenterer. Du reagerer. Og du insisterer. Denne artikel giver dig værktøjerne til at tage magten tilbage.

Om forfatteren: Henrik Larsen (født 1972) er handicapaktivist og debattør. Han lever med flere medfødte og kroniske diagnoser og har mangeårig erfaring med myndighedskontakt og systemiske fejl i det sociale område. Henrik arbejder for åbenhed, respekt og retssikkerhed i mødet mellem borger og system. Han deler sin viden og personlige erfaring for at styrke andre i lignende situationer. Se mere på autismeliv.dk.

✨ Hvis du oplever, at dine beviser ikke bliver vurderet i en klagesag, kan du skrive til Folketingets Ombudsmand. Ombudsmanden fører tilsyn med alle offentlige myndigheder og kan tage stilling til, om du er blevet behandlet korrekt. Se mere på: www.ombudsmanden.dk

💥Underrubrik:

Danmark har en af verdens ældste grundlove – men beskytter vi stadig de svageste, når paragrafferne støver til og forvaltningsprincipper bøjes for systemets bekvemmelighed? 

Indledning og perspektiv

“Her ser du, hvem der er systempartier – og hvem der kæmper for retssikkerhed.” Sådan skriver Katrine Daugaard i et aktuelt opslag, hvor hun viser, hvordan partierne fordeler sig i spørgsmålet om kontrol med magten. Det er en påmindelse om, at vores Grundlov kun er stærk, hvis nogen forsvarer den – også for mennesker med handicap.

Den 5. juni fejrer vi Grundlovsdag. Men hvad nytter en frihedsfejring, hvis retsgarantierne ikke gælder i praksis? I serien Rettens forsvundne hjørnesten har vi afdækket sag efter sag, hvor officielle principper som vejledningspligt, partshøring og individuel vurdering er blevet tilsidesat – ofte til skade for dem, der i forvejen står uden for fællesskabet.

Denne artikel spørger: Har vi stadig en retsstat, når systemet får førstevalg – og borgeren andenrang?

Baggrunden for denne artikel

Grundloven blev vedtaget i 1849 og markerede et opgør med enevælden. Siden da har Danmark haft en stærk tradition for demokrati, ytringsfrihed og magtens tredeling. Men retsstaten er ikke en selvfølge. Den kræver opmærksomhed, vedligeholdelse – og politisk vilje.

I 2023 modtog Danmark skarp kritik fra FN’s Handicapkomité for netop dette: svækket retssikkerhed i det specialiserede socialområde, manglende uafhængig klageinstans og en praksis, hvor borgeres rettigheder bliver tilsidesat af økonomiske hensyn og kommunal skønsudøvelse. FN anbefalede bl.a., at Danmark indfører en forvaltningsdomstol og styrker den individuelle vurdering af behov.

Alligevel har flere politiske partier foreslået at svække retssikkerheden yderligere – f.eks. ved at reducere kravene til partshøring og slække på forvaltningslovens dokumentationspligt. Det sker samtidig med, at tusindvis af mennesker oplever afgørelser, der er præget af standardafslag, manglende aktindsigt og skjult kassetænkning.

I dette landskab bliver Grundloven symbolsk – men ikke reel – hvis vi ikke forsvarer de rettigheder, den skulle sikre.

Et konkret eksempel fra virkeligheden

I serien Rettens forsvundne hjørnesten har vi fulgt flere konkrete sager, der viser, hvordan systemet svigter. Ét eksempel er botilbudssagen fra Odense Kommune, hvor en borger med atypisk autisme, epilepsi og insulinbehandlet diabetes oplever, at centrale oplysninger bliver ignoreret i både kommunens og Ankestyrelsens afgørelser.

Dokumenter fra Epilepsihospitalet og lokalpsykiatrien bliver aldrig indhentet, selvom det er borgeren selv, der anmoder om det. Diagnoser bliver udeladt, og funktionsevnen fordrejes. På trods af tydelig dokumentation bliver der ikke foretaget en samlet vurdering – og heller ikke en fagligt funderet helhedsanalyse. Det er stik imod officialmaksimen, som forpligter myndighederne til at oplyse sagen, inden der træffes afgørelse.

