Borgerforslaget om at oprette en uafhængig forvaltningsdomstol er nu genopslået i ny og regelret version – som tredje og sidste forsøg. Forslaget handler om at sikre retssikkerhed og reel domstolsprøvelse for borgere, der oplever fejl i systemet.

Du kan blive medstiller her:
👉 https://www.borgerforslag.dk/bliv-medstiller-paa-forslag/?Id=FT-20808

Frist for medstillere:
Senest 16. juli 2025

Du kan læse hele forslaget her:

Titel: Retssikkerhed for borgere – opret en uafhængig forvaltningsdomstol

Forslag:
Vi foreslår, at Folketinget vedtager en lov om oprettelse af en uafhængig forvaltningsdomstol.

Domstolen skal have kompetence til at behandle klager over afgørelser truffet af kommuner, regioner og statslige myndigheder. Den skal kunne omgøre afgørelser, der er ulovlige, uforsvarlige eller åbenlyst urimelige. Domstolen skal være specialiseret, uvildig og have forvaltningsretlig ekspertise på social-, sundheds-, skatte- og miljøområdet.

Forvaltningsdomstolen skal sikre en reel prøvelse af forvaltningsafgørelser i overensstemmelse med Grundlovens § 63, og gøre op med den nuværende situation, hvor borgere ofte overlades til administrative instanser uden domsmyndighed eller effektive retsmidler.

Formålet er at skabe et mere retfærdigt, overskueligt og tilgængeligt system, hvor borgere kan få prøvet deres sag på en måde, der ikke kræver store økonomiske ressourcer eller juridisk specialviden. Domstolen skal dermed bidrage til større tillid, ligebehandling og retsbeskyttelse i mødet mellem borger og myndighed.

Bemærkninger:
Danmark er et af de få EU-lande, der endnu ikke har etableret en forvaltningsdomstol – på trods af at Grundlovens § 63 siden 1953 har givet mulighed for domstolsprøvelse af forvaltningsafgørelser. Mange andre europæiske demokratier – herunder Sverige, Tyskland, Frankrig og Holland – har indført sådanne domstole for at sikre borgernes retsstilling i mødet med myndighederne.

I Danmark overlades klager i praksis til administrative instanser som Ankestyrelsen, nævn og Folketingets Ombudsmand, der ikke har kompetence til at omgøre ulovlige eller urimelige afgørelser. Dette svækker borgernes retsstilling og kan føre til alvorlige konsekvenser for den enkelte.

Særligt borgere med handicap, kronisk sygdom, psykiske lidelser eller sociale udfordringer rammes. Mange har ikke mulighed for at føre sag ved de almindelige domstole – dels pga. omkostninger, dels pga. den psykiske belastning og kompleksitet. Dermed opstår en retsløshed, hvor alvorlige fejl og svigt ikke bliver prøvet eller rettet.

En specialiseret og tilgængelig forvaltningsdomstol kan ændre dette. Den vil:

• Sikre en reel, uvildig prøvelse af afgørelser

• Gøre rets prøvelse tilgængelig for almindelige borgere

• Styrke retssikkerheden, især i sårbare sager

• Fungere som en garant for myndigheders lovmedholdelighed

Vi foreslår, at domstolen dækker socialområdet (fx botilbud, hjælpemidler, merudgifter), sundhedsområdet (fx patientrettigheder, behandlingsfejl), skatteområdet (fx ejendomsvurderinger), samt miljø- og byggesager. Derudover bør domstolen have fleksible rammer, så nye sagsområder kan inddrages over tid.

Domstolen skal være let tilgængelig – både fysisk og digitalt – og have mulighed for skriftlig sagsbehandling, bistand til borgere uden advokat, og evt. gebyrfritagelse i særligt udsatte sager. Det bør samtidig sikres, at sager behandles hurtigt og kompetent.

En forvaltningsdomstol vil også aflaste det øvrige retssystem og sikre, at almindelige domstole ikke tvinges til at vurdere komplekse forvaltningssager uden nødvendige specialkompetencer.

