Mit valg - folketingsvalg 2015

På torsdag den 18. juni bør man gå op og stemme, jeg stemmer det er sikker og vist, men de syge og handicappede syndes jeg nu ikke er blevet hørt særligt meget. Politik siger mig ikke noget, men politikkerne, medierne har glemt de handicappede i denne valgkamp.

Men jeg er kommet i tvivl om hvor jeg skal sætte mit kryds, eller er jeg - der er test man kan tage dertil er jeg ikke kommet endnu, den kan jo ikke se hvordan jeg reagere på spørgsmål, men ved sidste valg må jeg indrømme at jeg ikke satte det rigtige X.

Da valg er personligt, vil jeg ikke her skrive hvor jeg har sat mit X, men jeg vil nu heller ikke skrive hvor det bliver sat, for nogle vil det blive set som forkert, rigtigt. Så det undlader jeg.

Epilepsiforeningen skriver
Handicap er faktisk slet ikke nævnt én eneste gang i regeringens seneste udspil ”Danmark på sikker vej”. Det gør mig både ked af det og frustreret, og det er - ærligt talt - grænsende til ubegribeligt at man kan fremlægge et velfærdsudkast helt uden at berøre handicapområdet!
Af en eller anden grund er handicapområdet åbenbart uinteressant for politikerne og de medier, som sætter deres dagsorden. I handicaporganisationerne – som Dansk Epilepsiforening også er en del af - må vi bare konstatere, at vi har svært ved at trænge igennem med vores budskaber, når der er valgkamp.

Lev.dk skriver blandt andet dette Samlet set er der faktisk ganske mange mennesker, som har et handicap – alene medlemmerne af Danske Handicaporganisationers 32 medlemsorganisationer tæller cirka 320.000 mennesker. Hertil komme de mange, som har et handicap, men som ikke er medlem af en handicaporganisation. Men mindst lige så vigtigt – de mange pårørende, venner og familie til mennesker med handicap. Disse borgere er også vælgere, og et rimeligt gæt er, at handicapspørgsmål spiller en vis rolle for hvor de sætter deres kryds.

Vi kan også konstatere, at mennesker med handicap generelt nyder stor sympati i den danske befolkning. Det store flertal af danskerne – og på tværs af partiskel – mener, at mennesker med handicap har krav på ordentlig hjælp fra samfundet, og de er også indstillet på, at vi skal prioritere de nødvendige ressourcer til opgaven.

Mange mennesker med udviklingshæmning og andre handicap - og deres venner og familie - har oplevet barske forringelser i hjælpen de seneste år - konkret og på egen krop. En politisk interesse, der tager disse oplevelser alvorligt og signalerer vilje til at ville rette op, tror jeg helt sikkert vil blive belønnet på valgdagen.

At få diagnoser sent i livet er ikke noget som det sociale system er gearet til, de kan ikke håndtere det, i 2003 får jeg så Klinefelter Syndrom som diagnose, her forsøgte Odense Kommune igen at bilde mig ind at det er en psykisk diagnose, problemet her er blot at den er genetisk, og mig bekendt er genetisk syndromer ikke psykisk, det er et fysisk handicap. Jeg har hele mit liv følt mig andreledes og alle der følger mig på min blog, har kunne læse med i snart et år, i november 2014 får jeg endnu en diagnose det er Autisme, det er fedt at få at vide hvorfor jeg har følt mig anderledes, men igen er det en kamp at få systemet til at forstå det. Nej det er unormalt og helt uden for normen at få diagnoser når man er voksen, derfor er min bøn at voksne også kan få diagnoser. Alle former for handicap skal kunne accepteres fra politikernes side. 

Også os der får diagnose sent i livet, at få diagnosen sendt i livet har sat sine tydelig spor i mit tilfælde, bare det at jeg har forsøgt at få en uddannelse tæller ikke med, jeg har stået et utal af gange på en arbejdsplads og søgt arbejde eller uddannelse, og har fået at vide at de ikke havde brug for en narkoman eller alkoholiker, kun af en årsag at jeg en en voldsom kronisk rysten som på virker mine hænder meget. Man kan ikke forestille sig besværet jeg har, man skal se det for at blive klar over at livet jeg lever er svært.