FN’s kritik passer præcist på sådanne sager. Som det fremgår af journalen fra lokalpsykiatrien, vurderes det, at borgerens behov "i højere grad [er] en kommunal opgave" – altså et spørgsmål om støtte og hjælp i hverdagen, ikke psykiatrisk behandling. Alligevel blev disse oplysninger aldrig inddraget i vurderingen.

Som i så mange andre tilfælde står borgeren tilbage med følelsen af at kæmpe mod et system, der har glemt sit formål: at beskytte og støtte – ikke at spare og skubbe væk.

Når fejl bliver til mønstre

Når man ser på tværs af sagerne i serien, tegner der sig et mønster: Retssikkerhedsprincipper bliver systematisk udhulet. Kommuner afviser borgere med henvisning til standardformuleringer, aktindsigt bliver forsinket eller nægtet, og bevismateriale bliver overhørt – selv i Ankestyrelsen.

Denne praksis svækker borgerens position i forvaltningen og gør det nærmest umuligt at få oprejsning. Når først en forkert afgørelse er truffet, bliver det borgerens opgave at finde og præsentere alt relevant materiale – selvom det i udgangspunktet er myndighedens ansvar.

Det skaber ulighed. Dem, der har ressourcer til at klage, dokumentere og føre sager, har måske en chance. Men mange opgiver. De bliver usynlige i statistikken – men ikke i virkeligheden.

Dertil kommer, at embedsværket og de politiske flertal i stigende grad prioriterer systemstabilitet over retsgarantier. Som Katrine Daugaard skriver, har vi fået en opdeling mellem systempartier og retsstatsforkæmpere. Det stiller vælgerne over for et grundlæggende spørgsmål: Hvem forsvarer retsprincipperne, når de er under pres?

Til dig, der måske tænker 'det gælder ikke mig'

Nogle vil måske tænke: “Det er jo bare enkelte sager – systemet virker jo for de fleste.” Men problemet er netop, at retssikkerhed ikke handler om flertallet. Den handler om mindretallet. Om dem, der ikke kan råbe højest, og som risikerer at blive trådt på, når systemet effektiviseres.

Grundloven er ikke til pynt. Den gælder også for dem, der har brug for hjælp – ikke kun for dem, der kan klare sig selv. Når vi forsvarer retsprincipperne for de mest udsatte, forsvarer vi dem i virkeligheden for os alle.

Hvad gør vi nu?

Vi nærmer os et skæringspunkt. Enten vælger vi at beskytte vores grundlæggende rettigheder – også for mennesker med handicap – eller også lader vi dem glide os af hænde i effektivitetens navn.

På Grundlovsdag den 5. juni bør vi spørge os selv: Hvem forsvarer retsstaten, når det virkelig gælder? Og hvordan sikrer vi, at de principper, vi fejrer, også efterleves i praksis?

Hvis svaret skal være mere end festtaler, har vi brug for handling. Vi har brug for en uafhængig forvaltningsdomstol. Vi har brug for myndigheder, der arbejder i borgerens interesse. Og vi har brug for modige stemmer – både blandt borgere og politikere – der tør sige fra, når retssikkerheden svigtes.

SoMe Grundlovsdag:

Hvem forsvarer retsstaten, når mennesker med handicap taber kampen mod systemet? Ny artikel i serien Rettens forsvundne hjørnesten stiller skarpt på politisk svigt, FN-kritik og forråelse. #Retssikkerhed #dkpol #handicapdk #RettensForsvundneHjørnesten

Om forfatteren

Henrik Larsen er 52 år og lever med autisme, epilepsi og flere kroniske lidelser. Han har siden 2020 ført egne sager mod kommunen og Ankestyrelsen og kæmper for et liv med værdighed. Henrik står bag hjemmesiden Autismeliv.dk og har skabt artikelserien Rettens forsvundne hjørnesten, som sætter fokus på svækkede retsprincipper i det specialiserede socialområde.