Vi henviser til:

• Rigsrevisionens kritik (2024) af Ankestyrelsens tilsyn med kommunerne

• FN’s Handicapkomités bemærkninger (2022) om Danmarks manglende retsmidler

• TV2 Bornholm (2023): Handicappede skal have bedre adgang til retten

• DR (2024): Skandalen om de nye ejendomsvurderinger

• TV2 (2024): Nordic Waste: Den perfekte shitstorm

• SL videns portal (2023): Ret til at være forældre – også med overvågning

Retssikkerhed bør ikke være afhængig af ressourcer eller held. En forvaltningsdomstol er et nødvendigt og ansvarligt skridt mod et mere retfærdigt velfærdssamfund.

Artiklen her hænger sammen med artiklen om at få flyttet det specialiseret handicapområde væk fra kommunerne, 📢 Retssikkerhed må ikke afhænge af dit postnummer

💥Underrubrik:

Forårets artikler satte ord på tavshed, modmagt og retssikkerhed. Men hvad kom der ud af det hele? I denne opsamlende artikel samler vi reaktionerne – og lægger sporet frem mod det, der kommer.

Indledning

En afslutning er også en begyndelse. Serien Rettens forsvundne hjørnesten blev i foråret 2025 skabt som en direkte reaktion på måneder med systemisk svigt og dokumenterede brud på retssikkerheden. I takt med at flere artikler blev delt, voksede også reaktionerne fra borgere, fagpersoner og politikere.

Nogle fandt håb, andre fandt vrede – men fælles var fornemmelsen af, at der sker noget nu.

Denne sidste artikel inden sommerpausen samler op: Hvad har vi sat i gang? Hvad har vi lært? Og hvad skal der ske i efteråret?

For mig blev det også personligt. Den modstand, jeg stod i, er ikke længere bare noget, jeg beskriver. Det er noget, systemet nu selv har måttet forholde sig til. Og det giver håb – også for andre.

Baggrund/kontekst

Da vi begyndte i maj 2025 med de første artikler om partshøring, officialmaksimen og saglighedskrav, var det med ét formål: At vise, hvordan borgernes retssikkerhed forsvinder, når systemet svigter.

Vi har nu udgivet i alt 17 artikler i løbet af maj og juni. Hver artikel har sat fokus på ét princip, én problemstilling eller ét mønster i systemets måde at håndtere borgere med handicap og kronisk sygdom. Det har ikke været tom kritik – men dokumenteret, personligt og med forslag til forandring.

I juni kom endnu flere lag på: DJØF’ernes rolle, sproget i afgørelser, tabet af tillid og afsløringer af kassetænkning via aktindsigt. Det blev tydeligt, at mange oplever præcis det samme – uanset diagnose, bopæl eller sagstype.

Reaktionerne strømmede ind. Ikke bare fra borgere og aktivister, men også fra fagpersoner, embedsfolk og politikere. På få uger gik enkelte opslag viralt – og tusindvis læste med, delte og reagerede.

Men vigtigst: Det er ikke længere bare min stemme.

Det er blevet til vores stemmer. Og sammen har vi vist, at oplysning og vedholdenhed kan rykke noget – selv inde bag murene i et ellers lukket system.

Case/eksempel

Jeg vil gerne dele ét konkret vendepunkt fra min egen sag. Det handler om Ankestyrelsens afgørelse den 12. april 2025 – og om, hvordan deres holdning ændrede sig radikalt, da sagen blev holdt op mod de principper, de selv er sat til at sikre.

Den 12. april blev min sag afvist. Ankestyrelsen lagde vægt på kommunens vurdering og forholdt sig ikke til hverken dokumentation, helbredstilstand eller kommunens pligt til at indhente lægefaglige oplysninger. Ingen reel begrundelse. Ingen officiel oplysning. Ingen lydhørhed over for mine indsigelser.

Men så skete der noget. Jeg gennemgik afgørelsen i detaljer – og med støtte fra AI-assistenten ChatGPT blev det tydeligt, hvor styrelsen selv havde svigtet sin pligt. Jeg sendte en genoptagelsesanmodning med præcise henvisninger til Ankestyrelsens egne principper.

Den 31. maj fik jeg medhold i, at sagen skulle genoptages. Og i juni modtog jeg besked om, at Ankestyrelsen har udsat fristen til 25. juli, da sagen nu undersøges mere grundigt.

