Retssikkerhed under pres – erfaringer fra en kommunal sag og Ankestyrelsen
Indledning
Jeg har den seneste tid stået i et af de hårdeste forløb i mit liv. Min mor fik 5. august konstateret galdegangscancer. Allerede 22. august blev hun udskrevet med meldingen om, at hun måske havde 2–3 måneder tilbage. En uge senere, 29. august, fik vi på et kort, unødvendigt besøg i Fælles Akutmodtagelse at vide, at hun højst havde 14 dage. Den 5. september sov hun uventet hurtigt ind. Frem til sin død var hun skarp i tankerne og tydelig i sine meninger – på godt og ondt.
Siden har sorgen fyldt alt, men jeg mærker også behovet for at skrive igen. Derfor genstarter jeg serien Rettens forsvundne hjørnesten – for at vise, hvordan systemet ikke blot fejler i juraen, men også i mødet med borgere, der midt i livskriser har brug for, at retssikkerheden står fast.
Baggrund
Ifølge Dansk Socialrådgiverforening har hver fjerde socialrådgiver det seneste år oplevet ulovlig praksis i deres arbejde, og hver tredje er blevet presset til at tilsidesætte deres faglighed. Når kommunerne ikke lever op til deres pligt til at oplyse sagerne korrekt, kollapser fundamentet for retssikkerheden. Officialmaksimen – undersøgelsesprincippet – er ikke blot en teknikalitet. Det er en hjørnesten, der skal sikre, at afgørelser bygger på borgerens reelle situation og ikke på tilfældige eller forældede oplysninger.
I min egen sag har både kommunen og Ankestyrelsen tydeliggjort, hvordan disse principper kan skubbes til side. Kommunen nægtede længe at indhente statusattester, selv om jeg gentagne gange anmodede om det. Samtidig trak Ankestyrelsen deres afgørelse i langdrag – trods løfter om at afklare min sag senest 15. september. Når systemet både på kommunalt og statsligt niveau svigter sin pligt, står borgeren uden reelt værn.
Case/eksempel
Jeg har siden april 2025 indsendt omfattende dokumentation til Ankestyrelsen – blandt andet aktindsigter i kommunens egne journaler skrevet af hjemmeplejen. Disse interne dokumenter viste tydeligt, hvordan min funktionsevne er forværret. Alligevel havde Ankestyrelsen i første omgang ikke de rette akter til at behandle sagen korrekt. Kommunen havde undladt at indhente centrale oplysninger, på trods af at det er deres pligt.
Endnu mere opsigtsvækkende er det, at jeg i august 2025 modtog en mail, hvor en sagsbehandler direkte skrev:
“Det er korrekt at jeg ikke forholder mig til nedenstående punkter. Det er ikke punkter vi i myndighed kan svare på eller stå inde for …”
De punkter, jeg havde rejst, handlede netop om mine rettigheder i henhold til Serviceloven, Retssikkerhedsloven og FN’s Handicapkonvention. Med andre ord: Kommunen erkendte skriftligt, at man vælger ikke at forholde sig til loven, selv når borgeren peger direkte på den.
Når en myndighed kan skrive sådan til en borger, er vi langt forbi enkeltsvigt. Det er et system, der har vænnet sig til at tilsidesætte loven, når det er besværligt eller økonomisk byrdefuldt.
Systemiske konsekvenser
Når kommuner tilsidesætter officialmaksimen, og Ankestyrelsen samtidig ikke overholder egne tidsfrister, mister retssikkerheden sin værdi i praksis. For borgeren betyder det, at man kan sidde med livsomvæltende problemstillinger – som at miste sin mor til kræft – samtidig med, at man bliver fastholdt i et juridisk tomrum uden svar.
Det er ikke kun en administrativ svaghed. Det er en reel undergravning af borgernes grundlæggende rettigheder. Hvis myndigheder kan vælge, hvilke dele af loven de vil forholde sig til, er vi på vej mod en retstilstand, hvor loven mister sin beskyttende kraft.
Resultatet er, at borgerens sag ikke længere afgøres ud fra fakta og lovgrundlag, men ud fra økonomi, bekvemmelighed og forudindtagethed. Det er ikke værdigt for en retsstat.
Curling-afsnittet – til skeptikere og systemtro
Det her handler ikke om at borgere skal have særlige privilegier. Det handler om, at myndighederne selv overholder de regler, der er sat i verden for at beskytte os alle. Officialmaksimen er ikke en luksus – den er selve garantien for, at en sag bliver vurderet korrekt og retfærdigt.
Når kommuner og Ankestyrelsen tilsidesætter disse principper, rammer det ikke kun mig. Det rammer enhver borger, der en dag kan få brug for hjælp.
Afslutning/opråb
Retssikkerhed kan ikke gradbøjes. Kommuner skal leve op til deres undersøgelsespligt. Ankestyrelsen skal overholde egne tidsfrister. Alt andet er et brud på borgerens grundlæggende rettigheder.
Jeg genstarter Rettens forsvundne hjørnesten for at vise, at det her ikke er teori, men praksis. Når myndigheder på skrift anerkender, at de ikke forholder sig til loven, så er det hele systemet, der må stå til ansvar.
Det er på tide, at Ombudsmanden og andre kontrolinstanser træder i karakter.
Læs mere på www.autismeliv.dk/rfh
SoMe
Når myndigheder direkte skriver til borgere, at de ikke forholder sig til loven, er retssikkerheden sat ud af spil. Første indlæg i genstarten af Rettens forsvundne hjørnesten – onsdag den 1. oktober kl. 21:30.
Om forfatteren
Henrik Larsen er førtidspensionist (53 år), skribent og aktivist med fokus på retssikkerhed og livet med handicap. Han driver hjemmesiden www.autismeliv.dk, hvor han skriver personlige beretninger og analyser af social- og sundhedssystemets praksis. Med serien Rettens forsvundne hjørnesten ønsker han at dokumentere, hvordan lovgivning og principper ofte tilsidesættes i mødet mellem borger og myndighed – og at inspirere til systemiske ændringer, der kan styrke borgernes rettigheder. Henrik har selv mange års erfaring med komplekse forløb i både kommune og Ankestyrelsen, og han bruger sin viden til at oplyse, støtte og skabe debat.