Med hjælp fra AI-digital assistent dokumenterer han fejl i myndigheders afgørelser og giver andre borgere viden og mod til at stå op for deres rettigheder. Artiklerne tager udgangspunkt i både egne erfaringer og officiel dokumentation og er allerede delt af tusindvis på sociale medier.

Henrik mener, at Grundloven kun giver mening, hvis den også gælder for dem, der står uden for det normale arbejdsmarked. Serien er hans måde at holde fast i håbet – og samtidig vise, hvordan man kan føre sag, selv når kræfterne er få.

💥Underrubrik: Kommunerne har haft chancen. Nu er det tid til at placere det specialiserede handicapområde der, hvor fagligheden bor – fx i VISO eller en ny national instans. Det er ikke nok at tale om det. Der skal handles. 🙏

Indledning: Mens der tales, forringes liv. For tusindvis af mennesker med handicap er kommunal sagsbehandling blevet en uforudsigelig kamp. Alt for mange oplever manglende forståelse, fejl i vurderinger og afslag uden reelt grundlag. Kommunerne har haft ansvaret i årevis – og fejlet. Det er tid til at tage konsekvensen. Det specialiserede handicapområde skal ud af kommunerne og placeres hos en uafhængig instans med dokumenteret ekspertise.

Baggrund og kontekst: I dag er det VISO – den nationale videns- og specialrådgivningsorganisation – som rådgiver kommunerne i komplekse sager. VISO’s fagpersoner er eksperter på netop det specialiserede handicapområde. Men kommunerne er ikke forpligtet til at følge deres anbefalinger. Det skaber en absurd situation, hvor højt specialiseret viden ikke udmøntes i handling – og borgerne betaler prisen.

Samtidig viser erfaringerne, at kommunerne ofte handler ud fra økonomiske hensyn snarere end borgerens reelle behov. Det er i strid med både serviceloven og forvaltningsretten. Flere partier har tidligere foreslået at flytte området – blandt andet i B139 (2020/21) – men intet er blevet vedtaget. Altinget og Dansk Folkeparti har rejst debatten, og senest er der igen lavet aftaler om justeringer. Men borgerne venter stadig.

📌 Kommentarindsamling og reaktioner: Flere reaktioner på sociale medier viser, hvor alvorligt problemet er – og hvor forskelligt det forstås:

• En offentlig kommentar fra en bekendt på Facebook vidner om en grundlæggende misforståelse af, hvad det vil sige at have en diagnose og samtidig skulle bevise sin ret i et system, der ikke vil lytte. Det er ikke nok at "samarbejde med kommunen" – hvis kommunen nægter at handle.

• En anden borger skriver ærligt, at "handicapområdet er i frit fald", og at det moralske kompas synes forsvundet i flere kommuner. Personen efterlyser handling – ikke bare fra enkeltpersoner, men fra organisationer med ansvar og stemme.

Omvendt viser kommentarerne også, at ens oplevelse med systemet ofte afhænger af, hvilket postnummer man bor i. Det er en uholdbar og uretfærdig virkelighed.

Forslag og løsning: Der bør etableres en national instans – evt. i forlængelse af VISO – med ansvar for det specialiserede handicapområde. Denne instans skal:

1. Overtage sagsbehandlingen i sager, hvor kommunerne ikke har den nødvendige specialviden.

2. Sikre, at faglige anbefalinger fra VISO bliver bindende.

3. Agere uafhængigt af kommunernes økonomiske prioriteringer.

4. Samarbejde direkte med en ny forvaltningsdomstol ved klager.

5. Overtage driftsansvar for botilbud, støttecentre samt aktivitets- og beskæftigelsestilbud efter §103 og §104 i serviceloven.

📌 Eksempel fra virkeligheden: I en konkret sag har en borger anmodet om, at kommunen indhenter opdaterede statusattester fra Epilepsihospitalet og Lokalpsykiatrien – med fuldt samtykke. Sagsbehandleren tilkendegav på et møde, at det ville blive undersøgt, men efterfølgende blev anmodningen ignoreret. Referatet fra mødet nævner intet om det, og attesterne blev aldrig indhentet. Dette er desværre ikke en enlig svale – det viser, hvordan kommuner i praksis kan ignorere borgerens helbredsforhold uden konsekvens.