Det er et gennembrud. Ikke fordi jeg skreg højt – men fordi jeg dokumenterede systemets egne brud. Og fordi jeg blev ved.

Denne sejr er vigtig. For den viser, at det nytter at fastholde princippet om, at systemet ikke må være sin egen dommer. At embedsmænd må stå til ansvar for, hvad de vælger ikke at undersøge. At retssikkerhed ikke er en tjeneste – men en pligt.

Systemiske konsekvenser

Vi har i serien set, hvordan myndighedssproget bruges til at sløre ansvar. Hvordan økonomi og vurderinger bliver vigtigere end helbred og ret. Hvordan aktindsigt afslører skjulte standarder og tabuer, som ikke tåler dagens lys.

Men vi har også set, hvordan det kan rykke noget, når flere stemmer rejser sig – og når borgere kræver svar.

Det mest opsigtsvækkende er måske, at artiklerne har ramt bredt – ikke kun i aktivistiske kredse, men også blandt ansatte i systemet. Flere har henvendt sig direkte og sagt: “Endelig nogen, der sætter ord på det, vi også ser.”

Når en serie som denne kan få embedsfolk til at genlæse deres egne afgørelser – og få politikere til at spørge ind til Ankestyrelsens ansvar – så har vi rykket på noget større.

Og det var målet fra starten: Ikke at hænge nogen ud, men at gøre det usynlige synligt.

Som jeg skrev i curling-afsnittet forleden: Det her er ikke brok. Det er en kamp mod en forvaltning, der har glemt sin grundlov og sin menneskelighed.

Man kan kalde det en slags solsikkesnor for systemet – en påmindelse om, at nogle har usynlige behov, som ikke forsvinder bare fordi de ikke passer ind i kommunens skema.

Denne serie har været den påmindelse. Og vi er ikke færdige endnu.

Curling-afsnittet – til skeptikere og systemtro

Denne artikelserie handler ikke om at hænge nogen ud. Den handler om at gøre det usynlige synligt. Om at vise, hvordan embedsapparatet – ofte utilsigtet – underminerer borgernes rettigheder.

Nogle vil kalde det systemkritik. Jeg kalder det dokumentation.

Det er ikke curling, når borgere beder om, at deres dokumenterede behov bliver set, anerkendt og vurderet efter loven. Det er ikke urimeligt at forvente, at embedsmænd kender deres forpligtelser.

Men det er urimeligt, når “det vurderes at…” bruges som afslag – uden begrundelse, uden faglighed og uden ansvar.

Så længe det sker, vil vi tale højt. Og skrive videre.

Afslutning/opråb

Vi går nu på sommerpause. Men kampen fortsætter.

I juli bringer jeg én særlig artikel om en savnet ven – og fire stærkt personlige fortællinger om mit eget liv. I august fortsætter vi med temaer som forvaltningsdomstol, ny handicaplov og digital tilgængelighed.

Du kan læse hele serien her:
📚 www.autismeliv.dk/rfh
📋 www.autismeliv.dk/indhold-rfh

Tak til alle jer, der har læst, delt, kommenteret og støttet. Det er jer, der gør forskellen.

Glædelig sommer – og på gensyn i august.

SoMe

📣 Sommerpause – men ikke stilhed.
Vi samler op på forårets artikler om retssikkerhed og svigt i forvaltningen – og ser frem mod efteråret.
Tak for alt, vi har sat i gang sammen.
Læs hele serien her: autismeliv.dk/rfh
#RettensForsvundneHjørnesten #Retssikkerhed #Systemsvigt

Om forfatteren

Henrik Larsen (53 år) er autodidakt skribent, borgeraktivist og retssikkerhedsentusiast med fokus på handicap, forvaltningsret og myndighedskultur. Han lever med autisme, epilepsi og komplekse helbredstilstande, og har siden 2020 dokumenteret svigt og uret i velfærdssystemet.

Henrik står bag platformen Autismeliv.dk, hvor han med artikler, klager og kreative kampagner giver stemme til dem, der ellers sjældent bliver hørt. Han har fremsat borgerforslag om både en uvildig forvaltningsdomstol og en reform af det specialiserede handicapområde.

Følg med i hans arbejde på www.autismeliv.dk samt på Facebook og LinkedIn.

📚 Læs hele artikelserien Rettens forsvundne hjørnesten:
👉 www.autismeliv.dk/rfh
📋 Se oversigten med alle artikler måned for måned:
👉 www.autismeliv.dk/indhold-rfh

Hashtags

#Forvaltningsdomstol #Retssikkerhed #RettensForsvundneHjørnesten
#Systemsvigt #BorgerensRet #UvildighedNu
#dkpol #socialpolitik #velfærd #handicapdk #enmillionstemmer

💥Underrubrik:
Tillid er afgørende i mødet mellem borger og system. Men hvad sker der, når tilliden misbruges – eller aldrig var der til at begynde med?

Indledning: 
Når relationen brister
For mange mennesker med handicap eller kronisk sygdom er tillid til systemet en nødvendighed. Man er afhængig af, at sagsbehandleren forstår ens situation, tager én alvorligt og handler sagligt og i overensstemmelse med loven. Men hvad sker der, når den tillid bliver brudt?

Denne artikel ser nærmere på konsekvenserne af bristede tillidsrelationer mellem borgere og myndigheder – og hvad det koster, når sagsbehandlere sætter deres personlige opfattelser over loven.

Baggrund/kontekst: 
Ikke bare en følelse – men en ret
Tillid er ikke noget, man kan kræve af borgeren. Det er noget, myndighederne skal gøre sig fortjent til. Og i socialretlig sammenhæng er det noget, der bør bygge på faglighed, dokumentation og retssikkerhed.

Alligevel oplever mange, at deres tillid bliver sat på prøve – særligt når afgørelser træffes på baggrund af vurderinger, som ikke er dokumenterede, eller når borgeren ikke bliver hørt. Når sagsbehandlere handler ud fra egne holdninger frem for loven, svigter ikke bare relationen – men selve det system, der skulle sikre borgeren støtte og beskyttelse.

Case/eksempel: 
Når tillid bliver en sårbarhed
Tillid er ikke noget, man deler ud af uden grund. Den opstår, når mennesker og systemer viser, at de ser én som et helt menneske – ikke bare som en diagnose. Den tillid har jeg haft til Epilepsihospitalet, hvor man ikke bare ser på anfald, men også på søvn, psyke, trivsel og hverdag. Her bliver man taget alvorligt – med hele sit liv.

Sammenlign det med det, jeg har oplevet i kommunen og dele af sundhedsvæsenet: Da jeg bad om at besøge et nyt botilbud, svarede min sagsbehandler ikke med oplysninger, men med en personlig vurdering: “Jeg synes ikke, det giver mening.” Det var ikke fagligt begrundet – det var en personlig holdning, forklædt som afgørelse.

I Respirationscenter Syd oplevede jeg en læge, der i sin vurdering fokuserede entydigt på mit BMI og mit madindtag – uden at tage højde for, at jeg som diabetiker med kompleks neurologi har brug for en særlig kostsammensætning. Lægen antog for meget – og lyttede for lidt.

Når kommunen direkte nægter at indhente lægefaglige statusattester som LÆ125 – selv når det er deres ansvar – og i stedet forsøger at skubbe opgaven over på borgeren, er det ikke bare økonomistyring. Det er et brud på forvaltningslovens krav om oplysning og en underminering af tilliden.

Og det stopper ikke her. I juni 2025 konkluderede Rigsrevisionen, at Ankestyrelsen i årevis har undladt at føre effektivt tilsyn med kommunerne – og dermed indirekte dækket over alvorlige fejl og lovbrud. Det er netop den slags svigt, der viser, hvorfor vi har brug for en uvildig forvaltningsdomstol. Og hvorfor jeg også har foreslået, at hele det specialiserede handicapområde flyttes væk fra kommunerne og over i en ny statslig instans med faglighed og uafhængighed – hvor der samtidig er tæt kontakt til og samarbejde med specialister inden for handicapområdet.

Det værste er ikke én enkelt oplevelse. Det værste er, når mønstrene gentager sig – og man som borger må kæmpe med at genopbygge tilliden fra bunden hver gang. Det koster på helbredet, psyken og håbet.