📌 18 års eksperiment uden konsekvens: Siden kommunalreformen i 2007 har kommunerne haft det fulde ansvar for både visitation og drift på handicapområdet. Efter 18 år står det klart: decentraliseringen har skabt uensartet praksis, økonomisk styring frem for faglighed – og store forskelle afhængigt af postnummer.

📌 Kommunen som både dommer og leverandør: Når kommunen både bevilger og driver tilbuddene, opstår der en grundlæggende interessekonflikt. Det svarer til, at én part både skal vurdere behov og styre økonomien – og ofte vinder pengene over princippet om individuel vurdering.

📌 VISO som fagligt anker – men uden magt: VISO’s anbefalinger ignoreres i praksis, når de strider mod kommunale budgetter. Det udhuler borgerens retssikkerhed. En national instans med VISO som grundlag vil kunne sikre uvildighed og kontinuitet.

📌 Specialisering er en nødvendighed: Personer med komplekse funktionsnedsættelser – fx kombinationer af neurologiske, psykiske og somatiske tilstande – kan ikke rummes i en kommunal standardramme. Det kræver tværfaglighed og specialisering, som mange kommuner ikke råder over.

📌 Fuld magt uden ansvar: Det begynder at ligne et lukket magtsystem, hvor kommunerne vil have kontrollen over hele værdikæden – men uden reel ansvarlighed. Man fristes til at kalde det en slags moderniseret social isolering. Det vækker mindelser om, hvordan mennesker med handicap i årtier blev gemt væk – som vi senest har set eksempler på fra Grækenland.

På den måde kan vi sikre, at borgerne får reel retssikkerhed – og at systemet behandler alle med respekt og efter lovens hensigt.

Curling-afsnittet – til skeptikere og systemtro: Det handler ikke om at tage magten fra kommunerne for princippets skyld. Det handler om at redde et område, som mange kommuner reelt ikke formår at løfte. Når højt specialiserede behov mødes med generelle standardløsninger, opstår systemsvigt – ikke retssikkerhed. Hvis du tror, at systemet fungerer, så spørg de mennesker, der har ventet i årevis på hjælp, mens livet gik videre uden støtte.

Afslutning og opråb: Det er ikke nok at diskutere problemet. Det er dokumenteret, analyseret og beskrevet til hudløshed. Nu skal der handles. Et nyt borgerforslag er nødvendigt – og det bør gå hånd i hånd med forslaget om en forvaltningsdomstol. Fordi retssikkerhed ikke må være afhængig af postnummer.

SoMe-opslag: Flere partier har talt om det. Eksperterne råber op. Borgerne dokumenterer svigt. Nu må vi handle. Det specialiserede handicapområde skal ud af kommunerne – og fagligheden skal tilbage i centrum. #Retssikkerhed #Handicapdk #VISO #Forvaltningsdomstol #BorgerensRet

Om forfatteren: Henrik Larsen (52 år) er digital skribent, retssikkerhedsaktivist og blogger på Autismeliv.dk 🧱📣. Han har personlig erfaring med at føre sag mod kommunale afgørelser og har i årevis dokumenteret systemfejl, skjult kassetænkning og manglende retsgarantier for mennesker med handicap og kroniske lidelser.

Henrik er idémand bag artikelserien “Rettens Forsvundne Hjørnesten” og har engageret sig i både politiske debatter og juridiske klagesager – altid med et mål om at styrke borgerens stemme og retssikkerhed i praksis. Han bor i Odense og arbejder dedikeret for en mere gennemsigtig og ansvarlig offentlig forvaltning ⚖️✊.

💥Underrubrik: Danmark har brug for en uvildig, specialiseret forvaltningsdomstol, der kan sikre borgernes rettigheder – uanset om det gælder socialområdet, miljøet, skattesager eller ældreplejen. Dette borgerforslag lægger op til en samlet løsning.

Indledning: Når systemet svigter, og forvaltningen ikke lever op til sine egne regler, står borgeren alene tilbage. Det gælder, uanset om man er familie med et handicappet barn, en arbejdsløs i klage over jobcentret, en ældre med afslag på hjemmehjælp – eller en boligejer med en forkert ejendomsvurdering. I Danmark har vi i dag ikke en egentlig forvaltningsdomstol. I stedet overlades afgørende principielle spørgsmål til klagesystemer, der ikke altid er uafhængige. Dette borgerforslag foreslår en reel og bredt dækkende forvaltningsdomstol – ikke kun for én sektor, men for hele forvaltningsloven.

Baggrund og kontekst: Borgerens retssikkerhed er afhængig af uvildighed, gennemsigtighed og adgang til prøvelse. Men i dag er klagemulighederne ofte begrænsede og afhænger af myndighedernes egne nævn eller styrelser. Ankestyrelsen, Skatteankestyrelsen, Miljø- og Fødevareklagenævnet og flere andre instanser behandler hvert år tusindvis af klager, men uden domstolslignende rammer. Ofte er der ikke mundtlig forhandling, ingen adgang til aktindsigt i vurderingsgrundlaget før afgørelse – og sagerne behandles internt, uden dommeres deltagelse. I flere FN- og EU-sammenhænge er Danmark blevet kritiseret for manglende uvildighed og effektive retsmidler på netop disse områder.

📌 Danmark er en undtagelse i EU Alle 27 EU-lande har en eller flere forvaltningsdomstole – undtagen Danmark.

I vores nabolande (Tyskland, Sverige, Finland, Holland, Frankrig osv.) kan borgerne få prøvet en myndighedsafgørelse i en særskilt domstol, hvor dommerne er specialiseret i forvaltningsret.

I Danmark må man gå til almindelige domstole, og det sker næsten aldrig, fordi det er for dyrt, tager for lang tid – og fordi dommerne ikke har forvaltningsret som fagligt hovedområde.

📌 Hvordan fungerer det i vores nabolande? I Tyskland findes et helt domstolssystem dedikeret til forvaltningsret – med egne instanser og specialiserede dommere. I Sverige og Finland har man særskilte forvaltningsdomstole, hvor borgerne kan få prøvet afgørelser om alt fra social støtte til miljø og skatteforhold. I Holland og Frankrig er systemet ligeledes bygget op omkring en særlig forvaltningsretlig struktur.

Pointen er ikke kun, at det eksisterer – men at det virker. Det er muligt at få afgjort sager hurtigt, sagligt og med respekt for retsprincipperne. Og det giver både borgere og myndigheder klare rammer.

Et borgerforslag om en bredt funderet forvaltningsdomstol er ikke nyt. Tidligere forslag har dog fokuseret snævert – fx kun på social- og handicapområdet. Men behovet er større. Vi har brug for en institution, der kan tage sager på tværs af områder og sikre retsprincippers overholdelse, uanset om det gælder aktindsigt, partshøring, proportionalitet eller saglighed. Det er tid til at samle kræfterne i én instans.

Derfor har vi brug for en forvaltningsdomstol:

• Uvildighed og retslig prøvelse

• Én samlet instans på tværs af sagsområder

• Dommere – ikke embedsmænd

• Bedre beskyttelse af udsatte borgere

• Effektivitet og ensartethed

Eksempel og case: Tænk på en borger, der har fået afslag på støtte til hjælpemidler og samtidig kæmper med en forkert skatteopkrævning samt en byggesag, der er blevet afvist uden begrundelse. I dag må vedkommende føre tre forskellige klagesager i tre forskellige systemer – alle uden reel adgang til en domstol, medmindre sagen føres hele vejen op til Landsretten med privat advokat og årelange forløb. Det er hverken effektivt eller retfærdigt.

I vores artikelserie "Rettens Forsvundne Hjørnesten" har vi dokumenteret, hvordan borgere gentagne gange oplever at blive ignoreret, fejlbehandlet eller på anden måde retsløst overladt til systemets egne fortolkninger. Det gælder både personer med handicap, udsatte børn, klimaaktivister og ældre, der søger pleje. Fællesnævneren er en manglende instans, der kan sætte grænser for myndighedernes magt og sikre en retsstatslig balance. En forvaltningsdomstol skal netop være dét anker.