Systemiske konsekvenser: 
Når mønstre gentager sig

Sagen fra Faaborg-Midtfyn Kommune i juni 2025, hvor en borger med behov for pleje 24 timer i døgnet pludselig fik frataget sin støtte, er ikke enestående. Den føjer sig ind i et mønster, hvor tillid og tryghed bliver ofret til fordel for kassetænkning, dokumentationsmangel og usynligt bureaukrati.

Mit eget forløb viser tilsvarende svigt: Kommunens manglende vilje til at indhente nødvendige lægefaglige vurderinger, Ankestyrelsens passivitet – og sundhedspersonale, der fokuserer på standarder frem for mennesker. Det er brud på loven, men endnu vigtigere: Det er brud på ansvar og etik.

Vi ser et system, hvor:

• Borgerens liv og funktionsevne vurderes uden reel inddragelse

• Økonomiske hensyn vejer tungere end dokumenteret behov

• Kommuner fravælger LÆ125 for at undgå udgifter

• Ankestyrelsen svigter sit tilsyn og beskytter systemet frem for borgeren

• Tilliden bliver vendt imod borgeren som svaghed i stedet for fundament

Når disse mønstre gentager sig fra kommune til kommune – og bliver bakket op af tilsynsmyndighedernes tavshed – er det ikke længere enkeltsager. Det er systemfejl. Derfor er det ikke nok at råbe op. Der skal handles:

• En uvildig forvaltningsdomstol

• Et nationalt løft af det specialiserede handicapområde

• Fagligt ansvar og dokumentationspligt tilbage i centrum

Tillid kræver noget af alle. Men mest af dem, der har magten.

Curling-afsnittet – til skeptikere og systemtro: 💬 Er det ikke bare enkeltstående fejl?

Måske tænker du: “Jo jo, men det er vel bare et uheldigt forløb?” Eller: “Det er svært at være sagsbehandler – de gør vel deres bedste?”

Det kan godt være. Men hvad gør vi, når de samme mønstre dukker op igen og igen – på tværs af kommuner, regioner og instanser?

Vi taler ikke om curlingforældre. Vi taler om mennesker, der har mistet funktionsevne, fået kroniske lidelser, og nu beder om hjælp i et velfærdssystem, de selv har betalt til hele livet. Når systemet svarer igen med mistro, kassetænkning og tavshed, så er det ikke borgeren, der er krævende – det er systemet, der har glemt sin opgave.

🔗 Læs også: Minister har misinformeret Folketinget om ny handicaplov – siger eksperter (Altinget)
🔗 TV 2 Fyn: Afhængig af pleje 24 timer i døgnet – så forsvandt støtten

🌟
Afslutning og opråb: 
Hvis du har oplevet det samme

Hvis du selv har stået i en lignende situation – hvor tilliden til myndighederne blev brudt, hvor hjælpen udeblev, eller hvor dine rettigheder blev tilsidesat – så er du ikke alene.

Det er på tide, vi får talt om, hvad det gør ved mennesker, når tillid bliver mødt med afvisning, og når systemet gør os sygere i stedet for at hjælpe. Vi må kræve ansvar, uvildighed og handling – ikke bare fra kommuner og styrelser, men også fra politikerne bag systemet.

Du kan klage til Folketingets Ombudsmand, hvis du mener, din sag er blevet behandlet i strid med loven eller god forvaltningsskik. Brug www.autismeliv.dk/rfh som indgang, hvis du vil dele din historie, få hjælp til at forstå principperne – eller finde vej i dine rettigheder.

SoMe:
Tillid er ikke en luksus – det er fundamentet for et retfærdigt system. Men hvad sker der, når sagsbehandlere og myndigheder svigter? Læs med i denne nye artikel fra Rettens forsvundne hjørnesten om tillidens pris – og konsekvenserne for os, der rammes.
👉 www.autismeliv.dk/rfh

Om forfatteren:
Henrik Larsen (53 år) er førtidspensionist, tidligere underviser og aktiv stemme i debatten om retssikkerhed og handicap. Han har autisme, epilepsi og flere kroniske lidelser – og har siden 2020 kæmpet for en saglig, lovmedholdelig og respektfuld sagsbehandling. Med projektet Rettens forsvundne hjørnesten dokumenterer han systemiske svigt og inspirerer andre borgere til at stå frem.*

Hashtags:
#Forvaltningsdomstol #Retssikkerhed #RettensForsvundneHjørnesten
#Systemsvigt #BorgerensRet #UvildighedNu
#dkpol #socialpolitik #velfærd #handicapdk #enmillionstemmer

💥Underrubrik:
Ord kan bruges til at oplyse, men også til at skjule. I denne artikel ser vi på, hvordan myndighedssprog i handicap- og socialsager ofte dækker over usikkerhed, ansvarsforflygtigelse og svigt.

Indledning: 

Når sproget bliver et skjold
Du har søgt hjælp. Du får et svar. Men forstår du det?

Alt for mange afgørelser fra kommuner og Ankestyrelsen er pakket ind i et sprog, der lyder korrekt, men som efterlader borgeren forvirret og magtesløs. I stedet for at forklare og tage ansvar, bruger myndighederne ofte en form for passivt forvaltningssprog, der skjuler de egentlige valg – og det manglende faglige grundlag.

Denne artikel går tæt på sprogets rolle i moderne sagsbehandling. For sprog er ikke neutralt. Sprog former vores forståelse af virkeligheden – og i socialretlig praksis kan det være med til at fjerne både ansvar og rettigheder.

Baggrund/kontekst: 

Fra oplysning til tågeslør
Sagsbehandlingssprog burde være præcist, forståeligt og til gavn for borgeren. Det er et grundprincip i god forvaltningsskik, at afgørelser skal være begrundede og klare.

Men i mange afgørelser – særligt på det specialiserede socialområde – finder vi formuleringer som: “Det er vurderet…”, “Kommunen finder ikke grundlag for…”, eller “Det fremgår ikke…”. Hvem vurderer? Hvem fandt ikke grundlag? Og hvorfor fremgår det ikke?

Den slags sætninger peger på en tendens: at skjule beslutninger bag abstrakte vendinger. Det skaber afstand til borgeren og fjerner det personlige ansvar fra den konkrete sagsbehandler eller myndighed. Dermed forsvinder også muligheden for reelt at klage eller stille spørgsmål.

Case/eksempel: 

Når ord bruges til at undgå ansvar
Et konkret eksempel finder vi i afgørelsen fra Ankestyrelsen i april 2025, hvor en borger klagede over kommunens manglende indhentning af lægefaglig vurdering. Styrelsen gengav store dele af klagen – men forholdt sig ikke til den.

Der blev hverken taget stilling til borgerens dokumenterede helbredstilstand eller det faktum, at kommunen i årevis havde undladt at indhente centrale statusattester. I stedet skrev Ankestyrelsen, at “det må lægges til grund, at…” – uden at redegøre for hvem der lægger hvad til grund, og på baggrund af hvilke faglige vurderinger.

Andre steder i afgørelsen anvendes vendinger som “borgeren fremstår i stand til at…” – uden kontakt, interview eller konkret viden om borgerens hverdag. Sproget bliver her en måde at tale udenom det ansvar, myndigheden burde bære.

Når en myndighed alene gengiver en borgers henvendelser – uden at forholde sig til dem – bliver kommunikationen en kulisse. Det ser ud, som om der er sket en grundig sagsbehandling. Men i virkeligheden er det blot form uden indhold. Det gør det næsten umuligt at gennemskue, hvad man reelt får – og hvorfor man ikke får den hjælp, man har behov for.

Et andet eksempel stammer fra en direkte henvendelse til en kommunal sagsbehandler med et simpelt spørgsmål: Må jeg få lov til at besøge Odense Kommunes nye autisme-botilbud?

Svaret kom ikke i form af fakta, datoer eller åbenhed – men i en personlig vurdering fra sagsbehandleren: “Jeg synes ikke, det giver mening at besøge…”. Her trådte sagsbehandleren ikke ind i sin professionelle rolle, men valgte at bruge sin egen holdning som afgørelse.