Citat fra et fysisk møde 5. marts 2025: Under et møde med Odense Kommune den 5. marts 2025 anmoder jeg om, at der bliver indhentet statusattest fra Epilepsihospitalet og Lokalpsykiatrien. Jeg har givet samtykke. Det fremgår også af mødeoptagelsen, at sagsbehandleren siger, at det noteres, og at det vil blive undersøgt.

Alligevel nægter kommunen senere at gøre det – og i det skriftlige referat står intet om min anmodning. Det er slettet. Tavsheden har overtaget.

Det her er ikke bare dårlig administration. Det er retsusikkerhed forklædt som sagsbehandling. Og det sker i tusindvis af sager – uden nogen form for ansvarsfølelse eller konsekvens.

Systemiske konsekvenser: Oprettelsen af en forvaltningsdomstol vil styrke retsstaten og sikre borgerens position i forhold til den offentlige forvaltning. Det vil ikke bare være en klageinstans, men en juridisk forankret institution med dommere, der kan træffe bindende afgørelser og fastlægge principielle standarder for god forvaltningsskik. Samtidig vil det aflaste både Folketingets Ombudsmand og de eksisterende nævn, som ofte mangler ressourcer til at følge op på fejl.

En domstol med kompetence på tværs af forvaltningsområder vil fremme ensartethed, gennemsigtighed og mulighed for reel retlig prøvelse. Den vil også understøtte borgernes tillid til velfærdssystemet og sikre, at ingen sager fejes ind under gulvtæppet, fordi de ikke passer ind i en eksisterende klagekonstruktion. Ikke mindst vil det beskytte de mest udsatte, som i dag taber, netop fordi de ikke har adgang til specialiseret og uafhængig prøvelse.

Tidligere borgerforslag har været begrænsede i sigte – nogle har kun vedrørt ældreområdet, andre handicapområdet. Dette forslag er nyt, fordi det ikke kun handler om sagsområder, men om retsprincipper: uvildighed, legalitet, gennemsigtighed og retten til at blive hørt.

Curling-afsnittet – til skeptikere og systemtro: Nogle vil hævde, at vi har nok kontrolinstanser allerede. Men det er netop pointen: de eksisterende nævn og styrelser er ikke uafhængige domstole. Mange sager handler ikke om dårlig behandling, men om, at afgørelser ikke er lovlige. Her rækker tilsyn og anke ikke – der er brug for domstolsprøvelse. Et velfungerende demokrati frygter ikke uvildighed – det bygger på det.

Afslutning og opråb: Derfor fremsætter vi nu dette borgerforslag om at oprette en samlet og bredt dækkende forvaltningsdomstol i Danmark. Den skal kunne tage stilling til afgørelser fra alle dele af den offentlige forvaltning – fra kommunale socialafdelinger til nationale klagenævn. Det er på tide, vi tager retssikkerheden alvorligt. Skriv under, del forslaget – og vær med til at styrke demokratiet.

SoMe-opslag: Vi har brug for en forvaltningsdomstol i Danmark – for ALLE borgere. Ikke kun i handicap- eller ældreområdet, men også skat, miljø, jobcenter og ejendomsvurderinger. Et nyt borgerforslag er på vej. Følg med og støt op! #Forvaltningsdomstol #Retssikkerhed #BorgerensRet #dkpol

Om forfatteren: Henrik Larsen (52 år) er digital skribent, retssikkerhedsaktivist og blogger på Autismeliv.dk 🧱📣. Han har personlig erfaring med at føre sag mod kommunale afgørelser og har i årevis dokumenteret systemfejl, skjult kassetænkning og manglende retsgarantier for mennesker med handicap og kroniske lidelser.

Henrik er idémand bag artikelserien “Rettens Forsvundne Hjørnesten” og har engageret sig i både politiske debatter og juridiske klagesager – altid med et mål om at styrke borgerens stemme og retssikkerhed i praksis. Han bor i Odense og arbejder dedikeret for en mere gennemsigtig og ansvarlig offentlig forvaltning ⚖️✊.