Det er netop den type sproglig sløring, som gør det umuligt for borgeren at gennemskue, hvad der er fagligt vurderet, og hvad der blot er en personlig opfattelse. Når 'jeg synes' bliver til kommunens afgørelse, forsvinder både gennemsigtighed og retslighed – og borgeren står uden klar besked, mulighed for dialog eller reel klageadgang.

Det var også gennem arbejdet med denne artikel – og ved at gennemgå egne afgørelser med støtte fra ChatGPT – at det blev tydeligt, hvor sproget ikke bare skjulte ansvar, men også afslørede noget langt mere alvorligt: brud på officialmaksimen.

Det var faktisk AI-assistenten, der hjalp mig med at gennemskue, at Ankestyrelsen ikke alene gengav borgerens klager, men undlod at undersøge centrale oplysninger – til trods for deres forpligtelse til at gøre netop det. Uden den hjælp ville denne analyse og dokumentation aldrig være blevet så tydelig.

For mange borgere, der ikke har adgang til bisidder, advokat eller juridisk viden, kan værktøjer som ChatGPT være afgørende for at forstå og dokumentere, hvor sproget dækker over manglende sagsoplysning og ansvar. Det er her, teknologi ikke bare bliver et redskab – men en vej til retssikkerhed.

Systemiske konsekvenser: 

Når sproget bliver magtens værktøj
De sproglige mønstre, vi har set i denne sag, er ikke tilfældige. De afspejler en systemisk kultur, hvor vaghed, vurderingsglidninger og formuleringer uden afsender bliver brugt til at undgå ansvar. Det underminerer ikke bare tilliden – det svækker også de grundlæggende forvaltningsretlige principper, som skulle beskytte borgeren.

Sproget i mange afgørelser lyder umiddelbart sagligt og korrekt. Der henvises til lovgivning, funktionsevne og vurderinger. Men bag facaden mangler ofte det vigtigste: fagligheden, nuancerne og det menneskelige blik.

Når kommunen skriver, at borgerens behov “kan dækkes af eksisterende indsatser”, eller at “borgeren har evne til at strukturere egen hverdag”, fremstår det som en faglig vurdering. Men i virkeligheden er det ofte blot en økonomisk afvejning, kamufleret som fagligt skøn.

Det satte Thorkild Olesen, formand for Danske Handicaporganisationer, ord på i juni 2025:

“Ville du tage din bil til en tømrer, hvis motoren sagde en mærkelig lyd?”

Sådan beskriver han det systemiske svigt i en sektor, hvor borgerens støtte ofte afgøres af, hvad kommunen har råd til – ikke hvad der er fagligt nødvendigt. I en ny undersøgelse fra DH svarer hele 43 procent, at de oplever, at økonomi vejer tungere end faglighed i tildelingen af hjælp.

📌 Som jeg selv skrev i kommentarsporene under Thorkild Olesens opslag:

“Hvis det her lovforslag bliver vedtaget, risikerer jeg at miste støtten til mine armstrækkeskinner og AFO-kapsler. Det er hjælpemidler, jeg er afhængig af i min hverdag – men med det nye system vil jeg måske selv skulle betale for at være handicappet. Det er ikke bare urimeligt, det er en direkte trussel mod vores retssikkerhed.”

Det er præcis denne mekanisme, der spejles i sproget i afgørelser. Sproget bliver en form for dække – hvor ord som “helhedsvurdering” og “samlet funktionsevne” i virkeligheden skjuler fraværet af lægefaglige udtalelser, specialiseret viden og respekt for borgerens ret til at blive set som den, man er.

Curling-afsnittet – til skeptikere og systemtro:
Nogle vil måske mene, at man ikke kan forvente, at myndighederne skal skrive juridisk præcist og samtidigt være menneskelige. Eller at sproget i afgørelser naturligt må være formelt og teknisk. Men problemet er ikke, at sproget er korrekt. Problemet er, når sproget bruges til at undgå at tage ansvar.

Det er ikke curling, når borgere beder om klare svar, reel begrundelse og ret til at forstå de afgørelser, der former deres liv. Det er ikke urimeligt at forvente, at sagsbehandlere ikke bruger “jeg synes”-vurderinger i stedet for lovens krav. Det er faktisk et fundament i et demokratisk og retssikkert velfærdssystem.

Hvis vi accepterer sproglig sløring som normalen, accepterer vi også, at fejl og svigt får lov at stå uden ansvar.

Afslutning/opråb:

Her er en række principper, der er brudt i denne sag:

 🧾 Officialmaksimen: Manglende oplysning og efterprøvelse af sagen.

🗣️ Begrundelsespligten: Afgørelser uden konkret, faglig eller forståelig begrundelse.

📬 Partshøringspligten: Ingen mulighed for at reagere på nye oplysninger.

📝 Notatpligten: Mundtlige udtalelser og vurderinger, der aldrig dokumenteres.

⚖️ Proportionalitetsprincippet: Mangel på afvejning mellem behov og afgørelse.

📘 Vejledningspligten: Ingen klar information om rettigheder eller muligheder.

🔍 Helhedsvurderingskravet: Diagnoser og behov behandles isoleret.

🎯 Objektivitetsprincippet: Egen mening gøres til afgørelse.

🧠 Saglighedsprincippet: Personlige vurderinger i stedet for faglig argumentation.

🚫 Inhabilitet/forvaltningsetik: Når personlige præferencer påvirker afgørelser uden tydelig afgrænsning.

Når disse principper svigtes, bliver systemet uigennemskueligt og utrygt for borgerne. Og når sproget bruges som røgslør i stedet for oplysning, svigter vi både retsfølelse og demokratisk ansvarlighed.

Sproget i afgørelser skal ikke beskytte systemet mod kritik. Det skal beskytte borgeren mod vilkårlighed. Det skal kunne forstås, efterprøves og – hvis nødvendigt – udfordres. Ellers har vi ikke et retssamfund. Vi har kun en illusion af ét.

Derfor skal vi være opmærksomme på de ord, vi møder i breve, journaler og afgørelser. For bag vendinger som “det vurderes at…” og “borgeren fremstår som…” kan der gemme sig systematiske fejl og svigt.

Vi skal kræve sprog, der tager ansvar – og sagsbehandling, der bygger på dokumentation, åbenhed og ægte respekt.

🌟
Har du oplevet noget lignende?
Hvis du selv – eller en, du kender – har oplevet, at myndighederne gemmer sig bag sproget og undlader at tage ansvar, kan du klage til Folketingets Ombudsmand. Det gælder især, hvis myndighederne ikke har oplyst sagen tilstrækkeligt eller bruger vurderinger uden dokumentation.

Læs mere eller klag her: www.ombudsmanden.dk
Del også gerne din historie – jo flere vi er, der siger fra, jo sværere bliver det at ignorere os.

SoMe:
Når “det vurderes at…” og “borgeren fremstår som…” bliver et sprog, der skjuler ansvar, mister vi mere end bare klarhed. Vi mister retssikkerhed. Ny artikel i serien Rettens forsvundne hjørnesten – om sprogets magt og svigt.

Om forfatteren:

Henrik Larsen (53 år) er autodidakt skribent, foredragsholder og borgeraktivist med fokus på retssikkerhed, handicap og myndighedskultur. Han lever selv med autisme, epilepsi og flere helbredstilstande og har siden 2020 arbejdet målrettet for at dokumentere systemsvigt og skabe oplysning for andre borgere.

Han står bag projektet Autismeliv og har fremsat borgerforslag om en uvildig forvaltningsdomstol og om at flytte det specialiserede handicapområde væk fra kommunerne. Artiklerne i serien Rettens forsvundne hjørnesten bygger på både egne erfaringer og solid viden om forvaltningsret og praksis.

Læs mere og følg hans arbejde på:

📚 Læs hele artikelserien Rettens forsvundne hjørnesten:
👉 www.autismeliv.dk/rfh

📋 Se oversigten med alle artikler måned for måned:
👉 www.autismeliv.dk/indhold-rfh

 eller på LinkedIn og Facebook.

Tags:
#Forvaltningsdomstol #Retssikkerhed #RettensForsvundneHjørnesten
#Systemsvigt #BorgerensRet #UvildighedNu
#dkpol #socialpolitik #velfærd #handicapdk #enmillionstemmer